Læs også:

Close

Vi tester alternativ motion: Er poledance en effektiv sportsgren?

Sundhed  | 
Det synes redaktionen: 4

Træt af fitnesscenteret? Gider du ikke løbe en tur? MY DAILY SPACE tester alternativ motion i en ny artikelserie. Vi har lagt ud med poledance

Poledance har længe været noget, man forbandt med høje plateauhæle, minimale mængder tøj og stripklubber – men sådan er det ikke længere. De seneste år er poledance nemlig blevet en anerkendt sportsgren, som du kan dyrke over hele landet.

Poledance er populært, fordi det er nemt at gå til, en effektiv træningsform og er supersjovt! Alle kan lære at poledance uanset styrke- og konditionsniveau; du bruger nemlig kun din egen kropsvægt og polestangen i din træning.

poledance
Der går nok et par gange mere, før vi kan klare dette move. (Foto: All Over)

Alt dette ved vi dog ikke noget om endnu, da vi dukker op til introtime i Københavns Nordvestkvarter. Vi er et lille hold på fire piger og træneren, og det føles rart, at man ikke er alt for mange – især hvis man føler sig en smule fjollet og/eller klumpedumpet.

Læs også: Få en lækker stil med athleisure-looket

Hvis du sidder og tænker, at det er én bestemt type kvinde, der går til poledance, så tager du fejl. Der er en god blanding af kvinder: Høje og lave, atletiske og buttede, kvinder i sneaks og kvinder i bikerboots. I træningslokalet er der gardiner, der kan trækkes ned, så nysgerrige blikke lukkes ude – det er med til at give lidt ekstra ro, når vi skal svinge os rundt om stangen.

“Spred benene!”

Træneren er rigtig sød og forstående og forklarer, når vi jamrer, at det har taget hende årevis at perfektionere trinene – så har vi det en smule bedre over, at vi føler os som idioter uden nogen form for koordination!

Efter en kort opvarmning går vi i gang. Vi skal lære en kort koreografi, og træneren viser os step-by-step, hvad vi skal gøre og er meget pædagogisk.

Vores træner var for vild! Hun havde dyrket poledance i seks år. (Foto: MDS)

Selv ting som at gå på den rigtige måde virker pludselig svært, men her er ingen, der skynder på en eller får en til at føle sig dum.

De fleste stopklodser er mentale, og en af de udsendte lider under årtier med indoktrinering om at “pæne piger samler benene” – men det gør simpelthen nogle moves umulige at udføre og hører ikke hjemme i dette træningslokale!

Læs også: Hader du at træne?

Og selv om næsten alting føles akavet i begyndelsen – at sprede benene, at strutte med bagdelen og at skyde brystet frem – så går det ganske hurtigt over.

Vi bliver betydeligt mere skamløse, som timen skrider frem. I begyndelsen kan vi næsten ikke holde masken, når vi får øjenkontakt i spejlet, men til sidst er der duckface for alle pengene, mens vi poledancer.

MY DAILY SPACE sendte to klumpedumper ind i træningssalen, men ud kom to sexede dansere … Eller hvad? (Foto: MDS)

Trinene veksler mellem simple, hvor vi ikke slipper gulvet, til mere udfordrende moves. Der er blandt andet et trick, hvor man snurrer rundt om stangen, fri af gulvet. Det er nok al variationen i de forskellige moves, der også gør pole til en god holdsport, for det er drønnemt at tilpasse niveauet af træningen til den enkelte person.

Kan det anbefales?

Det fedeste ved poledance er – udover at det er god styrketræning, sjovt, anderledes og nemt at gå til – at vi er dygtige til forskellige ting. Alle på holdet får en succesoplevelse, fordi vi simpelthen ikke er ens bygget og kan de samme tricks. Det er rigtig fedt!

Da vi føler, vi har været i gang i et kvarter, er timen slut. Tiden er fløjet af sted, og vi har haft det så sjovt. Vi er ømme, glade i låget, og vi debatterer, hvornår vi kan komme af sted igen. Vi er supermotiverede for at lære endnu mere – og det er bestemt ikke sidste gang, vi er at finde til poledance.

Vi testede poledance hos Elitepole. Du kan læse mere om deres lokaler, hold og priser her.

· Mere fra samme kategori ·