
Fanteorier og symboler i sæson 4 af SKAM med Sana
Sæson 4 af SKAM er i fuld gang, og som sædvanlig vrimler det med teorier fra de danske fans. Læs for eksempel om de mulige symboler mellem Yousef og Sana
Du lærte sikkert at fortolke tekster og lede efter symboler i dansk- eller mediefagstimerne i gymnasiet. Men det er muligvis først nu, hvor du er nået til sæson 4 i SKAM, at du er blevet en rigtig haj til at gætte og udvikle teorier.
Her på redaktionen diskuterer vi i hvert fald ofte sammenhænge og tegn, og interessen er kun blevet større med tiden. Derfor har vi valgt at samle fem af de populæreste teorier om sæson 4 lige nu.

Du kan læse mange flere teorier i Facebook-gruppen for danske SKAM-fans, Kosegruppa DK, ligesom du er velkommen til at kommentere dette indlæg. Vi er altid friske på en SKAM-snak på MY DAILY SPACE.
SKAM-teori #1: Sana er roden til alt, der er sket i SKAM
I traileren for den fjerde og sidste sæson, hvor det afsløres, at Sana er hovedperson, ser det ud til, at der kommer til at ske en masse dårligt for karaktererne – og at det hele begynder med Sana. En fanteori er, at det rent faktisk er Sana, der har sat de skelsættende hændelser i gang i alle sæsonerne.
Det var for eksempel Sana, der likede Penetrator Chris’ billeder fra Evas profil i sæson 1. Det startede en kædereaktion:
Eva droppede Jonas helt og var sammen med Chris, hvilket fik Isak til at gøre, hvad han gjorde mod Eva og i sidste ende indse, at han er homoseksuel. Det var også en samtale mellem Sana og Noora, der fik Noora til at tage til Nickos fest.
Læs også: Statistrolle i SKAM solgt for over 50.000 kroner

SKAM-teori #2: Yousef og Sana chatter om menstruationssex
I en Messenger-samtale mellem Sana og Yousef skriver han:
– Men betyder det, at du skal spendere red lobster på mig nu?
Det kan tolkes som et måltid, men det kan også ses som en reference til Formation af Beyoncé, hvor hun synger, at hun tager ham til “red lobster”, hvis han er god i sengen. Af mange tolkes “red lobster” som slang for menstruationssex.
Se samtalen her.
Læs også: De 30 bedste citater fra SKAM
SKAM-teori #3: Yousef bygger på en religiøs person
Bibelens fortælling om Josef findes også i Toraen og Koranen – her hedder han Yousuf. Historien om Sana og Yousef kan have referencer til samme person.
For eksempel fortæller Yousef i scenen med gulerødderne, at han vil have 12 børn. Josef er en af 12 brødre.
Læs også: Fem SKAM-opskrifter, du ikke vidste, du manglede

SKAM-teori #4: Yousef er Sanas drømmemand
Den her er der nok mange, der allerede er overbevist om. En af de små ting, der peger på netop dette faktum er, at Sana i begyndelsen af gulerodsscenen fortæller sin mor, at hun vil have en mand, der kan lave mad. Kort efter ser vi, hvor elendig hun er til at skrælle gulerødder – og hvor god Yousef er til det.
Der er også en teori om, at tidspunkterne for klippene, der bliver lagt op i løbet af ugen på skam.p3.no (hvor du kan se chatbeskeder, Instagram-billeder og videoer, der passer til det kommende afsnit), matcher vers i Koranen, der matcher handlingen i klippene.
Læs også: Bertel Haarder støtter danske NRK-seeres ret til SKAM

(Foto: Screenshot fra NRK)
SKAM-teori #5: SKAM er et opgør med Janteloven
Man kan tolke Janteloven sådan, at den opfordrer til skam. Du skal skamme dig, hvis du fører dig for meget frem. Serien kan dog opfattes omvendt. Karaktererne i serien gør op med de ting, de kunne tænkes at skamme sig over, ligesom mottoet “alt er love” er blevet et slagord for fans.
– Janteloven handler om undertrykkelse af individet i fællesskab – man er sammen om, at ingen skiller sig ud. Jeg synes, hele det kulturfænomen, som serien har affødt, står i kontrast dertil, skriver seeren Røskva Möller i fangruppen Kosegruppa DK.
Læs også: Skal du SKAM-danse i weekenden? Her er musikken fra serien

Alle teorier stammer fra diskussioner på redaktionen og i Facebook-gruppen Kosegruppa DK, der er en gruppe med danske fans af den norske hitserie.
Læs også: Jodel – DOs & DON’Ts fra det populære, sociale medie