
Hjælp! Jeg skal lave middag til en glutenallergiker! Sådan gør du
Hvad gør man lige, når man vil servere en lækker brunch eller middag til en glutenallergiker? Vi giver dig fem fantatiske bud her
Åh nej! Din nye kærestes søster kommer på besøg, og hun er glutenallergiker. Du vil gerne imponere hende med dine evner ved de dampende gryder, men hvordan gør man det uden pasta, brød og kage?
Det er intet problem! Vi giver dig her fem fuldstændigt fantastiske opskrifter, som vil imponere alle – glutenallergikere eller ej! Så inviter du bare svigerinden eller veninde med glutenallergi på besøg til brunch, frokost eller aftensmad – vi har gjort halvdelen af arbejdet for dig.
Brunch/morgenmad: Chiagrød
Til en glutenfri brunch skal du udenom rundstykkerne, det lune franskbrød og de hvedetunge pandekager. Men heldigvis er der masser af muligheder for alternativer til melbomberne.
Ingredienser til to personer:
4 spsk. chiafrø
2 spsk. hakkede mandler
3-4 dl extra creamy kokosmælk (høj fedtprocent)
2 spsk. vand
1 tsk. vaniljepulver
Vi giver dig her opskriften på en chiagrød, som ikke kun er pæn på billeder, men som også smager virkeligt lækkert – også som mellemmåltid eller alternativ dessert:
- Hæld ingredienserne sammen og lad det stå over natten. Derpå kan du tilsætte alle de ting, som du bedst kan lide på toppen af grøden. Friske bær eller frugt, marmelade, mysli, nødder, chokolade eller peanutbutter.
- Er du med på superfoodtrenden, så kan du tilsætte acaipulver eller matchapulver i din grød, inden du sætter den i køleskabet. Elsker du chokolade, så kan kakao og appelsinskal med fordel også tilsættes. Mulighederne er uendelige – kun fantasien sætter grænser.
Er du ikke så meget til kokosmælk, så skift den ud med mandelmælk, skyr (tilsæt lidt vand også) eller andre væsker efter behag. Igen er det op til dig, hvad du og dine gæster bedst kan lide.

Brunch/morgenmad: Pandekager
Selv om man er glutenallergiker, så skal man ikke snydes for lækre brunchpandekager. De fleste melholdige opskrifter kan stadig laves, hvis man skifter melet ud med enten mandelmel, quinoamel eller andre melalternativer, som ikke indeholder gluten.
Melet fungerer ikke helt på samme måde, så det er med at prøve sig frem med mængderne, men øvelse gør mester!
Ingredienser til to personer:
2 hele æg
1 dl. skyr
1/2 dl. mandelmel
1/2 dl. kokosfiber (kan købes i dit større supermarked)
1 spsk. Easis Perfect Fit (honning, sukker eller andet sødestof kan bruges)
1 tsk. vaniljepulver
1/2 tsk. kanel
Her har du en opskrift på pandekager med mandelmel, som helt sikkert vil få smilet frem hos dine gæster:
- Pisk alle ingredienserne sammen, og steg pandekagedejen, som du ville gøre med en ganske almindelig pandekageopskrift.
- Pynt med friske bær eller frugt, sirup eller måske endda nutella.
Ellers kan du prøve mandelcreme:
2 dl. skyr
6-8 dråber mandelessens
1 tsk. honning
Bland ingredienserne sammen, men smag til løbende, så at cremen ikke bliver for kraftig i mandelsmagen eller for sød.

Frokost: Omelet
En opskrift som altid bringer stor glæde hos gæsterne, og som tager meget lidt af din gæstfrihed, er omeletten. Det er hurtigt, billigt, nemt og kan gøres i et utal af variationer. Du kan med fordel bruge årstidens grøntsager og krydderurter.
Ingredienser til to personer:
6 æg
8 spsk. mælk
Salt og peber
Vegetabilsk olie (ikke olivenolie, da det giver en bismag til omeletten)
Her er grundopskriften på omelet:
- Slå æggene ud i en skål, og tag så dit piskeris frem og pisk dem til de bliver lysegule og luftige.
- Tilsæt herefter mælken og pisk godt til igen. Tilsæt salt og peber og andre krydderier/krydderurter efter ønske.
- Varm olien på panden, men lad ikke olien blive alt for varm, da omeletten nemt vil brænde på.
- Hæld æggemassen ud på panden og steg den i to minutter på hver side, eller indtil den har fået en svag gylden farve på hver side.
Server omeletten med laks, asparges eller andre lækre frokost favoritter.

Aftensmad: Spaghetti Bolognese
Der er én ret, som næsten ALLE mennesker elsker både som barn og som voksen: Husmoderens favorit, spaghetti bolognese. Men hov! Er der ikke en kæmpe glutenadvarsel over spaghetti?
Jo, så derfor skal du servere din bolognese med zucchinispaghetti i stedet for.
ngredienser til glutenfri (og supersund) spaghetti til to personer:
1 zucchini (squash)
2 gulerødder
Lav din egen favoritudgave af bolognese (kødsovs), og server den med denne “spaghetti” til:
- Hvis du vil gøre processen lynhurtig, så køber du en grøntsagsspiral, som kan fåes i de fleste isenkræmmere og boligforretninger rundt om i landet. Ellers river du grøntsagerne på et rivejern.
- Hæld grøntsagerne over med groft salt og kogende vand. Lad det stå i blød i ét minut, og hæld herefter vandet fra.
Server med din bolognese ovenpå, og riv frisk parmesan over. Bon appetit!

Dessert eller hygge til kaffen: Glutenfri muffins
Ingredienser til 6 personer:
2 modne bananer
100 gram hakkede hasselnødder
100 gram mørk chokolade
125 gram mandelmel eller anden glutenfri med (evt. Rød Finax)
2 tsk. bagepulver
Salt
100 gram brun farin
1 æg
60 gram blødt smør
- Tag dine modne bananer, og mos dem grundigt på en tallerken.
- Derefter hakker du chokoladen groft og nødderne fint.
- De tørre ingredienser blandes i én skål, og i en anden skål mikser du smør og farin sammen.
- Tilsæt herefter æg og den mosede banan.
- Vend de to skåles indhold sammen i én, og tilsæt de hakkede nødder og chokolade.
- Hæld massen i muffinsforme efter eget kreative ønske, og fyld formene lidt over halvvejs.
- Bag dine muffins ved 200 grader i 15-20 minutter i midten af ovnen.
- Tjek kagerne ved at stikke en gaffel eller kødnål i dejen. Hvis der ikke klistrer sig dej fast til nålen, så er kagerne færdige.
Opskriften er lånt fra Gladudengluten.dk, hvor du kan finde mange flere glutenfri opskrifter.

Glutenallergiker – er det mig?
Vil du gerne tjekke, om du er glutenallergiker eller har andre fødevareallergier? Så kan du nemt og hurtigt blive tjekket – og helt uden et lægebesøg.
Besøg Hanko Medico, som tilbyder Danmarks største udvalg af fødevareallergi- og intolerancetests, og læs vores andre artikler, som fortæller om fødevareintolerance, og hvad det gør ved din krop, herunder:
LÆS OGSÅ: Kender du til de her symptomer? Så har du måske fødevareallergi
LÆS OGSÅ: Har du også svært ved at tabe dig? Så har du måske fødevareintolerance eller fødevareallergi
LÆS OGSÅ: Unboxing: Vil du tjekkes for fødevareallergi? Så kan du teste dig selv!