Læs også:

Close
Houzz Vesterbro

Houzz Tour: Vesterbro-hybel blander Kødbyen med naturen

Bolig  | 

Rå elementer, natur og vennernes kunst præger Kathrine Bachs lejlighed tæt på Kødbyen i København. Kom med indenfor

Benedikte Lundberg, Houzz.dk

Den lille lejlighed midt på Vesterbro omfavner områdets pulserende byliv med Kødbyen lige rundt om hjørnet, men emmer samtidig af natur, dyr og en trang til at give sig god tid til tingene.

Hvide slagterfliser i 14 x 14 centimeter, stålbordplade og kødkroge. Det er, hvad man finder i køkkenet i den 74 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro.
Bare få meter herfra inde i den anden stue står krabbeskjold, udstoppede fugle og tudser i glas. Der er ingen tvivl om, at der bliver leget med kontrasterne i det lille hjem, der til dagligt huser Kathrine Bach, hendes mand René og deres 3-årige datter Vilda My.
– Det, vi selv lægger allermest vægt på her i livet, er kontraster. Det inspirerer os, og det sniger sig jo så også ind i vores indretning, fortæller 35-årige Kathrine Bach.

HOUZZ TOUR

Her bor:
 Her bor: Kathrine Bach Lundgaard, hendes mand René Bach Lundgaard og deres 3-årige datter Vilda My.

Beliggenhed: 3-værelses lejlighed på Vesterbro lige ved Kødbyen.

Størrelse: 74 kvadratmeter og 11 kvadratmeter altan.

Beskæftigelse: Kathrine er uddannet grafisk designer fra Kunstakademiets Designskole. Hun arbejder på nuværende tidspunkt udover grafikken med holistisk sundhed og læser til Komplementær Hormonterapeut.

Kathrine blogger desuden om helse, livsstil og det moderne kvindeliv på platformen www.soester.dk og sælger et udvalg af sine grafiske tryk på www.trustnature.tictail.com

Se mere fra Kathrines inspirerende univers på instagram: @soesterblog@kathrinebach eller følg hendes blog på Facebook.

LÆS OGSÅ: EXCENTRISK MINIMALISME RUSKER OP I DE HVIDE HJEM

Lejligheden, der ligger på 4. sal, har et fantastisk lysindfald, der netop giver rig mulighed for at lege med blandt andet mørke kontraster.

– Vi kombinerer både nyt med gammelt, mørkt mod lyst, sjove elementer med mere nostalgiske ting. Det er vildt spændende at få det til at arbejde sammen – især det her med også at tilføje nogle moderne elementer til det gamle, siger Kathrine.

Hun flyttede ind i lejligheden for 10 år siden, hvor den dog havde et noget andet udtryk end i dag.

– Det var en rigtig typisk Vesterbro-lejlighed med skæve døre, gulve og rum. Det har den jo sådan set stadig i dag til en vis grad, så man skal kunne leve med den skæve charme, og det har vi da også været glade for, understreger Kathrine.
Kathrines mand René, rykkede ind i lejligheden for seks år siden, hvorefter de sammen løbende har renoveret hjemmet, så det blev til deres fælles sted.

Køkkenet er blandt andet et af de steder, hvor Kathrine og René har sat deres helt eget præg.

– Vi synes, det ville være sjovt at lege med det, at vi bor så tæt på Kødbyen, som vi gør. Derfor har vi valgt de her helt klassiske 14 x 14 slagterfliser, som vi har beklædt nærmest hele køkkenet med. Derudover har vi fået nyt køkken, der er et klassisk Ikea-køkken, men hvor vi har designet vores egne greb og fået speciallavet en bordplade hos en smed, så det kommer lidt væk fra det der Ikea-udtryk, forklarer Kathrine.
Parret har suget masser af inspiration til sig fra Kødbyen på Vesterbro, men har også hentet idéer fra Meatpacking District i New York, som parret besøgte, mens lejligheden var i gang med at blive renoveret.

– Selv om det er et lille køkken, synes vi, det var sjovt at have stålelementer, slagterfliser og kødkroge hængende fra loftet. Vi har også haft udstoppede dyr til at hænge derude, det blev bare lidt for mærkeligt, griner Kathrine.

Til det rå og industrielle køkken har Kathrine tilført et par keramiske gryder i pastelfarver og lidt keramik, der står fremme, for at bløde det lidt hårde udtryk op.

Badeværelset, der tidligere var et typisk 70’er-badeværelse, har også fået den helt store modernisering.

Kathrine og René har skabt et langt mere råd udtryk med blandt andet gråpudsede vægge.

– Da vi fik renoveret vores vægge dukkede der pludselig bindingsværk op bag væggen, som vi synes, er super sjovt, da der kommer noget historie frem på en naturlig måde i rummet, fortæller Kathrine.

Modsat mange af de klassiske Vesterbro-badeværelser, hvor man nærmest skal bakke ind, er baderummet i lejligheden relativt stort, hvilket også har skabt stor værdi hos parret.

 

Badeværelset er af den grund derfor også blevet Kathrines eget lille laboratorium.

– Jeg laver mine egne vaske- og renseprodukter med forskellige mineraler og ler-typer. Det passer ret godt til det her rum at have forskellige ler-typer fra hele verden stående sammen med den her grå baggrund, siger Kathrine, hvis plejeprodukter hedder Trust Nature.

Kathrines kreative åre præger i det hele tiden mange af rummene i lejligheden – uanset om det er renseprodukter, grafiske plakater eller smykker. Smykkerne her stammer fra dengang Kathrine havde et smykkefirma, hvor hun designede diamantkollektioner og eksperimenterede med 3D-design.

Kathrine betegner den overordnede stil i lejligheden som et sted med materialiserede minder.

– Det er objekter, der bærer på minder, vi har haft sammen som familie, hver for sig eller på rejser vi har været på.

Der er derfor masser af nostalgi forbundet med de forskellige elementer i boligen.

– Vores hjem skal gøre os glade og minde os om alt det dejlige, vi har sammen, siger Kathrine Bach. Arne Jacobsens Grand Prix-stol er et eksempel på den nostalgi, der er vigtig for Kathrine.

– Stolene har jeg fået af mine forældres gamle venner, der fandt dem. De har været igennem en hel cyklus af folk, jeg kender, og det synes jeg, er vildt hyggeligt at tænke på, siger Kathrine.

De hængende, farvestrålende skulpturer af Isabel Berglund er en gave fra en ven.

– Vi har mange værker fra vores venner – både fotokunst og skulpturer. Det er skønt at kunne bringe sine venner ind i indretningen og sende tanker til dem og få inspiration af dem, fortæller Kathrine.

Skulpturen, der hænger ned fra loftet, er eksempelvis en gave fra en kunstnerven, der hedder Isabel Berglund.

– Det er jo ikke altid ting, vi selv ville have valgt, men det må gerne være lidt legende og sjovt, det vi omgiver os med, siger Kathrine.

I køkkenet står også en lille opstilling med forskellige minder hentet hjem fra parrets bryllupsrejse og diverse ferier samt gaver.

Selv om lejligheden befinder sig midt i det travle Vesterbro-liv, er Kathrine og hendes mand meget bevidste om, at der skal være tid til tingene i hverdagen, hvor et udtryk som slow living især er et mantra, de lever efter.
– Vi går meget op i at leve langsomt – ting må gerne tage tid. Vi kan godt lide at bruge vores lejlighed til at lave langsom mad, lave spa til Vilda My og hygge os stille og roligt sammen, selv om vi bor på Vesterbro, hvor det går rigtig hurtigt, forklarer Kathrine.

Lejligheden beskriver hun derfor også som familiens lille refugium, hvor de kan trække sig tilbage fra larm og støj, nyde hinanden og slappe af.

– Derudover kigger vi også meget på denne her nordiske og mere simple måde at leve på. Det er faktisk sjovt, for vores lejlighed er nok meget læsset til med mærkelig dimsedutter, men de er meget nøje udvalgt, fortæller Kathrine.

I Vilda Mys værelse står blandt andet en gammel mannequindukke, som Kathrine købte i en lokal butik på Istedgade.

– Jeg kan ikke nænne at skille mig af med den, selv om den er lidt spøjs og ikke rigtig har et formål. Men den er så fint lavet, og Vilda My synes, den er sjov, siger Kathrine.

Reolsystemet, der fylder hele den ene væg i børneværelset, er tegnet af den danske arkitekt Poul Cadovius.

– Jeg synes, det er skønt med det her fokus på godt og gammel håndværk, og så er det fedt, at der er så meget hyldeplads, fortæller Kathrine om den gamle reol, der er købt online.

Kathrine har selv designet de grafiske plakater, der pryder væggene hos datteren Vilda My.

SE OGSÅ: INDRET DIT HJEM MED ET GRAFISK OG NORDISK LOOK

Et andet møbel, der også er et solidt håndværk, er parrets seng, der er lavet af designfirmaet og snedkeriet LLLP, der er bosat på Nørrebro.

– Jeg synes, det er lækkert at omgå sig med ting, folk har gjort sig umage med, siger Kathrine.

Af den grund har Kathrine og René pålagt sig selv et delvist Ikea-forbud.

– Det skal helst være ting med følelse og betydning, og den fornemmelse synes jeg ikke rigtig, jeg får med Ikea-møbler. Vi har enkle Ikea-skabe, men det fungerer ikke rigtigt for os. Vores køkken er jo også fra Ikea, men det er så blandet med andre elementer, fortæller Kathrine.

I soveværelset er trægulvet malet sort, hvor legen med kontraster igen gør sig gældende.

– Vi har zoneopdelt vores gulv med forskellige farver, så man får forskellige fornemmelser i hvert rum, forklarer hun.

Det grafiske billede i lilla over sengen er ligeledes Kathrine Bachs eget design.

Selv om familien elsker Vesterbros summen og byliv, erkender den også, at den på sigt ønsker lidt mere ro og natur.

– Vi synes, det har været så dejligt at være unge på Vesterbro og kunne føle byen i lejligheden, men vi vil gerne have flere børn og mere natur. Vi er kommet til et punkt, hvor vi prioriterer nattesøvn i stedet for festligheder, smiler Kathrine.

Fremtidsdrømmen for parret er derfor at flytte til Tisvildeleje.

– Vores drøm er på sigt at beholde lejligheden her som sommerhus og så flytte i et selvbygget økohus, hvor vi i højere grad kan få naturen ind, fortæller Kathrine passioneret.

Naturen har Kathrine dog alligevel fået integreret i indretningen med små dyreskelletter indsamlet i Klitmøller, udstoppede- og konserverede dyr samt masser af planter.

LÆS OGSÅ:HVORFOR ER DEN ENGELSKE STIL SÅ EXCENTRISK

Et lille sug af natur kan familien imidlertid få på deres 11 kvm store altan, hvor der er udsigt til lidt grønt.

– Det er skønt, at altanen er så stor, at man reelt kan holde en lille middag herude. Der er også morgensol, og nu hvor jeg læser, sidder jeg tit om sommeren med en kop te og læser formiddagen væk, fortæller Kathrine og fortsætter:

– Det kan godt være lidt svært at få naturoplevelse ind i en lille lejlighed – vi prøver selvfølgelig med planter og altanen – for vi er super inspireret af naturen og det, den kan, siger Kathrine.

En kombination af et økohus i Nordsjælland og en sommerlejlighed på Vesterbro er derfor parrets største drøm i fremtiden.

houzz
Læs også:
rabarbertærte

· Mere fra samme kategori ·