
170.000 computere ramt af gigantisk hackerangreb
170.000 computere ramt af verdensomspændende hackerangreb. Storbritanniens hospitalsvæsen blev ramt, men er ved at komme på benene igen. Truslen er dog fortsat høj, også mod Danmark
Fredag blev 120 lande verden over udsat for et hackerangreb, hvis lige ikke er set før. Angrebet var et ransomware-angreb, hvor gerningsmændende hacker computere og krypterer filerne.
For at få frigivet sine filer igen, skal ofrene betale løsepenge eller “ransom”, som det hedder på engelsk.
Ifølge Ritzau og DR, vurderer en it-analytiker, at hackerne har tjent mindst 160.000 kroner på angrebet. Pengene er blevet udbetalt i Bitcoins, en virtuel møntenhed, der er svær at spore. Bitcoinsene, der er blevet betalt er endnu ikke blevet hævet, så der er ikke mulighed for at spore gerningsmændene på nuværende tidspunkt.
Læs mere her: 74 lande udsat for stort hackerangreb

Truslen fortsat stor
Storbritanniens hospitalsvæsen blev lagt ned af angrebet, men 97 procent af det vurderes nu til at være oppe og køre igen.
Det ser endnu ikke ud til, at der er danske computere, der er blevet ramt af angrebet, men Center for Cybersikkerhed (CFCS) fortæller til DR, at danske computere, der bruger Microsoft Windows-operativsystemer, som ikke har opdateret deres computere risikerer, at blive ramt, når de opdaterer deres computere.
– CFCS har observeret en markant stigning i datatrafik, som viser, at danske it-systemer lige nu scannes for sårbare computere, som kan angribes med denne ransomware. CFCS vurderer derfor, at truslen er MEGET HØJ, skriver CFCS i en pressemeddelelse.
CFCS anbefaler, at alle med Windows-baserede computere sikrer, at de er opdateret med de sidste sikkerhedsopdateringer fra Windows. Helt ekstraordinært har Microsoft også udsendt sikkerhedsopdateringer til computere med gamle systemer, fordi truslen er så stor.
Læs guiden for sikring af dine Windows-systemer her.
Derudover skal du være opmærksom på emails, der kan indeholde ransomware.