
NEWS: Elton John er alvorligt syg
Elton John er alvorligt syg – aflyser koncerter · Skat må sige farvel til 80 milliarder · Marine Le Pen tager orlov til valgkampen · Arkansas henretter to · Israel ærede ofrene for holocaust
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Elton John er alvorligt syg
Den 70-årige musikalske legende, Sir Elton John, har fået en alvorlig infektion. Derfor har han tilbragt flere dage på hospitalet, men er nu blevet udskrevet igen ifølge The Mirror.
Trods udskrivelsen har sangeren valgt at aflyse flere planlagte koncerter i USA i april og maj.
– Jeg er så heldig at have de mest fantastiske og loyale fans, og jeg undskylder, at jeg har skuffet dem. Jeg er ekstremt taknemmelig for det medicinske hold, som har taget sig så godt af mig, siger Elton John i en pressemeddelelse.

Ny rapport: Skat må sige farvel til 80 milliarder kroner
Revisionsfirmaet PwC vurderer i en ny rapport, at Skat ikke får de fleste af de penge tilbage, som danskerne skylder det offentlige. Det skriver Politiken.
Det betyder, at Skat og kommunerne med al sandsynlighed må vinke farvel til op mod 80 milliarder kroner ud af i alt 100 milliarder kroner, som danskerne skylder i skat, parkeringsafgifter, fartbøder, moms og licens.
– Det er ikke retvisende at sige, at der er 100 milliarder derude, og at de 100 milliarder kan vi bare få i kassen og bruge på velfærd, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Han understreger, at danskerne ikke skal tro, at de bare kan lade være med at betale de penge de skylder det offentlige, for gælden vil blive opkrævet.
– Kommer en borger eller en virksomhed til penge, vil myndighederne straks genoptage inddrivelsen, siger Karsten Lauritzen.

Marine Le Pen giver sig selv orlov til valgkamp
For at kunne fokusere på valgkampen til det franske præsidentvalg, har kandidaten Marine Le Pen givet sig selv orlov fra jobbet som formand for højrefløjspartiet Front National. Det skriver Ritzau.
Årsagen til orloven er, at kandidaten ønsker at samle så mange vælgere bag sig som muligt.
– Her til aften har jeg besluttet at sende mig selv på orlov fra formandsposten i Front National. Jeg er ikke formand for Front National, jeg er præsidentkandidat. Jeg vil være ude over partipolitiske overvejelser. Jeg har altid ment, at præsidenten er præsident for alle franskmænd og skal kunne samle alle, siger hun.
Hvorvidt Le Pen vender tilbage til posten efter valget, er ikke meldt klart ud.
For at blive præsident skal Le Pen slå centrumpolitikeren Emmanuel Macron, som foreløbigt fører efter første valgrunde med 60 procent af stemmerne.

Arkansas henretter to efter 17 år uden dødsstraf
Natten til tirsdag gennemførte den amerikanske delstat Arkansas den anden ud af otte planlagte henrettelser på kort tid. Det skriver TV2, Ritzau og nyhedsbureauet AFP.
52-årige Jack Jones, dømt for voldtægt og drab på Mary Phillips, i 1995, blev henrettet, efter at den amerikanske højesteret afviste en klage fra hans advokater i 11. time.
Kort inden midnat mandag lokal tid – blev også 46-årige Marcel Williams henrettet med en dødssprøjte efter at henrettelsen af Williams i første omgang var blevet udsat. Det er den første dobbelthenrettelse i nogen amerikansk stat i 17 år.
– Mary passede sit job som bogholder i Bald Knob (lille by i Arkansas, red.) 6. juni 1995, da hun blev kvalt til døde med ledningen fra en kaffemaskine. Imens kæmpede hendes 11-årige datter Lacey for sit liv et par meter derfra efter at være blevet kvalt og slået, udtaler statsadvokat i Arkansas Leslie Rutledge i en erklæring ifølge AFP.
Arkansas har lagt en opsigtsvækkende plan for hele otte henrettelser, der skal ske mellem den 17. og 27. april, fordi myndighederne vil nå at gennemføre henrettelserne, inden det omstridte stof midazolam, der er en del af det dødelige indhold i sprøjterne, udløber i slutningen af måneden. Stoffet blev brugt i henrettelser i Oklahoma og Arizona, hvor vidner har fortalt, at fangerne har vredet sig i smerte under udførelsen.

Israel ærede 6 millioner jøder, der døde under holocaust
Israel ærede de 6 millioner jøder, der døde under holocaust under Anden Verdenskrig. Det foregik med to minutters sirenelyd og stilstand. Trafikken gik i stå, og folk steg ud af deres biler, imens den øredøvende sirene lød ud over landet. Det skriver DR.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, brugte mindedagen på at sende et politisk budskab til omverdenen.
– Midt i mørket er der nogle få lyspunkter. Et af dem er lige sket. Det er præsident Trumps klare reaktion på nedslagtningen af syriske børn med kemiske våben, har han udtalt ved en stor mindehøjtidelighed i nat.
