Læs også:

Close

Hjemme hos Ditte og Casper: Cool og stilet bolig på 65 kvm i Aarhus

Bolig  | 

Fine farver, dansk design, loppefund og et personligt touch. Det kendetegner bloggeren Ditte og kæresten Caspers hjem. Kom med på Houzz Tour i den hyggelige lejlighed i Aarhus

Sanne Kragelund, Houzz.dk

Da Ditte og kæresten Casper fik tilbudt deres drømmelejlighed på Frederiksbjerg, et af Aarhus’ mest folkekære områder, slog de til med det samme.

– Vi drømte om at komme til at bo på Frederiksbjerg, som ligger tæt på både skov, strand og Aarhus’ bymidte, fortæller Ditte Gimm Hansen, der især er forelsket i lejlighedens charme med gamle originale trægulve og pudsede lofter med stuk.

– Der ligger virkelig mange, smukke og meget gamle etageejendomme i området, og uden at lyde alt for creepy så elsker jeg at gå og kigge ind til alle de fine detaljer, der er i den slags lejligheder, smiler Ditte, der ikke bare selv finder inspiration ved at smugkigge i andre lejligheder.

Hun inspirerer også selv sine mange følgere på Ditteblog.dk. om mode, boligindretning og livsstil.

 

Hvor er tingene fra:

Sofa + Puf: Sofakompagniet, Tæppe: Ellos, Sofabord + Barbord: Ox Denmarq, Billeder: By Garmi

 

HOUZZ TOUR

Her bor: 27-årige Ditte Gimm Hansen med sin kæreste Casper Larsen på 26.
Beskæftigelse: Ditte er uddannet sygeplejerske, men interessen for mode og boligindretning har inspireret hende til at gå en anden karrierevej. Nu arbejder Ditte i tøjbutikken Butler-Loftet på Strøget i Aarhus, imens hun på tredje år driver bloggen Ditte Blog. Casper skriver speciale i økonomistyring.
Beliggenhed: Frederiksbjerg i Aarhus.
Størrelse: 2-værelses lejlighed på 65 kvadratmeter med en lille entré, køkken, soveværelse, stue, bad og en altan med direkte udgang til en gårdhave.

 

Der var ingen tvivl om, at parret ville finde en ældre lejlighed.

– Jeg er mere til de gamle ejendomme end til de mange nybyggerier, for jeg elsker de små detaljer i de gamle hjem, som kan være med til at gøre indretningen unik, fortæller Ditte.

Men med kun to værelser har det været en udfordring for parret at indrette deres nye hjem.

– Især vores stue, som skal rumme mange funktioner på én gang, siger hun.

Men efter at have afprøvet forskellige løsninger føles det nu helt rigtigt. Sofaen i blå velour er en af de afgørende faktorer for successen.

– Det er vores femte sofa på de få år, vi har boet sammen, så det er der blevet gjort en del grin med i vores omgangskreds, griner Ditte.

 

Selv mener hun, at de tidligere sofaer enten har været virkelig pæne og fotogene – men ret upraktiske – eller også har det været omvendt, hvor en behagelig flyder har virket for dominerende i lejligheden.
– Men nu har vi endelig fundet en sofa, som jeg er glad for. Den er smuk på billeder, farven skiller sig ud, og så er den lang og bred nok til, at vi begge kan ligge i den. Perfekt. Altså lige indtil jeg bliver træt af velour, ikke? siger Ditte med et smil.
Derfor er det også en fordel, at lejligheden er indrettet på budget med et utal af kreative løsninger, så der løbende er plads til nye indkøb.

Hvor er tingene fra:

Magasinholder: Kvickly

I lejlighedens stue har det været vigtigt for Ditte, at funktionalitet og æstetik spiller godt sammen.

– Én ting er at have en smuk stue, der står knivskarpt på alle billeder, men man skal også kunne leve her, pointerer Ditte. Tv-arrangementet er et godt eksempel på, hvordan man kan få ekstra opbevaringsplads og et diskret tv-område på en og samme tid.

– Jeg inddrager selvfølgelig altid Casper, når jeg får nogle nye ideer, men jeg fører dem for det meste selv ud i livet. Det er nok derfor, at jeg er blevet ret ferm til at styre en boremaskine, griner hun.

 

Hvor er tingene fra:

Stol: IKEA, TV-møbel: IKEA med en hjemmelavet bordplade.

Når man træder ind i stuen, der er stilren med personlige præg, er det nærmest også som at træde ind i et sandt planteunivers – et helt bevidst trick fra Dittes side for at skabe liv på de få kvadratmeter.

– Når vi har så mange grønne planter, kan jeg godt lide at skabe kontraster med råt træ, som vi både har i spisehjørnet og oven på TV-møblet, siger Ditte.

Hun er generelt vild med klare kontraster, som for eksempel også marmor og velour.

– Det hårde, kolde sten mod det fine, bløde velour er simpelthen så fint, tilføjer hun.

 

Billeder: Kristina Dam Studio

LÆS OGSÅ: HOUZZ TOUR: CAMILLA HAR GIVET LEJEBOLIGEN USÆDVANLIGT STORT SÆRPRÆG

 

I det ene hjørne af stuen har parret indrettet en hyggelig spisekrog.

– Jeg synes , at det er lykkedes meget godt at lave et afgrænset område med hjælp fra både billeder og den grønne væg, siger Ditte.

Møblerne har en helt særlig betydning, da bordet er lavet af Dittes forældre, mens Dittes bror står bag bænken.

– Hjørnet indbyder virkelig til at kunne hygge sig med god mad og gode venner i timevis, mener Ditte, der selv er vokset op på landet, hvor der altid har stået en bænk i køkkenet.

– Derfor er der helt klart noget landligt og hjemligt over det for mig, tilføjer hun.

 

Hvor er tingene fra:

Stole: IKEA, Pendel: Louis Poulsen – fundet på Dba, Væglampe i messing: Fundet på Dba.

 

De smukke billeder, der tilsammen udgør en dekorativ billedvæg, har Ditte fundet og samlet over længere tid.

– Jeg har forsøgt at holde dem i samme stil og nuancer, fortæller bloggeren om billederne, der især er inspireret af planter og naturen. På den måde er der en rød tråd mellem alle de levende planter og de blå og grønne nuancer, som går igen lejligheden igennem.

– Det er faktisk kun midterbilledet, der skiller sig ud farvemæssigt. Derfor har jeg også valgt at hænge det op i en messingramme, så det centrale kommer endnu mere i fokus, siger Ditte.

 

DITTES BEDSTE RÅD TIL EN SMUK BILLEDVÆG:

  • Arranger først alle billederne på gulvet, så du får et overblik over, hvordan de fungerer sammen, og hvor de skal hænge i forhold til hinanden.
  • I forhold til afstanden er tommelfingerreglen, at der skal være mellem 8 og 15 centimeters luft imellem billederne. Ditte har konsekvent 8 cm både i afstand fra vægkant, loft og mellem billederne. Nogle steder vil der dog automatisk være mere plads imellem, da billedernes størrelser er forskellige.

 

På væggen er både fra By Garmi, Vee Speers, Stine Aamose, I Love My Type og Trine Holbaek Designs.

Vægfarven i stuen fandt Ditte på Instagram. Det er Dyrups bud på Årets farve i 2016 og hedder Aloe Vera.

– Jeg synes, at farven passer perfekt ind i vores planterige indretning, og så er jeg vild med, at den er så støvet og afdæmpet, Det er i høj grad med til at give et roligt udtryk til stuen, mener Ditte, som har fundet flere forskellige farver, der tilfører hjemmet personlighed.

– Farver kan være med til at vise, at der er tænkt over helheden, når nuancerne går igen fra rum til rum, siger Ditte, som især er glad for at kombinere lyserød og grøn, hvilket ses flere steder i indretningen, i hendes garderobe og på bloggen.

 

Optimalt set ville Ditte sidde og blogge fra den lille arbejdsstation i stuen, men her mangler en dybere skrivebordsplade.

– Så det er vi på udkig efter hver gang, vi er på loppemarked, og når jeg surfer rundt på Dba, fortæller hun. Den lille skrivebordsplads fungerer derfor mest som opbevaring til computere, bøger og kontornips.

– Vi sidder i øjeblikket mest og arbejder ved spisebordet, fortæller hun.

 

 Hvor er tingene fra:

Reolsystem: Fundet på Dba, Stol: Ellos

 

LÆS OGSÅ: FÅ PLADS TIL HJEMMEKONTORET PÅ UNDER ÉN KVADRATMETER

 

– I og med at vores soveværelse ikke indeholder meget andet end en seng og et garderobeskab, følte jeg, at der manglede noget personlighed i indretningen, siger Ditte, som derfor også valgte at male en væg herinde.

Hun blev især inspireret af den mørke farve, fordi den formår at tilføre rummet en naturlig hygge og en ægte hulestemning.

 

 Hvor er tingene fra:

Sengegærde: Pytt Living

 

LÆS OGSÅ: OPBEVARING I SOVEVÆRELSET – TÆNK UD AF SKABET!

 

Ved siden af soveværelset ligger lejlighedens køkken, hvorfra der er udgang til en skøn altan.

– Det største plus ved vores køkken må være, at det er faktisk er forholdsvist stort, siger Ditte. Det er derfor ikke noget problem at være to om madlavningen, hvilket ellers ofte kan være svært i små by-lejligheder.

– Det største minus er bare, at vi ikke har en opvaskemaskine, og fordi vi bor til leje, har vi heller ikke mulighed for at installere en, tilføjer hun.

 

Hvor er tingene fra:

Køkken: JKE Design, Hylder: IKEA

 

Det afholder dog ikke Ditte og Casper fra at lave mad, som de for det meste er fælles om.

– Det er altid mig, der laver madplan til ugen, fordi jeg læser mange blogs og får inspiration til vores måltider derigennem, siger Ditte. Og især på deres fælles fridage er det endnu hyggeligere at bruge lidt længere tid end normalt.

– Både Casper og jeg elsker også at gøre noget særligt ud af morgenmaden i weekenderne, fortæller Ditte med et smil.

 

houzz
Læs også:

Bambus

Styr på juraen når du flytter hjemmefra

 

· Mere fra samme kategori ·