Læs også:

Close
Bridget Jones er trist

Single i København: Han forvekslede mig med en anden!

Mit liv  | 

I sidste afsnit af min dating-logbog skal I høre om en skøn date. Så skøn, at jeg kunne skimte et farvel til livet som single. Men højt at flyve – dybt at falde

Jeg ved efter ganske kort tid, om den “er der” med en fyr. Gnisten. Kemien. Dermed ikke sagt at det aldrig kommer snigende, men i 99 procent af tilfældene ved jeg efter tre kvarter, om en date er noget for mig. Det har tre år som single lært mig.

Min statistik er ikke imponerende. Omkring 30 dates har været kedelige, pinlige eller decideret akavede og maks en håndfuld har været gode.

Så da jeg endelig kom på date med mr. X fra sidste klumme, var jeg overrasket, lettet og glad for, at gnisten var der. Samtalen flød ubesværet i tre timer; jeg syntes, han var flot, sød og interessant, og han havde ingen mærkelige vaner. Vi kyssede endda farvel. Det gør jeg normalt ALDRIG efter første date.

som single lærer man hurtigt om en date er noget for en
Efter mange (!) år som single, har jeg lært at følge min intuition: Jeg ved lynhurtigt på en date, om jeg er på. (Foto: All Over)

Holdt mig hen i 45 dage

Jeg tog hjem helt høj og tænkte ikke bare “YES, dating KAN være hyggeligt”, men også “Måske slipper jeg snart for at date mere!”. Ja. Det er alt for hurtigt at være ude i de tanker, men det er sådan, min hjerne fungerer. Og indtil sidste vinter havde jeg også en statistik, som var, at jeg blev kærester med mænd, jeg var på mere end tre dates med. Så for mig er der mentalt meget kort fra en god date til tre gode, og så videre til et forhold.

Læs også: Virker det at spille kostbar?

Min date skrev til mig nogle dage efter, om vi skulle snuppe date nummer to. Det var jeg naturligvis vildt glad for, men da jeg skulle på ferie den dag, skrev jeg, at vi måtte vente, til jeg kom hjem. Det forstod han. Jeg tog glad og forhåbningsfuld på ferie og afviste adskillige flotte fyre på ferien, fordi jeg ikke kan lide at spille på flere heste.

Single and ready to mingle - det var min fyr i al fald!
Min date viste sig at have gang i andre damer udover mig. (Foto: All Over)

Da jeg kom hjem, ventede jeg et døgns tid og skrev. Nu skulle min date imidlertid på ferie. Han lovede at skrive, når han kom hjem. Cut til næste uge, hvor jeg spiste durum og ud af vinduet så min date gå forbi ude på gaden. Med en pige. I Danmark. Ikke på ferie.

Læs også: Mænds Tindertrends – hvorfor lægger du billeder op af fisk?

Jeg kan efter tre år som single sagtens håndtere afslag, så jeg skrev til ham for at få et – altid hellere afslag end uvished. I stedet fik jeg en lang, vævende besked om, at nu havde han husgæster og åh så travlt. Naivt gik jeg med til at ses, når de var rejst: “Next week”, som han sagde. Det blev næste uge. Og næste uge igen. Og så indså jeg det, som du, kære læser, nok har regnet ud forlængst: Jeg var blevet playet.

Læs også: Happn eller Tinder?

Hvad får du ud af at playe mig?

I 45 dage havde mr. X udskudt anden date af uvisse årsager. Jeg havde ikke tænkt mig at reagere, men jeg blev til sidst så vred, at jeg sendte en sms, hvor jeg kontant og hårdt sagde fra. Ikke fordi jeg regner med, at man kan opdrage på mænd i 30’erne, men fordi jeg syntes, han burde vide, at den slags opførsel er uacceptabel.

Sur og single. Jeg burde få en t-shirt med en disclaimer.
Jeg har ikke før sagt fra overfor en mand, der har ignoreret mig – men denne gang skrev jeg en vred sms til mr. X. (Foto: All Over)

Men hans svar gjorde situationen endnu mere pinagtig: “Hvad? Jeg mente ikke, der var en grund til at skrive, når vi nu havde aftalt at ses lørdag?” (Hvilket var dagen efter). Det havde vi aldrig nogensinde aftalt. Han forvekslede mig med en anden dame. En dame, som åbenbart var mere interessant end mig, og som han åbenbart godt kunne finde ud af at lave aftaler med.

Jeg skrev til ham, at han forvekslede mig med en anden og blokerede hans nummer. Så oprettede jeg en profil på Tinder (hvilket er skidt, ikke kun fordi jeg hader Tinder, men også fordi jeg i alt har mødt EN mand over Tinder, jeg kunne lide).

Mareridtet fortsætter: Single og tilbage på Tinder

Dagen efter sad jeg og swipede, og der dukkede mr. X op. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt var i tvivl om, at hans seriøsitet i forhold til kvinder var lig nul, men dette bekræftede mig i, at jeg havde gjort det rette ved at sige fra.

Nej, jeg tror ikke at han pludselig lærer alt om datingens takt og tone fra mine to bitre sms’er, men jeg håber, at han flover sig lidt. Nok til at han overvejer, hvad han fik ud af at holde mig hen i halvanden måned. For jeg kan virkelig ikke se pointen. Hvis du er mand og læser dette, så smid en kommentar og forklar mig det.

Nuvel. Jeg gik på date med det første match, der inviterede. Det var præcis, som dates normalt er. Intetsigende. Kedeligt. Høfligt påklistrede smil og et forsøg på at skæve diskret til telefonens ur. Det fik mig til at forstå, hvorfor jeg havde hængt så mange følelser og håb op på mr. X:

Når du ved, du skal igennem 30 røvsyge dates, før du kommer på en god en, så giver man immervæk lang line til ham den søde, uanset om han faktisk opfører sig rigtig skidt. Jeg vil gå på kompromis med en del og måske finde mig i for meget, hvis bare jeg kan lide fyren. Det er lidt farligt, men det er sikkert bedre, at jeg er bevidst om det mønster nu, end hvis jeg ikke forstod, hvorfor jeg håbede så naivt på bedre opførsel fra mr. X.

Men lige nu kan jeg ikke mere. Jeg sletter Tinder, og jeg sletter håbet om at finde en fyr. Jeg vil forsøge at nyde at være single i København.

· Mere fra samme kategori ·