Læs også:

Close
Det åbne forhold: Lisa fortæller – derfor har jeg valgt at leve polyamorøst

Det åbne forhold: Derfor er polyamori ikke længere tabu

Nyheder  | 

Forskere mener ikke, at mennesket er skabt til det monogame forhold, og det er i dag mere acceptabelt i samfundet at leve i åbne forhold. Forening for polyamori vil for alvor gøre op med tabuet

I en tid, hvor du kan swipe til højre og få en date samme aften, har det aldrig været lettere at finde en ny partner, og på samme tid har det aldrig været sværere at fastholde et monogamt forhold.

Flere og flere vælger i stedet at leve i et non-monogamt forhold, og den 11. marts 2017 blev Danmarks første forening for polyamori stiftet ved et møde i Odense.

Det åbne forhold: Derfor er polyamori ikke længere tabu
Den første danske forening for Polyamori blev oprettet den 11. marts 2017 (Foto: All Over)

Samfundet favoriserer det monogame parforhold

Et non-monogamt forhold er et forhold, hvor én eller begge parter har lov til at have romantiske følelser for mere end én person. Der findes forskellige typer åbne forhold. Nogle handler kun om sex, mens andre handler om reelle kærlighedsfølelser.

Foreningen Polyamori Danmark ser sig selv som starten på en nyt kapitel i den danske samfundsdebat. Foreningen har til formål at stille spørgsmålstegn ved samfundets favorisering af og ide om, at monogam kærlighed er den mest rigtige og ægte form for kærlighed.

Favoriseringen af monogame forhold sker blandt andet i forhold til juridiske aspekter som skatte- og arveforhold. Det er i dagens Danmark besværligt at få lov til at leve mere end to personer sammen og umuligt at blive gift med mere end én partner, og det er nogle af de ting, foreningen gerne vil diskutere og udfordre.

Læs også: Kære eks: Tak, fordi du forlod mig

Favoriseringen af det monogame forhold har ifølge bestyrelsens forperson, Mille Idehen, betydet, at personer, der lever i polyamorøse forhold ikke har turdet tale så højt om det – og det vil Polyamori Danmark gerne lave om på. Foreningen vil oplyse samfundet, bearbejde fordomme om polyamori og normalisere livsstilen.

Hvad er forskellen på polygami og polyamouri?

Polyamorøs: En person, der kan føle romantisk kærlighed for mere end én person ad gangen.

Polygam: En person, der foretrækker at føle romantisk kærlighed, seksuelt begær og udleve seksuelle og kærlighedsmæssige forpligtende forhold med flere personer i en given længerevarende tidsperiode. Ikke at forveksle med en person, der foretrækker seksuelle trekanter.

naomihagelberg.dk

Non-monogame forhold er ikke længere tabu

Første skridt på vejen er allerede taget, og på de sociale medier er der de seneste år opstået en tydelig forøget interesse for og åbenhed omkring det polyamorøse forhold.

– Flere og flere polyamorøse er kommet ud af skabet. Den åbne gruppe på Facebook kaldet Polyamori i Danmark har på fem år fået 972 medlemmer. For 10 år siden var der kun meget få personer, der ønskede at være i en åben gruppe om polyamori på Facebook, fortæller Naomi Hagelberg, der skriver om non-monogame forhold på naomihagelberg.dk.

Med et øget fokus på emnet i medierne, er det ikke længere tabu at leve i et åbent forhold, og det er derfor blevet nemmere for folk at være åbne omkring deres forhold.

Læs også: Langdistanceforhold: Kærlighed på den anden side af jorden

– Når aviserne skriver om polyamori, er det min personlige opfattelse, at reaktionen ikke længere er ensidig fordømmelse. Den er nu af en mere blandet karakter, hvor nogen fordømmer det, nogen synes, at folk må gøre, hvad de vil, selv om de ikke selv forstår det, og andre synes, at det er helt fint, siger Naomi Hagelberg og fortsætter:

– Der er kommet flere bøger på dansk om emner i relation til polyamori og de udfordringer, der kan være tilknyttet dette emne, og der er flere personer, der åbent skriver om deres egne erfaringer med polyamori. Dette er muligvis årsagen til, at det er blevet mere generelt accepteret og dermed nemmere at vælge at komme ud af skabet.

Polyamori er repræsenteret i mange befolkningsgrupper

I takt med den udbredte åbenhed omkring det non-monogame forhold, er det også blevet mere spiseligt for Hr. og Fru Danmark at forholde sig til livsstilen.

– Efterhånden som flere og flere åbent skriver om deres liv som polyamorøse, så bliver der flere forskellige rollemodeller at spejle sig i. Det er ikke længere kun kunstneren med rod i swingerlivet eller hippietiden, der er polyamorøs. Der er også akademikere, arbejdere, spirituelle, naturvidenskabsfolk, jordnære praktikere og flyvske filosoffer, siger Naomi Hagelberg.

Det åbne forhold: Derfor er polyamori ikke længere tabu
Flere og flere unge vælger at leve polyamorøst. (Foto: All Over)

– De polyamorøse er bredt repræsenteret indenfor alle områder og afspejler dermed normen i samfundet. Da dem, der afviger fra normen typisk er en minoritet, vil en større åbenhed blandt de polyamorøse medføre, at det er muligt at møde flere personer, der ligner de monogame, der har de samme ønsker og behov med den ene undtagelse, at de er i stand til at have flere relationer samtidigt.

Livsstilen er i dag også repræsenteret i de fleste aldersgrupper. Før i tiden var det polyamorøse forhold normalt noget, man startede, når man var i sluttrediverne og startfyrrene efter at have været gift en del år, men sådan er det ikke længere:

– Der kommer flere og flere unge til, som starter deres liv som polyamorøse i teenageårene og i start tyverne og ikke stopper, når de finder deres livspartner, fortæller Naomi Hagelberg.

Læs også: Låste par inde i 3 dage: Nu ved han, at parproblemer altid er mandens skyld

Mennesket er ikke skabt til monogame forhold

Det er ikke underligt, at folk vælger at leve i åbne forhold. Ifølge nogle forskere er vi biologisk set ikke skabt til monogame forhold:

– Når vi kigger på, hvor mange der har været utro, er der noget, der tyder på, at monogamien ikke er et biologisk grundvilkår for os. Nogle forskere mener, at menneskets biologi skal forstås ved at kigge på, hvordan vi levede i 200.000 år i primitive flokke på op til cirka 50 personer, fortæller Naomi Hagelberg.

– Dengang var vores overlevelse stærkt afhængig af gruppen. Individet havde ikke førsteprioritet. Familiekonceptet var hele flokken og ikke nutidens kernefamilie. Når vi sammenligner mennesket med mange andre dyr i relation til, hvor ofte vi har sex, og hvor sjældent vi får børn ud af det, så er mennesket enten vildt dårlig til at reproducere, eller også har sex et andet formål.

Det åbne forhold: Derfor er polyamori ikke længere tabu
Forskning tyder på, at vi biologisk ikke er skabt til monogami. (Foto: Polfoto)

– Der er teorier om, at sex hos mennesker ikke primært handler om at skabe børn, men derimod om at skabe sociale bånd i gruppen og holde denne sammen. Hvis alle i flokken føler stærke kærlighedsfølelser for hinanden på grund af kærlighedshormonet oxytocin, som udløses ved sex og orgasmer, så er det med til at sikre sammenhold, og at personerne vil ofre sig for gruppens bedste.

– Det kan dermed tyde på, at mennesket har været polygamt i 200.000 år og kun været monogamt i 8.000 år, da agerbrug blev indført og arvefølge pludselig blev vigtigt.

Læs også: Fem kvinder friede selv: Derfor ventede vi ikke på, at han gik på knæ

Er du interesseret i at vide mere om nonmonogame forhold? Så kan du læse meget mere på Naomi Hagelbers hjemmeside. Her har hun blandt andet forsøgt at kortlægge de forskellige former for non-monogame forhold, der findes. Det kan du læse om her.

· Mere fra samme kategori ·