
IKEA udgiver gratis byggeplaner til den bæredygtige byhave, du drømmer om
IKEAs innovationslaboratorium SPACE10 har frigivet planerne for Growroom. En bæredygtig grøn oase, du selv kan bygge, hvori du kan gro mad til dig, dine naboer og dit lokalsamfund
Forestil dig, at du kan gro dine egne grøntsager, selv om du bor i en lejlighed inde i byen? Eller tænk, hvis du kunne gå fra byens beton og bulder direkte ind i din egen lille grønne oase!
Det er muligt med Growroom – en grøn oase og nyttehave for byboere. Growroom er en trækonstruktion formet som en kugle, hvor du kan gro dine egne grøntsager, selv om du ikke har adgang til en stor have eller et landbrug.
Du kan også sidde inde i Growroom og bruge haven som en hule, når du har behov for et grønt afbræk i hverdagen.
Se også: “Stop Spild Af Mad”-grundlægger: Madspild skal ikke blive en industri

Naturen skal tilbage til byen
SPACE10 er IKEAs innovationslaboratorium, der er med til at forme fremtiden. De designer ikke løsninger for 2018, men for 2028.
Sammen med arkitekterne Sine Lindholm og Mads-Ulrik Husum har SPACE10 udviklet Growroom for at trække naturen ind i byerne igen.
Ideen bag den kugleformede, grønne byfarm er, at det skal være muligt for byboere at have noget smukt at se på fra naturen og samtidig kunne brødføde sig selv gennem lokale madfarme.
I år 2050 runder verdens befolkning ni milliarder mennesker, og der skal verdens fødevareproduktion øges med 70 procent for at nå behovet. Derfor skal Growroom også være med at sætte gang i snakken om, hvordan arkitektur kan skabe grobund for mad og afhjælpe den mangel på fødevarer, som vi løber ind i i løbet af de næste 30 år.
Læs også: Denne kvinde har alt sit skrald fra fire år i én lille glaskrukke

Du kan selv bygge den
Efterspørgslen på den grønne byfarm har været stor over hele verden, men ifølge SPACE10 og folkene bag Growroom giver det ikke mening at skabe en have, der skal styrke det lokale liv for derefter at producere den et sted og sende den til kunder over hele verden. Det er der ikke meget lokalt over.
Derfor har IKEA, SPACE10 og Growroom besluttet at gøre designet for sfæren offentligt tilgængeligt og ikke mindst gratis, så alle kan bygge deres egen byhave.
Det eneste, du har brug for er to gummihammere, 17 træplader i krydsfinér og en CNC-fræser. Du kan finde fræseren på såkaldte fablabs (Fabrication Laboratories), som er offentligt tilgængelige prototypeværksteder med specialiserede og højteknologiske værktøjer, hvor du kan omsætte ideer og projekter til fysisk form.
De er gratis at benytte, men man skal selv rydde op efter sig og være åben for at hjælpe andre i værkstedet samt dele sine designs. Du kan nemt finde et lokalt fablab ved at søge på Google eller Facebook.
Se også: Bæredygtig modeguide: Vores CSR-favoritter

Find tegningerne her
Du skal igennem 17 nemme trin for at bygge dit eget Growroom. Du finder instruktioner og tegninger helt gratis her.
The Growroom har en Creative Commons Attribution 4.0 International License, og det betyder, at designet kan blive delt, kopieret og bygget uden at bede om tilladelse. Vær opmærksom på, at holdet bag Growroom ikke tager ansvar for din sikkerhed.
Det eneste krav, der er for at bygge dit eget Growroom er, at du krediterer designet til SPACE10 og arkitekterne Mads-Ulrik Husum og Sine Lindholm. De vil også meget gerne se dit skaberværk, og du kan få fat på dem på Instagram (@space10_journal og #SPACE10Growroom) eller på mail.
Held og lykke!

Kilder: SPACE10, Fast Co Design,