Læs også:

Close

New York-spiseguide #2: De bedste steder at spise frokost i NYC

Rejser  | 

Her kommer del 2 i serien med anbefalinger af spisesteder i New York City – denne gang skal vi tale om frokoststeder

I første del af denne serie snakkede jeg om morgenmad, kaffe- og juicesteder, og i dette indlæg vil jeg guide dig til mine yndlingscaféer, når det kommer til at spise frokost i den pulserende storby. New York er et dyrt sted, men det er dog muligt at finde caféer og restauranter, der ikke ripper kontoen fuldstændig.

frokost
ByChloe-salaterne får en klar anbefaling! (Foto: Amalie Frijs-Djurhuus)
Amalie er model, madøre og har boet i New York af flere omgange. Du kan læse hendes egne opskrifter på madbloggen eatcleanwithamalie.wordpress.com.

Som sidst har jeg opdelt frokoststederne i tre kategorier: Billig, rimelig og luksus.

Frokost i New York

I den billige ende:

  • Shake Shack – Findes forskellige steder i NYC: Efter min mening er dette det bedste burgersted i hele USA. Tænk fastfood på gourmetniveau.
  • Five Guys – West Village: Rigtige amerikanske burgere, dog stadig i fastfood-klasse – de bedste, spicy cayennefritter fås her.
  • By Chloe – West Village og Soho: Superlækkert vegansk sted, salaterne er skønne og meget velegnede til Instagram.
  • Lobster Place – Chelsea Market: Fantastisk sushi, der er frisklavet med de bedste råvarer.
  • Joe’s Pizza – West Village og Union Square: Lækker newyorkerpizza og ikke alt for dyr.
  • DIG INN – Forskellige steder i NYC: Mit go to frokoststed, når jeg har lyst til et billigt, sundt og solidt måltid mad. Her fås alt fra søde kartofler til honningristede rosenkål og grillet laks.
  • Sweetgreen – Forskellige steder i NYC: Lækkert sted, hvor du har mulighed for at sammensætte salat efter smag.
frokost, new york
Her ses en Double Shack Burger fra Shake Shack. (Foto: All Over)

Frokost i den rimelige ende:

  • Delicatessen – Soho: Alt slags amerikansk mad fås her, jeg anbefaler stærkt deres trøffel Mac n’ Cheese.
  • Kelley and Ping – Soho: “Et hul i væggen”-sted, da restauranten ligger i udkanten af Soho tæt på Houston Street. Her fås Pan-Asian mad, og jeg anbefaler deres Pad See Ew.
  • Epistrophy – Soho: Hyggelig café/restaurant, der serverer lækre italienske og amerikanske retter.
  • Tartinery – Soho: Fransk “smørrebrød” – de lækre tartines (åbne sandwiches), og de har et fantastisk frokosttilbud, hvor du kan få suppe og deres tartine (sandwich) for cirka 12 dollars.
  • Bubbys – Meatpacking: Også her fås gode klassiske, amerikanske måltider. Jeg anbefaler deres burger og milkshakes.
  • EATALY – Flatiron: I kender måske EATALY fra andre byer, og nu også fra København – men her i New York er oplevelsen noget andet. Deres pizzaer er klart det lækreste på menuen. De har også en nutellabar med crepes og andre søde sager.
  • Brookfield Plaza Foodcourt : Super udvalg og mange valgmuligheder, godt sted at tage hen efter at have besøgt World Trade Center eller Century 21.
frokost
Besøg Delicatessen, hvis du vil smage den lækreste Mac & Cheese. (Foto: All Over)

Frokost i den dyre ende:

  • Jean Georges – Columbus Circle: Den trestjernede Michelinrestaurant, der ikke koster det hvide ud af øjnene, hvis du tager derhen til frokost – fantastisk mad og fantastisk udsigt til Central Park.
  • Balthazar – Soho: Fransk brasserie i et hyggeligt lokale, deres Steak Frites kan stærkt anbefales.
  • Oceana – Midtown: Fin restaurant med gode vine og fiskeretter af høj kvalitet.
  • Atlantic Grill – UES og UWS: Fantastisk fisk og sushi.
  • Fogo de Chau – Ved MoMa UES: Brasiliansk. Hvis du er kødelsker, er dette stedet at tage til. Du modtager et kort med en grøn og rød side, hvis du vender den grønne side opad, vil tjenerne blive ved med at servere kød. Tænk all you can eat-steak.

 

new york
Balthazar restaurant i SoHo New York. (Foto: All Over)

 

· Mere fra samme kategori ·