Læs også:

Close

Ekspert: Kvinder kan redde det danske arbejdsmarked

Nyheder  | 

Det danske arbejdsmarked er for optaget af maskuline værdier og overser de gevinster, der er ved at inddrage de kvindelige, mener ekspert. Det går ud over virksomhedernes resultater, når kvinder forlader arbejdspladsen

– Når kvinder bliver omkring 45 år, så gider en del af dem ikke mere. De er trætte af det danske arbejdsmarked, og nogle vælger at sige op og nogle bliver selvstændige.

Det siger Birgitte Baadegaard, der cand. merc., en del af Kvinfos ekspertpanel og i mere end 14 år har beskæftiget sig med mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og rådgivet kvinder, der drømmer om at kravle op af karrierestigen.

Hun mener, at de danske arbejdspladser er alt for prægede af forældede maskuline værdier, som især klæber sig til toplederrollerne, og det levner ikke meget plads til kvinderne og de feminine værdier, de tager med på arbejde.

Se også: Louise har fuldtidsjob og eget firma – sådan følger du DIN iværksætterdrøm

kvinder, arbejdsmarked, karriere, job, uddannelse, arbejde
Ekspert: Kvinder kan redde det danske arbejdsmarked. (Foto: All Over)

Brug for begge køn

Det er en skam, for ifølge Birgitte Baadegaard er der alvorligt brug for de forskellige værdier, mænd og kvinder har:

– Undersøgelser har vist, at det er forskellige ting, der driver mænd og kvinder. Mænd er i langt højere grad drevet af penge, og for kvinder er det vigtigt, at arbejdet giver mening for dem, fortæller Birgitte Baadegaard og uddyber;

– I en virksomhed er der både brug for dem, der tænker på, hvordan virksomheden kan tjene penge og dem, der sørger for at tænke over måden, hvorpå og konsekvenserne af, hvordan man tjener penge. Det er positive forskelle, der giver et andet tyngdepunkt i virksomhederne.

Læs også: Derfor valgte Amela, Ditte og Anne Sofie deres uddannelser

kvinder, arbejdsmarked, karriere, job, uddannelse, arbejde
Kvinder og mænd har begge gode kvaliteter, der er behov for på arbejdsmarkedet. (Foto: All Over)

Mangfoldighed er godt for bundlinjen

En analyse fra Gallup viser, at butikker med større mangfoldighed indenfor kønnene oplever en markant større vækst i salg, og analysefirmaet Catalyst fandt ud af, at Fortune 500-firmaer med den højeste andel af kvindelige ansatte får op til 66 procent større afkast end de firmaer, der har færrest kvinder ansat.

En lignende undersøgelse blev foretaget i Danmark af ISS i 2016, hvor konklusionen også var, at en mangfoldig ledelse gav større indtjening.

Derudover udgør kvinder over 50 procent af verdens befolkning og står for mellem 70 til 85 procent af beslutningerne, der omhandler indkøb.

Derfor er det en god ide og en god forretning at inkludere kvinder i udviklings- og designprocesserne på arbejdspladserne.

kvinder, arbejdsmarked, karriere, job, uddannelse, arbejde
Kvinder får nok, og forlader arbejdsmarkedet. (Foto: All Over)

Plads til feminine kompetencer

Mændene var de første på arbejdsmarkedet, og derfor er det også naturligt, at de maskuline kendetegn, som mange mænd har, var de mest dominerende på arbejdspladserne.

Men selv om kvinderne også er kommet på arbejdsmarkedet, er de feminine værdier, som kvinder oftest besidder flest af, ikke fulgt rigtigt med. Selv ikke efter alle disse år.

Fremtiden er dog ifølge flere nye studier feminin. Forbes Magazine har undersøgt sagen, og research fra MIT viser, at gruppeintelligensen på en arbejdsplads har en direkte sammenhæng med antallet af kvinder på holdet.

Læs også: Klumme: Gider du blande dig uden om min livmoder?

Det feminine er fremtiden

Tallene viser også et paradigmeskift indenfor værdier.

Hvor typisk maskuline værdier som rationalitet, handlinger og resultater har været udslagsgivende for succes i det 20. århundrede, viser de værdier, der er klassificeret som feminine, såsom at være kreativ, inkluderende og samarbejdende, sig at være vigtigst, hvis man skal have succes som virksomhed i det 21. århundrede.

Det viser en nylig historie i Berlingske Business om advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der gør en særlig indsats for at fastholde sine kvindelige medarbejdere.

Firmaet har i processen erkendt, at kvinder, men også den kommende generation af medarbejdere helt generelt, har behov for en anden type ledelse end den, der dominerer på mange arbejdspladser i dag.

Læs mere: Generation Y på arbejdsmarkedet: Sådan ser cheferne dig

Forskellige køn, forskellige lederværdier

Interesseorganisationen Lederne gennemførte i 2016 en undersøgelse blandt ledere, som kun har ansvar for medarbejdere.

Den viser, at mandlige ledere fokuserer på at løse problemer, træffe beslutninger og skabe resultater, hvor kvindelige ledere i langt højere grad fokuserer på at skabe trivsel og arbejdsglæde hos medarbejderne, skabe samarbejde, styrke dialogen, planlægge opgaver og gennemføre forandringer.

Vidste du, at …
59 procent af kvinderne mod 43 procent af mændene mener, at evnen til at skabe trivsel og arbejdsglæde er blandt de vigtigste kompetencer som leder.

Samtidig har Center for Arbejdsmiljø undersøgt, hvordan trivsel påvirker medarbejdere positivt og i sidste ende skaber bedre resultater for virksomhederne.

– Når vi fokuserer på en bestemt profil, eksempelvis til toplederstillinger, og ikke italesætter de forskelle, der er mellem mænd og kvinder, så mister vi et utroligt potentiale. En testosteronfyldt topledelse kan påvirke arbejdskulturen på en måde, der hverken er sund for innovation eller trivsel. Det bliver konkurrencepræget og koldt, og det kan kvinderne ikke identificere sig med, forklarer Birgitte Baadegaard.

birgitte baadegaard, kvinder, arbejdsmarked, karriere, job, uddannelse, arbejde
Birgitte Baadegaard har mange års erfaring med at rådgive kvinder, der vil videre i karrieren og på arbejdsmarkedet. (Foto: Privat)

Vi er heldigvis forskellige

Ifølge Birgitte Baadegaard, er det ikke et spørgsmål om mændene mod kvinderne. I stedet handler det om at turde se de forskelle i øjnene, som vi er så heldige at have imellem kønnene:

– Ligestillingsdebatten i Danmark er så fokuseret på, at vi skal være lige i stedet for at se på, om vi har lige muligheder. Tiden er kommet til, at vi bliver bevidste om forskellene og ikke bare lever i en eller anden forkvaklet overbevisning om, at tingene er fantastiske. Vi er hverken ligeværdige eller ligestillede.

Vidste du, at …
mens vores nordiske søsterlande Island, Finland, Norge og Sverige topper den internationale liste med ligestillede lande, som henholdvis nr. 1, 2, 3 og 4, så falder Danmark længere ned af listen.

Senest fra en 14. til en 19. plads på et år.

Kvinder er stadig påfaldende fraværende i lederstillinger og på bestyrelsesposter og tjener stadig ikke lige så meget som deres mandlige modparter. Spørger man mænd, om de mener, at der er ligestilling på arbejdsmarkedet, har de et noget anderledes svar end danske kvinder.

– Ligeværdet kommer før ligestillingen og handler om, at vi skal finde os selv som kvinder igen og tage det med på arbejdet. Begge køn har adgang til de feminine og maskuline værdier, men udgangspunkterne er forskellige. Det er unaturligt og helt gakkelak at tro, vi er ens, når den ene halvdel er fyldt med testosteron og den anden med østrogen og oxytocin. Så længe vi nægter at se den forskel og bruge den til at udvikle os, går det ud over kvinderne og business, siger Birgitte Baadegaard.

Se mere: Kvinder og mænd med samme uddannelse får ikke lige løn

Danmark skal turde ændre sig

I stedet mener coachen, at de danske arbejdspladser skal gøre plads til både de maskuline og de feminine værdier og få de to køn til at spille meget bedre sammen, end de gør i dag. Kvinder skal have lov til at være kvinder – også i ledelsen.

– Kvinder er det mest veluddannede segment, vi har, og det bliver de ved med de næste år. Hvis flere af dem smutter, fordi de ikke gider det arbejdsmarked, vi har, bliver det farligt for de virksomheder, der gerne vil holde frontpositionen. Den virksomhed, der forstår at gribe udviklingen, kommer til at ride på en bølge, siger Birgitte Baadegaard.

Hun uddyber:

– Jeg plejede at være imod kvoter, men har indset, at der ikke sker en skid, medmindre vi tager nogle bevidste valg. Der vil altid være hanelefanter, der rekrutterer hanelefanter. Der vil altid være unge løver, der kopierer de gamle. Der vil altid være unge McKinsey-fyre med rundsave på albuerne, og de findes alle vegne.

Læs også: Skippede gymnasiet og blev chef i Magasin

Og så skal Danmark turde ændre tingenes tilstand.

– Jeg tror ikke, at kvinder præsterer bedst under de vilkår, vi har lige nu. Det tror jeg heller ikke, at mændene gør, men trætheden over den nuværende samfundsstruktur, viser sig først hos kvinderne. Jeg plejer at kalde kvinder for Danmarks dyrebare kanariefugle.

Kanariefuglen
Kanariefugle blev brugt som advarsler for minearbejdere. Det gjorde de, fordi arten er meget følsom over for giftige gasser og drattede derfor om i buret, når der var gasudslip i minen.

På den måde blev minearbejderne advaret om, at der var noget galt og kunne skynde sig ud af minen.

Så når kvinderne forlader minen, er der ifølge Birgitte Baadegaard grund til bekymring.

– Danmark er så lille et land, at vi kunne gøre en forskel, og der er så mange ting, vi kan ændre på. Fleksibel arbejdstid, barsel til fædre, droppe målinger, der driver mennesker til vanvid i længden. Og så skal kvinderne lægge den pæne pige fra sig, siger Birgitte Baadegaard.

Hun fortsætter:

– Vi accepterer rammerne, der er sat, men trives ikke nødvendigvis i dem. Hvis alle kvinder, der ikke trives i deres arbejde, siger op imorgen, vil de danske arbejdspladser have et rigtig stort problem. Og vi kan sagtens skabe et samfund og arbejdsmarked, hvor der bliver mere plads til at operere på en anden måde, og hvor der ikke mindst bliver plads til at agere som mennesker.

Har du set: 20-årige Marie blev mor og fortsatte studiet – to semestre på én gang

· Mere fra samme kategori ·