
YOLOCAUST: Kunstner sætter KZ-lejr-fotos ind over mindesmærkeselfies
EVENING NEWS: YOLOCAUST; kunstner laver selfies ved mindesmærke om med billeder fra KZ-lejre · Kendt bagerkæde kommer billige ingredienser i deres dyre kager · Trumps indsættelse skaber furore · Seks fundet i live efter lavine i Italien · Handicappede sagsøger ministerium for at fjerne stemmeret
Få overblikket over aftenens nyheder – brought to you by MY DAILY SPACE.
Israeler sætter fokus på mindesmærkeselfies med kunst af turistbilleder krydset med KZ-lejr-fotos
Den israelske kunstner og satiriker 28-årige Shahak Shapira, der bor i Berlin på 14. år, har skabt kunstprojektet YOLOCAUST, der sætter fokus på turisters selfiekultur ved mindesmærket Memorial to the murdered Jews of Europe, ved samtidig at lege med ordet YOLO (you only live once) og Holocaust, hvor flere millioner jøder døde.
YOLOCAUST er en samling af ægte selfies taget fra Facebook, Tinder, Grinder og Instagram, hvor folk poserer på mindesmærket i Berlin. Kører du musen hen over billederne, ændrer de sig dog fra at være selfies på mindesmærket, til at være selfies i koncentrationslejre.
Mindesmærket består af en plads dækket til at 2.711 betonklodser i forskellige størrelser og er sat for at ære de seks millioner jøder, der blev henrettet og døde i Nazi-rigets koncentrationslejre. Mere end 10.000 mennesker fra hele verden besøger mindesmærket dagligt, og flere af turisterne tager selfies og skøre billeder, hvor de hopper rundt, laver yoga, cirkusnumre og andet gøgl.
Kunstværket kommer kun dagen efter, at den tyske højrefløjspolitiker Björn Höcke fra partiet Alternative für Deutschland, sagde i medierne, at Tyskland var det eneste land i verden, der havde sat et mindesmærke over skam i hjertet af dets hovedstad.
Selv siger kunstneren, at projektet er dedikeret til hans “ynglings ny-nazist”, og at det er et rent tilfælde, at det bliver lanceret samme uge, som politikeren er ude og markere sig.
Shahak Shapira siger selv, at;
– Mindesmærket er ikke er sat for jøderne eller ofrene. Det er sat som et pejlemærke for fremtidige generationer og for at advare dem mod mennesker som Björn Höcke, skriver The Guardian.
Kunstneren håber, at YOLOCAUST vil få folk til at tænke over, hvordan de mener, at man mindes begivenheder som Holocaust på en passende måde.
Se billederne her: YOLOCAUST
Er dit billede endt på YOLOCAUST? Vil du gerne have det fjernet? Så kan du bare skrive en mail til kunstneren på: undouche.me@yolocaust.de

Seks personer fundet i live, efter lavine begraver hotel
Seks personer er fundet i live, efter en lavine i Italien begravede et hotel. Personerne er endnu ikke gravet ud. To mere er fløjet til hospitalet. Redningspersonalet har også fundet fire lig, og flere mennesker er stadig savnede.
Man mener, at der har været 22 gæster og syv ansatte på hotellet under lavinen. Det skriver DR.
Læs mere her: Lavine vælter ned over italiensk hotel og slår flere ihjel

Kendt bagerkæde laver ikke så gourmet-agtige kager, som de siger
Lagkagehusets ejer siger, at der er smør i bagerkædens dyre kager, men hidtil gemte varedeklarationer viser, at bageren fusker med indholdet. Det skriver Ekstra Bladet.
Bagerkæden Lagkagehuset er kendt for sine dyre kager og flotte indpakning, og kæden hævder, at der ikke spares på noget, at ingredienserne vælges med omhu og håndværket holdes i hævd. Blandt andet har ejeren slået et stort brød op på at bruge smør i deres produkter.
Men nu sælger bagerkæden sine produkter på Nemlig.com, og her fremgår det af varedeklarationen, at Lagkagehuset ikke bruger smør i hverken kanelstænger eller wienerbrød som direktørsnegle, kanelsnegle eller tebirkes. Heller ikke kanelgifler, nøddemazarin eller chokoladeboller er bagt på smør. De bruger i stedet margarine, som er et billigere bageprodukt.
Faktisk viser varedeklarationen, at Lagkagehusets chokoladekage til 79 kroner har nærmest samme mængde e-numre som en langtidsholdbar industrikage fra supermarkedet, der koster noget mindre end bagerkædens kage.
Selv mener stifter Ole Kristoffersen ikke, at der er et problem.
Det er ikke kun Lagkagehuset, der er uklare i deres deklarationer: Populær cafékæde sælger supermarkedssuppe i forklædning

Trumps indsættelse skaber furore
Weekenden står i Trumps tegn, og fredag vil han formelt tage over som USA’s næste præsident. Fredag morgen amerikansk tid spiser Donald og Melania Trump morgenmad sammen med Barack og Michelle Obama i Det Hvide Hus. Det skriver Berlingske.
Derefter kører Obama og Trump sammen til Capitol Hill, hvor der fra klokken 9.30 vil være taler og underholdning.
Klokken 12 lægger Trump sine hænder på to Bibeler og siger eden. Han er formelt USA’s præsident herfra. Klokken 12.30 holder han en tale til nationen, og derefter vil han gå ned ad Pennsylvania Avenue mod Det Hvide Hus.
Imens er personalet i Det Hvide Hus i fuld gang med at flytte Obama-familien ud og Trump-familien ind. Det har The Washington Post lavet en fed grafik og artikel om, som du kan læse her.
Trumps indsættelse har skabt en del furore. Stik mod etikken har flere demokratiske politkere meldt afbud til indsættelsen, adskillige kunstnere har sagt nej til at optræde, og i går samledes en masse kendte og andre amerikanere foran Trump Tower i en stor demonstration, ligesom mere end 200.000 demonstranter ventes at møde op til “Women’s March” mod Trumps indsættelse lørdag.
Læs mere: Trumps indsættelse som USA’s 45. præsident er nu i gang

Fire handicappede sagsøger ministerium for at fjerne stemmeret
Sammen med tre andre psykisk handicappede har Martin Rosenlind sagsøgt Social- og Indenrigsministeriet for at fjerne deres stemmeret, fordi de ikke kan styre deres økonomi og derfor er under en værge. Det skriver Information.
De fire mener, at de forhindres i at udøve deres fundamentale politiske rettigheder ved ikke at kunne stemme til Folketingsvalg, og ifølge direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder, er Danmarks praksis i strid med menneskerettighederne. Men ifølge Grundloven har alle valgret, medmindre de er umyndiggjort.
– Jeg var skuffet og trist over, at jeg ikke fik valgkort. Når alle andre må komme ned at stemme, og jeg ikke må, føler man sig udenfor, siger Martin Rosenlind om følelsen af ikke at måtte stemme ved folketingsvalget i 2015.
Han stemte ved valget i 2011, men da han har svært ved at styre sin økonomi selv, er han kommet under økonomisk værge. Og det er lidt pudsigt, for man må gerne stemme ved lokale valg, regionale valg og valg til Europa-Parlamentet, når man er under værge. Men ikke folketingsvalg.
Det anslås, at omkring 2.000 danskere er under økonomisk værgemål. Østre Landsret afsiger sin dom 16. marts.