Læs også:

Close
houzz århus

René og Nickis gennemførte design-hybel i Aarhus

Bolig  | 

Kom indenfor i en helt speciel lejlighed i Aarhus, hvor de to gode venner har fyldt hjemmet med retro-fund og produkter fra deres eget kreative designfirma, Roon & Rahn

Sanne Kragelund, Houzz.dk

 

– Vi startede med at bygge møbler og andre løsninger til os selv. Egentlig havde vi ikke ambitioner om at starte en virksomhed, men der var mange, der viste interesse for vores ting, og på den måde opstod eksistensgrundlaget for Roon & Rahn, fortæller Nicki van Roon, der sammen med sin gode ven René Rahn Hansen har skabt en kreativ forretning og desuden deler lejlighed med ham i Latinerkvarteret i Aarhus.

Den charmerende lejlighed er fyldt med retro-fund, genbrugsmøbler og duoens egne prototyper, og dermed formår den både at være arbejdsplads og hjemlig base for de to iværksættere.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

– Vi flyttede ind i den totalrenoverede lejlighed i januar 2014 – og faktisk var vi heldige overhovedet at få den tilbudt. Det er super svært at finde en lejlighed i Aarhus, og når man er to unge gutter, der søger, er det endnu sværere, fortæller René.

Han husker især, at de forelskede sig i de skæve rum, lofthøjden og den fantastiske placering i en af Aarhus’ ældste gader.

– Og ikke mindst i vaskemaskinen, griner han.

I øjeblikket fungerer den 3-værelses lejlighed primært som et omskifteligt rum for Nicki og René. Faktisk kan der være gjort klar til fotostudie og møder den ene dag, og dagen efter er lejligheden pludselig forvandlet til et privat samlingssted for deres fælles venner. Stuen her er omdrejningspunktet med sofaen købt på Lauritz.com og den hvide bænk, der blev brugt under de olympiske lege i München i 1972.

 

Sofabord: Første prototype af Roon & Rahns sofabord “Rank”, der kommer i produktion i 2017. Lampe: Loppefund. Hvid bænk: Friso Kramer for Wilkhahn Germany.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

HOUZZ TOUR

Her bor: Nicki van Roon, 29 år, professionsbachelor i visuel kommunikation og René Rahn Hansen, 28 år, kandidat i industriel design fra Aalborg Universitet. Sammen står de bag designfirmaet Roon & Rahn.
Beliggenhed: Lejligheden ligger i Guldsmedgade i Århus’ Latinerkvarter.
Størrelse: 3-værelses lejlighed på første sal med meget højt til loftet.

 

– Vi er i virkeligheden ikke ret meget hjemme. Derfor ejer vi for eksempel heller ikke et fjernsyn, siger Nicki.

Til gengæld blev stuen brugt som firmaets kontor, inden det rykkede til kreative rammer på Godsbanen i Århus. Men den store tavle, der førhen blev brugt til at skabe overblik, fik lov at blive.

– Det er faktisk en original skoletavle fra Kolding Tavlefabrik, som vi fandt på DBA. Den eneste modifikation, vi har lavet på den, er en stålplade, som er monteret på den ene halvdel af tavlen, så den også kan bruges til magneter, fortæller René, mens Nicki tilføjer:

– Lige nu bruger vi den egentlig mest som en sjov gimmick med avisudklip og venners tegninger.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Selvom designprocessen er flyttet til Godsbanen, opstår de gode idéer som regel i lejligheden her.

– Vi snakker naturligvis meget om firmaet, også når vi er hjemme og holder ”fri”. Mange af vores bedste idéer er tit udsprunget over en øl herhjemme, fortæller Nicki. Han spiller desuden i et band, og derfor har guitaren fået en central placering på væggen her.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

LÆS OGSÅ:
HOUZZ TOUR: DE RENE LINJER STYRER I MØBELDESIGNERENS NYE HUS

 

Inden de gode idéer kommer i produktion og bliver solgt til omverdenen, tester René og Nicki møblerne derhjemme.

– Der er på den måde en meget naturlig udskiftning i vores ting, siger René. For eksempel er den dekorative skammel på billedet her netop kommet i butikkerne.

– Vi tager i høj grad udgangspunkt i de problemstillinger, som vi har i vores egen indretning og de behov, som vi opdager, fortæller Nicki.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

– Vores prototyper er ofte lavet af genbrugsmaterialer, og faktisk er de fleste af vores andre møbler fra 1950’erne og 60’erne, siger Nicki, der selv har indrettet sit værelse med lænestolen her.

– Den er købt i en genbrugsbutik i Holland og er designet af en arkitekt ved navn Rob Parry. Den står helt original. Faktisk har jeg kun slebet armlænene ned og efterfølgende voksbehandlet dem, tilføjer han.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Lænestol: Lotus Lounge Chair af Rob Parry for Gelderland,
Lampe: Købt i hollandsk online genbrugsshop.

 

Trods de mange genbrugsmøbler, retro-fund og spændende prototyper, mener både Nicki og René, at lejligheden bærer præg af en gennemført, minimalistisk stil.

– Vi er ikke de store nips-fans, men foretrækker, at tingene har en funktion, eller i det mindste en god historie. De to akrylmalerier er lavet af Aarhus-kunstneren Line Busch, og det farverige værk på væggen er tegnet af den aarhusianske kunstner Keld.

– Det handler i høj grad om at kunne sammensætte mange farver og mange materialer i hjemmet. Jeg synes, at det er super kikset, hvis man har ét gennemgående farvetema – eller kun én farve i et rum, siger Nicki.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Lampe: Roon & Rahns egne RR1-lampe fremstillet i røget eg, messing og med en guld LED-pære. Skænk: Genbrugsfund, som har fået en opgradering.

 

Netop idéen med at kunne sammensætte flere farver og materialer har Nicki og René i dén grad vakt til live med deres populære Moodboard, der blandt andet hænger på væggen her. Det er levebrødet i firmaet, og idéen udsprang, fordi makkerparret ofte ikke kunne finde deres fælles nøgler.

– Konceptet er, at man skal bruge det til sine yndlingsting, og at man let kan skifte genstandene ud efter sæson, årstid eller mood. Man kan eksempelvis bruge det samme moodboard til et skateboard om sommeren og til et halstørklæde om vinteren, fortæller Nicki.

Selv bruger makkerparret det til tøj, solbriller, nøgler, hatte, guitarer, håndklæder, viskestykker, krydderurter og bøjler.

– Faktisk har vi vores Moodboard i både stuen, entréen, soveværelset og i køkkenet, siger Nicki.

Houzz Tours Roon & Rahn

Skrivebord og lampe: Købt i hollandsk onlinebutik for genbrug. Stol: Eames’ Desk Chair for Herman Miller (fundet på DBA).

 

Det er imidlertid ikke kun moodboardet, som besøgende i lejligheden lægger mærke til.

– På mit værelse har jeg resterne fra en udskæring hængende. I virkeligheden er det et affaldsprodukt, men vi synes, det er ret dekorativt. Og flere har endda spurgt om de må købe dem, smiler René.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

LÆS OGSÅ:
SKAB EN PERSONLIG STIL: GØR DIN HOBBY TIL EN DEL AF INDRETNINGEN

 

I stuen stjæler serveringsvognen fra et tidligere SAS-ejet selskab opmærksomheden.

– Møbler med klare referencer til det industrielle univers kan godt virke meget kølige og give et ikke-hjemligt udtryk. Derfor har vi forholdsvis mange planter i vores lejlighed, som kan trække lidt i den modsatte retning, og give et interessant sammenspil, fortæller René.

Den dekorative stige er ikke kun til pynt, men fungerer også som en regulær stige på grund af de mange meter til loftet.

– Egentlig tilhørte den tidligere en vinduespudser. Vi har bare savet den over, bejdset og vokset den. Den anden halvdel bruger jeg som bogreol, tilføjer René.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Træ er et af de bærende materialer i lejlighedens indretning.

– Vi kan rigtig godt lide træ, og gerne mange, forskellige træsorter – men eg og røget eg er altid lækkert at se på. Det er også de mest anvendte materialer i vores egne møbler, fortæller Nicki.

Krydderihylden her, der stadig er under udvikling hos Roon & Rahn, er også i eg.

– De fem reagensglas er monteret i en silikoneprop, så de nemt kan tages ud og sættes i, imens krydderierne holdes friske. I højre side er der en integreret tragt, så de forskellige glas er nemme at fylde op, siger René.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

I det åbne køkkenalrum ses en prototype af Roon & Rahns eget ‘Rank’-spisebord.

– Det var egentlig med til at sætte skub i karrieren, da vi vandt ILVAs designpris med det bord i 2014, fortæller Nicki.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

LÆS OGSÅ:
SKAB NYT LIV I STUEN MED FORSKELLIGE STOLE OM BORDET

 

Ud over spisebordet sætter både Nicki og René stor pris på de fire Friso Kramer-stole, som har været en af de store inspirationskilder til spisebordet.

– Stolene har på en måde været med til at definere det æstetiske standpunkt for Roon & Rahn, fortæller René.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Lampe: PH5 af Poul Henningsen for Louis Poulsen. Grafisk billede i A2-størrelse med forstørret &-tegn fra Roon & Rahns logo.

 

– Samtidig er vi stolte af vores branches forgængere, som for alvor har gjort dansk møbeldesign anerkendt – og vi vil på ydmyg vis gerne være med til at videreføre arven, siger Nicki og fremhæver den gamle PH5-lampe over spisebordet.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

LÆS OGSÅ:
10 AF DE HOTTESTE KØKKENER I 2016

 

Og hvad er så duoens bedste råd til at indrette en lejlighed med personlighed? Det tager tid, mener de begge.

– Jeg tror personligt aldrig, at jeg bliver færdig og 100% tilfreds. Derfor forstår jeg virkelig godt, hvorfor mange bare kører ud og fylder en trailer i IKEA, siger René, mens Nicki tilføjer:

– Man skal nok bare give sig god tid eller stille og roligt udskifte sine kedelige møbler med mere interessante fund.

 

Houzz Tours Roon & Rahn

Skostativ: Moodstand fra Roon & Rahn, der netop er kommet på markedet.

houzz

Læs også:

Indret med dine ferieminder

houzz fotovæg

Invitér fremmede til middag

Houzz - fremmede til middag

· Mere fra samme kategori ·