
Kulturtilbud i januar: Billige fornøjelser til dig og din nytårsramte pung
Hvis der er lavvande på kontoen i denne måned, eller du bare gerne vil spare, behøver du ikke at kede dig. Her får du en guide til billige oplevelser i København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg
Kulturtilbud i København
Street Clash
Bliver det ikke til skiferie i år, eller har du en indre skibums, der vil ud? Så tag i Øksnehallen den 13., hvor DGI Storkøbenhavn og nogle af de prominente aktører inden for streetkulturen afholder Street Clash.
Der er mulighed for at prøve kræfter med ski, snowboard, slackline, akroyoga og meget mere. Har du mod på det, kan du være med i konkurrencer om fede premier – du kan selvfølgelig også bare se på, imens du nyder ChefJuul’s flæskestegssandwich.
Læs nærmere via nedenstående link.
Street Clash 2017, 13. januar, Øksnehallen

EXTRACT – YOUNG ART PRIZE – CPH 2017
Tag i forbi Kunstforeningen GL STRAND og oplev prisudstillingen EXTRACT, hvor syv nyudklækkede kunstnere, der er håndplukket fra London, Beijing og København, udstiller udstiller i håbet om at vinde årets EXTRACT-pris.
EXTRACT, 21. januar til 5. marts, Kunstforeningen GL STRAND
Vinterbyhaven
Savner du de varme og lange sommeraftener? Så kan du få lidt af sommerglæden tilbage, når Pumpehuset genskaber Byhavestemningen indendørs med en god omgang Byhavebingo, hvor der blandt andet er koncertbilletter på højkant efterfuldt af god musik i flere genrer.
Vinterbyhaven, 20. januar, Pumpehuset

Kulturtilbud i Aarhus
What the heart wants & Pixel-collage
Her i januar åbner Kunsthal Aarhus to nye udstillinger af den belgisk-amerikanske kunstner Cécile B. Evans og Thomas Hirschhorn. Evans’ “What the heart wants” er en videoinstallation, der tager udgangspunkt i menneske-til-maskine-udvekslingens betydning i det moderne samfund.
Hirschhorns Pixel-collage er derimod en række billeder af mennesker med pixelerede ansigter fra medierne i plakatreklameformat. Udstillingen er en blanding af rædselsscenarier og mode, som skal skabe en abstrakt version af nutiden.
What the heart wants, 20. januar til 19. marts, Kunsthal Aarhus
Pixel-collage, 20. januar til 19. marts, Kunsthal Aarhus
Kulturhovedstad 2017
Aarhus er blevet udnævnt til Europas kulturhovedstad, hvilket betyder, at der hele året vil være spækket med kulturelle arrangementer og happenings.
Den 20. og 21. januar vil der være officiel åbningsfest med temaet vikingetiden, hvor du for eksempel kan opleve optog med fem 10-12 meter lange vikingeskibe sammen med flere tusind lanterner, samtidig med at billeder af ild, lys og is projiceres op på byens bygninger.
Se åbningsprogrammet her.

DM i poetry slam & VM i herrehåndbold
Danmarks Mesterskabet i Poetry Slam 2017 finder sted i Stakladen ved Aarhus Studenterhus. Prisen er 80 kroner og reglerne er simple:
1. Man skal have skrevet sin tekst selv.
2. Den må ikke vare længere end tre minutter og 10 sekunder.
3. Man må ikke bruge rekvisitter.
Derudover er det også mulighed for at følge håndboldherrernes færd under VM, når det bliver vist på storskærm.
DM i poetry slam, 21 januar kl. 20, Studenterhuset
Kulturtilbud i Odense
Åbning af tre nye udstillinger
Vær med, når de åbner udstillingerne I krig og fred, Vakuum og Ukend dig selv! på Brandts 13.
I krig og fred er en fotoudstilling om soldater i krig gennem de seneste 100 år lavet i samarbejde med Jan Grarup. Vakuum er ligeledes en fotoudstilling, men er portrætter af den internationalt anerkendte Trine Søndergaard. Forfatter og kunstner Morten Søndergaard står bag Ukend dig selv!, der er en fusion af sprog og skulpturer.
Åbningsarrangementet er gratis, men der er kun plads til 150, så kom i god tid.
Åbning af tre nye udstillinger, 19. januar kl. 17-19, Brandts 13
Boardgames Café
Søndag den 15. og lørdag den 28. skal du tage hen på Studenterhuset til lidt god, gammeldags brætspilshygge. Tag vennerne med, eller kom alene og gør dig nye bekendtskaber.
Boardgames Café, 15. & 28. januar, Studenterhuset

SPIS!
I hele uge 5 vil der være penge at spare på gastronomiske oplevelser, når SPIS! sætte fokus på de lokale restauranter. I ugens anledning vil der nemlig være særlige menuer til gode priser. Se, hvilke restauranter der er med, og køb billetter på deres hjemmeside.
SPIS! Uge 5, 30. januar til 4. februar, Odense City
Kulturtilbud i Aalborg
#childmothers
Kedelhallen i Nordkraft danner rammerne om fotoudstillingen #childmothers, som er en række portrætter af piger, der er blevet mødre, da de var 12-15 år samt historien om, hvordan de endte i moderrollen i en alt for tidlig alder.
#childmother, januar, Kedelhallen
Sky’s the limit
Skynd dig forbi Utzon centerets udstilling Sky’s the limit inden den 15. januar. Her kan du opleve og blive betaget af verdens højeste bygninger og ingeniørarbejdet bag kæmpekonstruktionerne. Udstillingen er et samarbejde med SOM, der står bag One World Trade Center og Karlatornet i Gøteborg, som vil blive Skandinaviens højeste bygning, når det står færdigt.
Sky’s the limit, frem til den 15. januar, Utzon centeret

Umage tour
Lørdag den 21. januar kan du godt gøre dig klar til årets hip hop-brag, når Binær, bestående af Mund de Carlo og Trepac, gæster 1000fryd i følgeskab af Loke Deph. Derudover får de besøg af lokale kræfter i form af Wolff og Zen in Vivo.
Umagetour, 21. januar, Café 1000fryd
Kulturtilbud i Esbjerg
Gratis musik
Der er masser af muligheder for at få en aften ude i Esbjerg uden at skulle have pengepungen frem. Smil Esbjerg anbefaler syv gratis musik oplevelser i uge 2, som du kan læse mere om her.
Barnløs
Tag en lille sviptur til Fanø, når Rune Klan tester jokes til sit nye show, Barnløs. Showet får premiere den 3. februar, men skal lige finpudses, hvilket du kan være med til at sætte dit præg på den 12., 13. eller 14. januar, når han slår vejen forbi Realen.
Barnløs, 12. til 14. januar, Realen

Comedy Nite
Mark Le Fevre, Jesper Juhl og Kasper Gross slår også vejen forbi Esbjerg på deres Comedy Nite-turné. Så har du svært ved at få gang i nytårsforsættene om sund kost og træning, kan du i det mindste få rørt lattermusklerne.