Klumme: Hvem bestemmer over vores identitet(er)?

Hvordan hænger det sammen, at DF både mener, at danskere skal tale dansk i udlandet, og at udlændinge ikke må tale deres modersmål i Danmark? Det gør det ikke

Frederik Seidelin studerer ved KU, hvor han i øjeblikket skriver speciale om populistisk nationalisme i Skotland. I to år boede han i Durham, der ligger mellem Edinburgh og York. I sin fritid forsøger han sig med madlavning, som giver en god undskyldning for at drikke vin/øl/hvadsomhelst.

For et par dage siden klikkede jeg på et link til en gammel Berlingske-artikel med en række udtalelser fra Martin Henriksen (DF): “Det danske mindretal i Tyskland skal tale mere dansk” i offentligheden (for eksempel i skolegården). Den holdning, som Henriksen gav udtryk for, fik mig til at overveje, om Dansk Folkepartis holdninger er selvmodsigende.

DF mener, at folk i Tyskland, som har kulturel tilknytning til Danmark, skal tale dansk. Men hvorfor er det så lige, at DF også mener, at folk i Danmark, som har kulturel tilknytning til for eksempel Afghanistan skal tale dansk i offentligheden? Hvis dansk-tyskere må (“skal”) tale dansk med hinanden i offentligheden i Tyskland, hvorfor må dansk-afghanere så ikke tale for eksempel dari eller pashto med hinanden i offentligheden?

De to holdninger lød uforenelige i mine ører, og Berlingske-journalisten spurgte da også til netop dette. Men selvfølgelig havde Henriksen en god forklaring:

– Verden er kompliceret, og på overfladen kan jeg godt se, at det kan virke paradoksalt, men neden under overfladen mener jeg ikke, at det virker paradoksalt.

Hvadbehager? Henriksen må få 0 ud af 10 for sit repetitive ordvalg og den himmelråbende mangel på egentligt indhold.

Senere i interviewet med Berlingske gjorde han dog sit budskab lidt klarere. Det er jo, fordi den dansk-tyske grænse har flyttet sig, og så skal dem, der har danske aner i Tyskland jo have lov til at forblive danske (til hvilket jeg kun kan sige: naturligvis!). Men afghanere i Danmark er jo indvandrere, påpeger Henriksen, og derfor må de selvfølgelig ikke have lov til at fastholde afghanske skikke.

Suk. Det hjælper ikke at sige, at Henriksen er dobbeltmoralsk eller latterlig eller fattesvag. Hvad end det ville være sandt at bruge de adjektiver eller ej, ville han (og hans tilhængere) velsagtens sige, at det er mig, der ikke fatter pointen. Selvfølgelig fatter jeg pointen. Jeg ved da godt, at med DF’s øjne kan hvide mennesker i Tyskland ikke sammenlignes med afghanske indvandrere i Danmark.

Personlige valg, integration og bindestregsidentiteter

Men lad os nu for sjovs skyld lave et tankeeksperiment. Det danske mindretal i Tyskland kunne jo flytte til Danmark, hvis de ønskede at være 100 procent danske. Det er dem helt frit, for hvis en dansk-tysk traktat fra 1920erne ikke giver dem ret til det, gør EU’s(!) bevægelsesfrihed i hvert fald.

Men dansk-tyskere vælger jo at bo i Tyskland. De taler dansk i det omfang, de har lyst til, men de taler altså også tysk. Det betyder jo ikke, at de ikke er danske. De har nok et støvet dannebrogsflag i en skuffe. Engang imellem spiser de velsagtens også frikadeller (husk forresten, at frikadeller er noget af det mest danske, der findes. Tyske Frikadellen er noget helt andet.). Vigtigst af alt er dog, at de selv identificerer sig som danske, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvilket sprog de taler i skolegården.

Jeg ved godt, hvad det vil sige at bo i et land, hvor majoritetskulturen er en anden end ens egen. Jeg har boet nogle år i Storbritannien. Med største selvfølgelighed integrerede jeg mig, da jeg flyttede dertil: Jeg spiste fish and chips og skyllede det ned med en ale på pubben, og jeg talte engelsk med mine britiske venner (Nigel Farage ville have været stolt. Hvilket giver mig kuldegysninger, nu jeg tænker på det.).

Men jeg bagte også leverpostej og rugbrød ugentligt. Jeg havde et lille dannebrogsflag, og nogle gange talte jeg også skandinavisk med nogle af de andre britisk-skandinaver, jeg kendte — i hvert fald indtil vi blev enige om, at det nok var nemmere at tale engelsk, for det gjorde vores andre venner jo.

Grunden til, at jeg nævner min egen oplevelse som indvandrer, er, at jeg er sikker på, det også er præcis sådan, som dansk-afghanere er. Ja, de spiser afghansk mad og taler dari eller pashto med nogle af deres familie og venner. Men i øvrigt går deres børn sandsynligvis i H&M-tøj magen til alle deres kammeraters. Jeg formoder også, at dansk-afghanere taler dansk med dem, som ikke taler dari eller pashto. Ellers ville de komme lige så langt, som hvis jeg havde talt dansk til mine britiske venner eller hende, der solgte mig fish and chips.

Vi skal kunne samles, men vi behøver ikke være ens

Selvfølgelig er sprog en vigtig del af, hvilke identiteter vi bekender os til — ligesom mad og alle mulige andre sociale markører også er det. Selvfølgelig er det vigtigt, at indvandrere, der kommer til Danmark lærer at tale dansk, for ellers kan de ikke blive en del af det danske samfund. Det finder de såmænd nok også hurtigt ud af.

Lad os gå tilbage til mit udgangspunkt og især modalverbet i Henriksens udtalelser: “Skal”. DF og deres vælgere har nok egentlig ikke decideret selvmodsigende holdninger. Det hele hænger nemlig sammen med, at DF vil have social kontrol. DF vil have, at dansk-tyskere skal tale dansk uden for Danmark, og at dansk-afghanere skal tale dansk i Danmark.

Det kan godt være, at det multikulturelle samfund kan synes som en trussel. Men det er også et faktum: Mange mennesker, heriblandt også mange danskere, har bare flere kulturelle identiteter. Det kommer ikke til at ændre sig, bare fordi DF og deres vælgere stamper i jorden, så de bliver nødt til at give plads til det.

Da jeg boede i Storbritannien stod mit dannebrogsflag — helt bogstaveligt talt — ved siden af et britisk Union Flag. Jeg blev altså ikke mindre dansk af det, og mine britiske venner så ikke ned på det. Vi behøver altså ikke alle sammen være ens, for så bliver det sgu kedeligt at være sammen med andre mennesker.

Det er ikke op til politikere, om dansk-tyskere i Tyskland taler dansk sammen i skolegården. Eller om jeg taler dansk til en svensker, når jeg er i Storbritannien. Eller om dansk-afghanere taler dansk med deres venner og familie i Danmark. Der er nemlig kun ét politisk system, hvor politikere bestemmer den slags — hvor et parti og dets vælgere vil have social kontrol — og det er under fascistisk styre. Og fascisme er meget udansk. (Det siger den nye demokratikanon i hvert fald selv.)