
Fucked Up Fine: Negle i håret og en forstuvet fod
Du kender måske Nynne og Bridget Jones, men kender du mig? Et nyt år er startet, og jeg har 365 dage til at fucke det hele op – igen. Jeg byder jer velkommen til mit liv som Fucked up Fine
Så sluttede året, og et nyt begyndte. Det er egentlig mærkeligt, man siger, at man går ind i et nyt år, når man i realiteten bare starter forfra? Jeg er Fucked Up Fine, og det gælder i hvert fald for mit vedkommende. De samme mål. Eller rettere sagt: De samme fejltagelser.
Jeg har i et desperat forsøg prøvet at ignorere det faktum, at de fem kilo, jeg lovede, jeg ville smide ifølge de sidste syv års nytårsforsæt stadig sidder som en velfungerende badering rundt om navlen og skriger efter mere kransekage.
– Du begynder sikkert at danne dig et billede af, hvordan jeg er. Men bare rolig. Det bliver meget værre.
’’Kage’’formen fejler i hvert fald ikke noget ifølge muffintoppen. Det er dagen efter nytår, og her ligger man: Halvvissen, halvynkelig med konfetti klistret op af kinden, begge øjenvippesæt fedtet sammen i to klumper og en alt for billig glimmerkjole trukket halvt af i et forsøg på at være overskudsagtig og tage pyjamas på klokken fem om morgenen, men det fejlede tilsyneladende …
Men nej! Nu er det et nyt år og dermed en ny start. I år prøver jeg følgende ting:
1. ALTID børste tænder samt fjerne makeuppen hver aften, det andet er simpelthen for klamt, Fine!
2. Spise morgenmad klokken 6:30
3. Kun få god sex, måske endda finde en sød kæreste
4. Tage i fitness hver dag klokken 21 efter arbejde (Like that’s gonna happen)
Men de her mål må jeg se i øjnene, aldrig nogensinde i mit liv… kommer til at SKE!
Du begynder sikkert at danne dig et billede af, hvordan jeg er. Men bare rolig. Det bliver meget værre.

Læs også: Læserne afslører: Mit største jule-fuck up
Negle i håret og lussekæmning af sød fyr
Jeg gør mig ikke i naturlige negle. Det er jeg både for doven og utålmodig til. Så får jeg dem lavet. Hvilket minder mig om, at det også må stoppe i 2017.
– Søde-manse tog derefter den manglende lillefingernegl ud af mit hår, som var det en satans lussekæmning i fjerde klasse.
Sidste gang jeg havde negle på, var da Søde-manse fra arbejdet bød på te. Jeg sad der i 30 minutter og gjorde mig til. Jeg gjorde alt rigtigt! Jeg grinte af hans vittigheder (DER IKKE VAR SJOVE), jeg smilede sødt, blinkede med vipper og rodede mig lidt i håret. Jeg var charmerende!
Søde-manse stoppede pludselig samtalen og kiggede mærkeligt. Jeg så ned på mine hænder og opdagede, at min ene lillefingernegl manglede! Jeg gik i panik, men lod som ingenting og spurgte Søde-manse, hvorfor han stoppede med at tale.
Søde-manse tog derefter den manglende lillefingernegl ud af mit hår, som var det en satans lussekæmning i fjerde klasse. Søde-manse som ellers var min kommende mand med et hus i Birkerød blev hermed streget af ønskelisten. Ergo 2017 bliver et #kunstigneglefritår. INGEN KUNSTIGE NEGLE FREMOVER, FUCKED UP FINE, FOR FANDEN!
Den evige “jeg kommer lige 10 minutter for sent”-type
En anden ting, som skal undgås i 2017, er generelt at komme for sent. Det slut nu Fine! Dine dumme undskyldninger, som snart begynder at lyde som Chris fra Chokoladefabrikken, skal høre op. Jeg begynder sgu snart selv at tro på dem.
Her forleden var jeg ifølge mandagsundskyldning kørt ind i Livgarden, som går sin ugentlige runde gennem Københavns travle garder, faldet på cyklen TO GANGE og bare for at smøre ekstra tykt på: Havde halvforstuvet højre fod. Har nu været nødsaget til at halte ind på kontoret hver dag samt i ny og næ fake et udbrud af smerte, hver gang jeg nærmer mig chefens kontor.
Godt, så ingen negle og et nyt vækkeur! Måske skulle jeg til en forveksling bare lære at fortælle sandheden i stedet for at fyre små hvide løgne af, der som regel haler ind på mig i sidste ende, fordi de er lige så dårlige, som dengang Berthel Haarder sagde, at han skulle hjem og spise risengrød.

Læs også: Snart kan du have pletfri sex under din menstruation
Hedder du Tue eller tirsdag? Forstår ingenting
Det var ligesom dengang, hvor vi med arbejdet var på kursus. Det kommer selvfølgelig ikke bag på nogle, at kursuslederen var guddommelig. Jeg lover jer for, det kæbeparti var skabt af guder. Kursuslederen præsenterer selvfølgelig sig selv, før kursuset begynder, men Fine har som sædvanlig alt for travlt med at savle over hans velformede biceps.
– Kært barn har mange navne, siger jeg og smiler ekstremt akavet og håber på, at joken falder i god jord.
Til mit store held i uheld kommer kursuslederen ned for at tale med mig og siger:
– Ja, du kender jo allerede mit navn, men jeg har jo ikke dit?
Jeg rødmer og præsenterer mig selv. Godt Fucked Up Fine, dit eget navn kunne du huske. Jeg kommer derefter i tanke om, at jeg overhovedet ikke har hørt efter, hvad denne Adonis kalder sig. Da samtalen slutter, ser jeg på storskærmen, hvor kursusvejleders computer er slået til, at hans navn står oppe i venstre hjørne på storskærmen. Tue. Selvfølgelig hedder han Tue. Hvordan kunne jeg glemme det smukke navn, hvor jeg herefter siger:
– Tue, kan jeg måske få lov at få efternavnet også?
Kursusvejleder kigger forvirret, og siger:
– Altså, tror du, jeg hedder Tue, eller hvem taler vi om?
I et desperat forsøg på at redde samtalen siger jeg:
– Kært barn har mange navne, og smiler ekstremt akavet og håber, at joken falder i god jord.
Der bliver igen kigget ekstremt skeptisk. I et forsøg på at få den akavede stemning lettet, erkender jeg, at jeg har glemt hans navn, men havde set der stod Tue på hans computer. Kursusvejlederen bryder sammen af grin.
– Tue? Ja, det står altså for Tuesday. Mit navn er altså Thomas, men det var underholdene at tale med dig.
Thomas giver et venskabeligt bank på min skulder og forsvinder hen til de andre kursister. Ikke nok med man er uopmærksom, så er man nu også uintelligent. Hold kæft det kører for dig, Fucked Up Fine.
Men desværre Fine, 2017 bliver så heller ikke det år, hvor du vælter dig i Chanel og drikker Dom P.
Ønsker bare en drømmemand på en yacht. Er det for meget at forlange?
Havde man bare været ærlig fra starten, så havde man måske allerede en ring på fingeren og et fremtidigt efternavn som helt sikker starter med Von, taget det store Rolex-ur i betragtning. Men desværre Fine, 2017 bliver så heller ikke det år, hvor du vælter dig i Chanel og drikker Dom P. med drømmemanden på yachten i Monaco. Okay, måske en anelse overdrevet, but you get the picture.
Et nyt år er startet, og jeg har 365 dage til at fucke det hele op – igen. Jeg byder jer velkommen til mit liv som Fucked up Fine.
/ På gensyn
Fucked Up Fine er ny blogger hos MY DAILY SPACE, hvor hun anonymt vil dele ud af sit kiksede og relaterbare liv, så der ikke bliver sparet på detaljerne. Redaktionen er bekendt med Fines rigtige identitet.
Læs også:
– Kære Dagbog – I dag mødte jeg Bridget
– Love is in the air: De 16 bedste kyssescener