Læs også:

Close

MORNING NEWS: Flere mænd dropper smøgerne – kvinder puffer videre

Nyheder  | 

Mænd dropper smøger, kvinder puffer videre · Lukas Forchammer er verdens værst klædte · Forsker opdager nyt organ · Stormflod erstattes snestorm

Så er det igen tid til MORNING NEWS. Det er, som altid, nyhedsredaktør Camilla Falkenberg, der har valgt morgenens største overskrifter ud til dig.

Flere mænd dropper smøgerne – kvinder puffer videre

For første gang i fem år er andelen af rygere faldet fra 17 procent til 16 procent i den voksne befolkning. Det er mændene, der kvitter smøgerne, mens kvinderne ryger videre.

Det viser en undersøgelse foretaget af Gallup for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

– Det er positivt, at færre mænd ryger, men det er trods alt kun et procentpoint, og tallene for kvinder og storrygere er uændret. Hvis vi for alvor skal have andelen af rygere ned, er der brug for nytænkning, så vi især forhindrer, at børn og unge overhovedet begynder at ryge, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Selv om flere kvinder end mænd forsøger at blive røgfri, viser undersøgelsen, at kvinder i højere grad end mænd oplever at være meget afhængige af nikotin.

Find hjælp til at stoppe her: Stoplinien: Tlf.: 80 31 31 31, Find kommunale rygestoptilbud på stoplinien.dk, E-kvit: App til rygestop, XHALE: Rygestopapp til unge.

Færre mænd ryger – kvinder ryger videre. (Foto: Polfoto)

Nyt organ opdaget i menneskekroppen

Der er efterhånden langt imellem, at forskere finder et nyt organ i menneskekroppen.

Ikke desto mindre er det det, der er sket, for professor i kirurgi J. Calvin Coffey fra University Hospital Limerick har opdaget, at en del i fordøjelsessystemet, der kaldes tarmkrøsen, i virkeligheden er et selvstændigt organ med en ukendt funktion.

Det skriver Independent.

Tarmkrøsen er en slags ophæng i kroppen, der holder dine tarme og mavesæk på plads, ved at hæfte det til bughulen, og tarmkrøsen forsyner også organerne med blod og nerver.

– Vi har nu fastlagt organets anatomi og struktur. Næste opgave bliver at forstå funktionen. Og derefter kan vi begynde at knytte sygdomssymptomer til organet, siger J. Calvin Coffey

Organfundet har betydet, at medicinske studerende skal til at forholde sig til tarmkrøsen på en helt ny måde. Og verdens mest kendte værk om anatomi, Gray’s Anatomy, er blevet ændret.

Imens vandstanden falder, vælter sneen ind

Århundredeshændelsen, også kendt som stormfloden, der fik vandet til at gå over sine bredder med mere end 180 centimeter visse steder i nat er endelig ovre, og vandet er på vej tilbage til sine normale niveauer.

Danskerne havde forberedt sig godt, og der er ifølge beredskabsstyrelsen få skader og Falck oplyser, at de kun skulle rykke ud otte gange på grund af vandet. Det skriver DR.

Men imens stormfloden er på vej tilbage i én del af landet, har en snestorm bredt sig i en anden, ifølge TV2.

I går eftermiddag begyndte det nemlig at sne og blæse, hovedsageligt over Djursland, hvor der er faldet 15 cm sne og Storebæltsområdet, men også i Thy og Hanherred, i det østlige Nordjylland og på Fyn kom sneen strømmende ind fra Skagerrak og Kattegat.

Flere andre steder centralt igennem landet fik man mellem 5 og 10 cm sne.

Sådan så det ud, da vandet gik over sine bredder i Skælskør i går. (Foto: Polfoto)

Lukas Forchammer er verdens værst klædte mand

Det kan godt være, at Lukas Grahams musik af nogen betegnes som noget af det bedste, men forsangerens påklædning er netop blevet kåret til verdens værste af GQ Magazine. Det skriver TV2.

– Frontfiguren fra det danske band Lukas Graham er opvokset i en hippie-enklave, og det kan ses. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende, skriver den britiske udgave af modemagasinet GQ.

Selvom det umiddelbart ikke lyder så flatterende, at være kåret som den med verdens værste tøjsmag, så mener modeekspert Mads Christensen, at Graham kan være stolt af kåringen.

–  Jeg håber, han er både smigret og beæret over at komme på GQ’s liste. Når han står der i en fedtet t-shirt, uglet hår og cowboybukser, så er det ikke tilfældigt. Det er naivt at tro, at en global artist som ham ikke har gjort sig en tanke om sin fremtoning. Hans helt store kvalitet er hans autentiske rendestens-ærlighed, og det er hele omdrejningspunktet i fortællingen om ham. Hvis han gik i dyre jakkesæt, så ville det underminere hans tekster, påpeger Mads Christensen.

Verdens bedst klædte mand er ifølge GQ Drake, der især fryder magasinets øjne med sine rullekraver og unikke look.

Lukas Graham er tæt på at så Rihanna af pinden på den amerikanske Billboard
Lukas Forchammer er verdens værst klædte mand.

· Mere fra samme kategori ·