Læs også:

Close

MORNING NEWS: Tusindvis af danskere hacket på mobil og computer

Nyheder  | 

Tusindvis af danskeres computere og telefoner er hacket, Enhedslisten får ros for nyt forslag om kortere arbejdsuge, annoncørerne trækker sig fra Den Korte Avis og Mick Jagger er blevet far igen

Nyhedsredaktøren har fundet morgenens vigtigste overskrifter til dig, så du er opdateret på, hvad der sker i Danmark og verden.

Tusindvis af danskere hacket på mobil og computer

8000 danskere er hacket gennem deres computere og 2500 gennem deres telefoner lige nu. Det skriver Metroxpress.

Det er nemlig inficeret af virus, som på få minutter kan give hackere adgang til adgangskoder, billeder og webcam. Det viser nye tal fra it-sikkerhedsfirmaet CSIS, og ifølge eksperterne er problemet i voldsom vækst.

– Det er bare de inficerede computere og telefoner, som vi kan se, er blevet hacket. Det reelle tal er langt højere, siger Jan Kaastrup, teknisk direktør hos sikkerhedsfirmaet CSIS, og anslår, at antallet kan være op mod 100.000 computere og telefoner i Danmark.

– De kriminelle bliver flere, og de finder hele tiden nye måder at hacke og afpresse folk for penge på. Tendensen er helt klart, at der kommer mere af det hele, siger Jan Kaastrup.

Det er typisk huller i softwaren, der giver hackerne adgang til computere og mobiler. Det kan eksempelvis være en browser, som ikke er opdateret, og som gør det nemt for hackerne at slippe ind.

– Det svarer til at lade vinduet stå åbent på bilen, når man stiller den fra sig. Det er meget nemt at bryde ind og stjæle den, selv om bildøren måske er låst, forklarer sikkerhedsekspert Morten Kjærsgaard, direktør i Heimdal Security, som alene i år har identificeret 249 åbne huller alene i softwaren Flash, som er den mest anvendte af it-kriminelle i dag.

Det er ikke kun gennem din telefon og computer, at der kan sidde fremmede og følge med. I går kom et blandt andet frem i Politiken, at dukken ‘My Friend Cayla’ og robotten ‘i-Que’ beskyldes for at optage og sende data fra børnenes samtaler med det interaktive legetøj til udlandet.

Derudover kræver det blot et enkelt tryk på en knap for at etablere trådløs forbindelse via Bluetooth til begge legetøjsdukker, hvorefter alle i en radius af cirka 12 meters afstand kan styre de to dukker med en smartphone.

Tusindvis af danskere hacket på mobil og computer. (Foto: Polfoto)
Tusindvis af danskere hacket på mobil og computer. (Foto: Polfoto)

Økonomer roser ny model for 30 timers arbejdsuge

Enhedslisten har fremlagt en model for en 30 timers arbejdsuge. Økonomer roser partiet for at bruge anerkendte regnemetoder. Det skriver Information.

Den økonomiske model viser, hvordan lønmodtagere kan bytte højere løn for mere fritid ved overenskomstforhandlinger.

– Vi vil gerne diskutere, hvordan vi investerer i andre værdier end ensporet økonomisk vækst. Vi har tusindvis, der gerne vil i arbejde, men ikke har et. Samtidig har vi et arbejdsmarked, hvor flere bliver ramt af sygdom, stress og nedslidning eller ikke kan få familielivet til at hænge sammen, siger partiets politiske ordfører, Pernille Skipper.

Enhedslisten vil indfase sin model over 21 år, så folk på arbejdsmarkedet kan bevare deres velstand og serviceniveauet i den offentlige sektor.

Flere økonomer roser Enhedslisten.

– Enhedslisten viser gode takter i dele af deres notat, fordi de træder ind på en økonomisk bane, hvor vi bruger de samme modeller, siger Jens Hauch, cheføkonom i Kraka.

Økonomer roser Enhedslisten efter partiet fremlægger ny plan for kortere arbejdsuge. (Foto: Polfoto)
Økonomer roser Enhedslisten efter partiet fremlægger ny plan for kortere arbejdsuge. (Foto: Polfoto)

Annoncører forlader Den Korte Avis

Nordea har valgt at trække sine annoncer fra Den Korte Avis, da negativ fokus på indvandring og islam ikke passer på Nordeas profil, siger bankens marketingschef. Det skriver Jyllands-Posten.

– Vi vurderer altid, hvor vi annoncerer, og i dette tilfælde har vi vurderet, at Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea. Derfor har vi valgt at stoppe annoncerne, siger Nordeas marketingschef Kim Grue til Jyllands-Posten.

Nordea har fået annoncer i Den Korte Avis, fordi banken har købt en mediepakke hos et bureau, hvor annoncer i Den Korte Avis indgår.

Også fastfood-leverandøren Just Eat, har meddelt, at man ikke ønsker at annoncere på Den Korte Avis, hvilket firmaet heller ikke var klar over at de gjorde, indtil en Twitter-bruger påpegede det for dem.

– Vi vil selvfølgelig straks tage kontakt til dem (mediebuerauet, red) så vi kan få fulgt op på den uheldige placering, skriver en Jonas fra Just Eats Kundeservice på Twitter.

Det er ægteparret den tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow og tidligere indenrigsminister for Socialdemokratiet, inden hun skiftede til Venstre, hvor hun blev velfærdsminister under Fogh, Karen Jespersen, der ejer og styrer avisen.

Annoncører forlader Den Korte Avis. (Foto: Polfoto)
Annoncører forlader Den Korte Avis. (Foto: Polfoto)

Mick Jagger bliver far for 8. gang

73-årige Mick Jagger, der er forsanger i det legendariske rockband The Rolling Stones, bliver far for ottende gang. Den lille nye søn er kun to et halvt år yngre end sangerens oldebarn. Det skriver Ritzau.

Mick Jagger har i forvejen syv børn, fem børnebørn og ét oldebarn.

Mick Jagger bliver far for 8. gang. (Foto:All Over)
Mick Jagger bliver far for 8. gang. (Foto:All Over)

· Mere fra samme kategori ·