
MY EVENING NEWS: Shoppingcenter vælger sort julemand
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste aftennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Shoppingcenter vælger sort julemand
Et amerikansk shoppingcenter, Mall of America, vil i år have en afroamerikansk julemand, skriver The Huffington Post.
Larry Jefferson-Gamble er manden bag julemandskostumet og forklarer, at børn vil elske julemanden uanset hvilken farve, han har. Den afroamerikanske julemand har, siden han var 12 år gammel, nydt rollen som julemand. I 2014, da han træk sig tilbage fra sin militærkarriere, begyndte han at arbejde som frivillig julemand.
– Jeg elsker at gøre folk glade og få dem til at smile, siger den muntre julemand.

Flere kvinder skal tjekkes for celleforandringer
Kvinder i aldersgruppen 23-64 bliver alle tilbudt screening for livmoderhalskræft, men det er kun 65,1 procent der tager imod tilbuddet, viser en undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse.
– Det betyder, at nogle kvinder risikerer at udvikle livmoderhalskræft, selv om det kunne have været undgået. Det er en ærgerlig udvikling, som vi gerne vil være med til at vende, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Ulla Axelsen.
Kræftens Bekæmpelse laver derfor en kampagne, der skal få kvinderne til at bestille tid hos lægen, så indkaldelsen ikke bare bliver glemt blandt rodekuverterne,
Cirka 380 får konstateret livmoderhalskræft hvert år.

Partoutbilletterne til Skanderborg Festival er nu udsolgt
Billetterne til årets festival blev revet væk på omkring 50 dage, og nu er billetterne til Smukfest ’17 væk på blot en enkelt dag, skriver festivalen påsin hjemmeside.
Formanden for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye, er meget glad og ydmyg over den tillid, der bliver udvist fra publikum.
– Det er fuldstændigt overvældende. At kunne sælge alle vores partoutbilletter på den allerførste dag og uden at have præsenteret ét eneste navn – det er jo sådan noget, man kun kan drømme om, siger han.

Ny landstræner fundet
Fra sommeren 2017 skal den tidligere fløj og nuværende træner i Rhein-Neckar Löwen, Nikolaj Jacobsen, være landstræner for håndboldherrerne. Det skriver TV 2.
– Det er et af de mest attraktive job, der er at få. Specielt på landsholdssiden, og som dansker er det lidt ekstraordinært, fortæller Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Jacobsen er faktisk ikke færdig som træner i bundesligaen. Hans foreløbige kontrakt som landstræner løber over fire år, men han skal stadig være træner for Rhein-Neckar Löwen i de to første.

FN tager skylden for koleraepidemi
Mere end 9.300 mistede livet til en koleraepidemi, der spredte sig efter jordskælvet i 2010. Koleraen havde spredt sig fra en FN-lejr af nepalesiske fredsbevarende soldater.
FN har aldrig villet vedkende sig skylden, men nu undskylder FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, seks år efter. Det skriver Ritzau.
– På FN’s vegne ønsker jeg klart og tydeligt at undskylde til Haitis befolkning … Vi gjorde simpelthen ikke nok med hensyn til koleraudbruddet og dets udbredelse i Haiti, sagde han.
Han undskyldte hele tre gange: På engelsk, på kreolsk og på fransk.

25 millioner ukendte kvinder lever i Kina
Ifølge et nyt studie lever der omkring 25 millioner uregistrerede kvinder i Kina. Det skriver TV 2.
I 1979 blev et-barns-reglen indført i landet med verdens højeste population, og det har ført til, at mange familier har valgt abort, adoption og alternative løsninger, da der er et stort ønske om at få en søn.
Det har nu vist sig, at mange af de pigebørn, der angiveligt blev adopteret væk eller aborteret stadig lever i Kina, men bare aldrig er blevet registreret.
