Single i København: I sidste uge blev jeg inviteret ud af en tigger
Jeg har været single i to og et halvt år, og efter utallige Tinder-fiaskoer troede jeg, bunden var nået. Men så blev jeg inviteret på kaffe af en tigger, som tilmed havde sin søn på slæb
Som singlekvinde på jagt efter kærligheden oplever man opture og nedture – for mit vedkommende flest nedture. Det skyldes, at jeg ikke kan lide at date. Jeg vil helst springe alt det over og bare have en kæreste.
Det ved jeg godt er urealistisk. Derfor har jeg prøvet Tinderdating, Elitedaters, blind-dates og hvad jeg ellers har kunnet opstøve af situationer, hvor en singlefyr kunne overraske positivt. Det er desværre kun sket et par gange, og for det meste afbryder jeg datingforløbet efter et par dates.
Og før du tilslutter dig koret af folk, der antyder at jeg er “for kræsen”, så kan jeg afsløre nogle af grundene til, at jeg har droppet fyre: Der var ham, der ikke syntes, stoffer var farlige, ham, der prøvede at nasse sig til en is, fordi han var broke og ham, der afbrød mig i 45 minutter for derefter at rage på mine lår. Det blev et nej tak herfra.
Efter disse mange fiaskoer (vi snakker 25-30 fyre i alt), hvor jeg har kunnet lide én, som selvfølgelig droppede mig, droppede jeg Tinder for at satse på real life encounters.
Det kastede ikke så meget af sig de første måneder. I september blev jeg så i sensommervarmen inviteret ud af en skuespiller, som jeg dog slet ikke var tiltrukket af. Det var dog smigrende, og det var ikke vildt urealistisk, at han havde kunnet se det for sig.
Har du nogle penge? Nåh, men så lad os date!
Et par måneder senere passede jeg min venindes Nørrebro-butik, Smaragd. Ind kom en tigger med sin søn på cirka ti år. Jeg afviste hurtigt, da jeg jo umuligt kunne give penge fra kassen – det var jo ikke min butik. Jeg troede, de så ville gå, men nej. Manden ville snakke, også selv om vi ikke rigtig talte de samme sprog.
Jeg gad ikke tale med ham, men hvad værre var, så vidste jeg ikke, om det var enormt fordomsfuldt at være bange for tyveri. Jeg prøvede at holde øje med sønnen, der ræsede rundt, samtidig med at jeg svarede høfligt og kortfattet på farens spørgsmål.
Der blev spurgt til huspriser i København, om jeg havde en “girlfriend”(?!) og meget mere. Han fortalte, at han har et firma og en varevogn (Hvorfor tigger du så?). Manden, som jeg vil skyde på var 50 og manglede en hjørnetand, løj også om, hvor han og sønnen kom fra, for han sagde Spanien, men det, de talte sammen, var helt sikkert ikke spansk.
Og så spurgte han: “Do you wanna go to a café?” Mit ansigtsudtryk stivnede totalt, og så tilføjede han “I pay!”, som om at det var dét, der var problemet.
Mænds vanvittigt høje selvtillid
Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne ikke sige “No, because you’re a beggar, you’re old and you’re ugly”. Så jeg sagde, at jeg led af agorafobi og ikke kunne lide at være ude blandt andre mennesker. Og så gik tiggeren. Med sin søn og sit skilt.
Det har sat sig på min selvtillid.
Det har det, fordi jeg tænker meget over at være på niveau med dem, jeg inviterer ud og dem, jeg dater. Jeg ville aldrig (ædru) gå efter en mand, jeg synes var meget smukkere end mig, for så ville jeg altid føle mig nervøs og paranoid. Så hvorfor havde denne ældre herre mod til at invitere mig ud? I min logik må det jo være, fordi han synes, vi er på samme niveau!
Læs mere: Her er de fire typer, du falder for
Som sagt synes nogle af mine venner, at det må være min fejl, at jeg er single: jeg har for mange krav, jeg forventer noget urealistisk, eller hvad de nu siger. Jeg vil nu afsløre, hvilke ting jeg ikke vil gå på kompromis med, for at en date kan finde sted:
- Han må ikke være meget tyk
- Han må ikke være meget religiøs
- Han må ikke have et gigantisk fuldskæg
Tidligere var der flere krav. Han måtte ikke ryge, stemme LA, og børn var også et kæmpe minus. Men nu kan jeg godt se, at hvis de eneste, der inviterer mig ud, er tiggere (hvis børn jeg kan blive papmor for), skal jeg nok skrue endnu mere ned for mine ønsker.
Læs mere: Derfor er jobsamtaler ligesom Tinder-dates
Problemet med at skrue meget langt ned for sine krav er jo, at man risikerer på ingen måde at tænde på sine dates. Jeg har allerede været på mange dates, kun fordi mine venner har presset på: “Giv ham nu en chance” eller min yndlings, “1 date er ingen date!”, som mine venner bruger, når jeg “skylder” en fyr en date nummer to, før min ligegyldighed overfor ham er valid (WTF?).
Min desperation overfor situationen har motiveret mig til, at jeg næste fredag skal i byen på mandejagt med en anden singleveninde, som har det præcis som jeg. Bortset fra at hun, så vidt jeg ved, ikke er blevet inviteret ud af en tigger.
To be continued …
