
Landets politistationer øger sikkerhed efter skud ved Albertslund politistation
Over hele landet opgraderer politistationer nu sikkerheden. Det sker, efter en skudepisode ved Albertslund politistation. Ifølge medie er en betjent blevet skudt i hovedet
Politistationer landet over skærper sikkerheden efter skyderi i Albertslund ved byens politigård. Ifølge BT er en betjent blevet ramt af skud i hovedet. Han er hundefører og indlagt på Rigshospitalet i en alvorlig tilstand, men er ifølge politiet uden for livsfare.
En 26-årig mand er anholdt i sagen og stilles onsdag i grundlovsforhør for drabsforsøg. Manden er psykisk syg og har tidligere skudt med en softgun på en politistation. Det skriver TV 2.
Øget sikkerhed på politistationer i hele landet
Ifølge Berlingske er det Rigspolitiet, der har anmodet om, at sikkerheden opgraderes på landets politistationer, ved at betjente fysisk bliver sendt på gaden for at bevogte politiets bygninger.
Efter skudepisode i Albertslund har politiet øget sikkerheden ved politistationer i hele landet, indtil situation er afklaret #politidk
— Rigspolitiet (@Rigspoliti) 6. december 2016
– Det er korrekt. Vi har højnet sikkerheden på alle stationer i forbindelse med skudepisoden i København. Det er for at sikre, at der ikke sker angreb på politigården, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.
Omkring klokken kvart i elleve anholdt politiet en mand med krudtslam på hænderne. Det vides endnu ikke, om han er gerningsmanden.

Hvad skete der?
Kort før klokken 9 oplyste Københavns Vestegns Politi, at der havde været et skyderi foran politigården i Albertslund.
Der er ifølge BTs oplysninger tale om en politimand, der er blevet ramt af skud. Flere kilder siger til DR, at skudofferet er ramt i hovedet.
Politibetjent ramt af skud i Albertslund #politidk https://t.co/TTF3kpTmiG
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) 6. december 2016
TV2 oplyser, at der er tale om en hundefører. Ifølge BT er en mand med krudtslam på hænderne blevet anholdt.
Senest opdateret klokken 12.25 med oplysninger om ofrets tilstand og gerningsmanden.




