Fremmede til middag? Kom på besøg i madklubber verden over. Hvordan føles det at invitere folk, man ikke kender, på aftensmad? Vi har spurgt værter for madklubber i tre europæiske storbyer, hvorfor de gør det
Antonia af Petersens, Houzz.dk
Folk over hele kloden er i dag mere villige end nogensinde til at dele ud af deres oplevelser, indretning og hverdag. Vi bor i lokales lejligheder frem for hotelværelser, når vi rejser, vi lejer en cykel frem for at købe vores egen, og vi deler gerne garderober og værktøj.
Nu begynder et stigende antal mennesker også at dele middagsborde i såkaldte madklubber. Er det økonomiske fordele, længsel efter socialt samvær eller interessen for mad, der driver udbredelsen af hjemmerestauranter verden over?
Vi kigger indenfor hos tre middagsværter i henholdsvis Stockholm, London og Rom for at finde svaret.
Stockholm, Sverige
Her bor: Anna Nilsson, der arbejder som projektleder hos en detailvirksomhed.
Her byder hun på middag: I sin lejlighed på Södermalm i Stockholm.
Hvornår begyndte du at invitere fremmede til middag?
– Jeg fik idéen, da app’en AirDine blev lanceret i Sverige sidste forår. Indtil videre har jeg været vært for fire middagsselskaber. Første gang, jeg inviterede folk herhjem, var det godt nok med blandede følelser. Det var tilfældigvis påskeferie, og et par dage inden meldte en gæst, der først havde takket ja, afbud. Så var det pludselig kun mig selv og én gæst. Det havde jeg det lidt mærkeligt med, men da endnu en person så meldte sig til, tænkte jeg, at der nok var meget lille risiko for, at de begge var galninge.
– Det endte også med, at vi havde en super hyggelig aften! Det var en 27-årig personlig træner, en 53-årig kommunikationschef og så mig. Vi var meget forskellige, men var fælles om vores nysgerrighed og interesse for mad.
Hvad plejer du at servere?
– Menuen varierer, og jeg kan godt lide at tage lidt fra alle hylder! Oftest serverer jeg flere små eller mellemstore retter – mest fordi jeg har så svært ved at bestemme mig for, hvad jeg skal lave. Det er også sjovere at byde folk på lidt forskelligt, så man får en større smagsoplevelse. Inspirationen finder jeg på madblogs, forskellige hjemmesider, i kogebøger, på restauranter eller rejser.
– Jeg elsker simpelthen udenlandsk mad, specielt når der bare skrues helt op for krydderierne – det er jo den rene magi. Især de klassiske streetfoods er udgangspunkt for mange af mine opskrifter, og så tilpasser jeg dem bare, som jeg synes.
Hvordan ville du beskrive en typisk klub-middag hjemme hos dig?
– Jeg starter altid med at byde på en velkomstdrink, når folk ankommer, og så hyggesnakker man bare lidt. Min lejlighed er ret personligt indrettet, og da jeg er allergisk over for ‘Skandinavisk hvidt’, bliver alle mine finurlige gadgets og rejsesouvenirs hurtigt et samtaleemne. Bagefter sætter vi os ved middagsbordet, hvor hver gæst har fået et papir med aftenens menu og regler.
LÆS OGSÅ: 15 KØKKENER, DE FLESTE KAN SLAPPE AF I
Er der regler?
– Ja, altså for det første beder jeg folk om ikke at gå ud i køkkenet. Der bliver som regel ret rodet, når jeg har gang i gryderne. Desuden rydder gæster jo ikke af bordet, når de er på restaurant, så det behøver de heller ikke gøre, når de spiser hos mig. En anden regel er, at man altså ikke behøver spise det hele, hvis der er noget, man ikke bryder sig om. De har trods alt betalt for min mad, så det er jo op til den enkelte, om man vil spise op eller ej.
– Når jeg har mine venner til middag, spiller det ingen rolle, om jeg kommer til at brænde deres bøf på – de spiser den med glæde alligevel. Men her er det noget andet. Jeg har også lagt en stjernekaster ved hver plads, og så hedder reglen, at man til hver en tid kan tænde den og få ordet. Så hvis man vil skifte samtaleemne, sige tak for mad eller få et ord indført i en diskussion, er det bare om at sætte fut i stjernekasteren.
Hvorfor invitere folk hjem?
– Af to grunde – mad og mennesker. Jeg er vokset op i Skåne med en mor, der altid lavede maden helt fra bunden, og en far, der var landmand med interesse for gode råvarer. Så man kan vel sige, at jeg har fået min passion for god mad med hjemmefra.
– Nysgerrigheden har også altid ligget dybt i mig. I Stockholm er der mange, der kun hænger ud med ligesindede, men de her middage er en måde at prøve noget nyt og måske udvide sin horisont en smule – mad forener jo mennesker. Desuden synes jeg bare, det er fedt at prøve kræfter med alle mulige ideer og så oveni købet få ærlig feedback på resultatet.
SE OGSÅ: DÆK ET BORD, DER ER EN DRONNING VÆRDIG
Bliver der snakket meget?
– Ja, det gør der virkelig! Det er noget af det, jeg allerbedst kan lide ved hele konceptet. At fremmede mennesker med vidt forskellige baggrunde, aldre, interesser og personligheder bliver sat over for hinanden. Det er næsten som et realityshow, og når ens faste holdepunkter pludselig er væk, kommer man hurtigt til at snakke om alt muligt, man ellers aldrig har vendt med sine bekendte.
– Til forskel fra når man snakker med vennerne, falder emnet på helt uventede ting som politik og fobier. Man tvinges til at skubbe lidt til sine sociale grænser. Og hvis det så bliver for heftigt, kan jeg som værtinde altid køle selskabet ned med en frisk mangosorbet!
Hvorfor tror du, at madklubber er blevet så populære?
– Jeg tror dels, at det er en modreaktion på alt det med chats og anonym kommunikation på nettet. Vi savner IRL! Og vi svenskere kan godt lidt mangle situationer, hvor man har mulighed for at møde nye mennesker.
– Det er jo let nok at begive sig ud i menneskemængden, men man hænger alligevel kun ud med folk, man allerede kender. Madklubben er en måde at smage på spændende, hjemmelavet mad og samtidig komme tæt på folk. Jeg håber virkelig, at flere vil få øjnene op for konceptet!
LONDON, ENGLAND
Her bor: Kokken og madskribenten Luiz Hara, der driver bloggen The London Foodie og har skrevet kogebogen Nikkei Cuisine: Japanese Food the South American Way.
Her byder han på middag: I sit hus i Islington, nordlige London, England.
Cirka-pris for en middag: £45 (400 kr.) plus evt. drikkepenge. Medbring selv drikkevarer.
Hvorfor begyndte du at være vært for en madklub?
– I mange år arbejdede jeg i en investeringsbank i Londons finansielle distrikt, men så i 2011 sagde jeg op for at udleve min passion for mad og vin. På daværende tidspunkt havde jeg allerede haft min blog The London Foodie i tre år, og jeg tænkte, at det var på tide at lære mere om madlavning.
– Først tog jeg til Tokyo for at fordybe mig i det japanske køkken, og så vendte jeg tilbage til England og tog en eksamen fra Le Cordon Bleu. Med mine nye erfaringer i bagagen havde jeg lyst til at begynde at bruge det, jeg havde lært, så jeg inviterede andre foodies på middag. Første gang kom der 14 gæster, og så er det bare blevet til flere og flere… nu kommer der omkring 30 til hver middag.
Har du virkelig porcelæn og siddepladser til 30 mennesker?
– Ja det har jeg nu – men det er også, fordi min samling er vokset! Jeg kan godt lide at blande vintageporcelæn med moderne mad, så jeg køber både bestik, dekorationer, tallerkener og glas i antikforretninger og på loppemarkeder. Og så finder jeg nogle gange et par småting, når jeg rejser.
LÆS OGSÅ: COOL DETALJER OG MASSER AF PERSONLIGHED PÅ NØRREBRO
Hvad plejer du at servere?
– Den nøjagtige menu er altid en overraskelse, men normalt er der tale om 8-10 retter med varierende temaer. Jeg voksede op i São Paulo, Brasilien, med japansk-italienske forældre, så den blandede arv har helt klart inspireret mig til at eksperimentere med især japansk, brasiliansk og nikkei (japansk/peruviansk fusion, red.). Men nu hvor jeg er oplært i det franske køkken, sniger der sig også elementer ind derfra.
LÆS OGSÅ: SÅDAN BEFRIER DU DIT KØKKENBORD FOR ROD
Hvilke samtaleemner er typiske omkring bordet?
– Mad, det er jo klart. Mange af mine gæster er passionerede foodies. Siden jeg startede min blog for syv år siden, har læsere fra hele verden besøgt hjemmesiden og senere min madklub. Men hele denne by er jo i sig selv en smeltedigel af forskellige kulturer, og eksempelvis australiere, brasilianere og singaporeanere er tilbagevendende nationaliteter ved mine middage – for at nævne et par stykker. Derfor bliver der også snakket en hel del om rejser og restaurantoplevelser i udlandet: ‘har du spist eller prøvet det’ og så videre.
Har du overvejet at åbne en “rigtig” restaurant, nu hvor du er uddannet kok?
– Jeg er blevet spurgt før, men noget af det bedste ved madklubber er netop den sociale interaktion og muligheden for at lære nye mennesker at kende. Det er jo det, der frem for alt gør denne oplevelse anderledes end et restaurantbesøg. På en restaurant ville folk jo tro, du var sindssyg, hvis du pludselig lænede dig over til nabobordet og begyndte at hyggesnakke. Så indtil videre vil jeg fortsat holde middagene herhjemme – så kan jeg også selv styre menuen og invitationerne.
– Det er også en stor ære, at folk har så meget tillid til min madlavning, at de tør være åbne og prøve helt nye ting. Men det sociale er klart noget af det vigtigste. Det er så tilfredsstillende at se en blandet gruppe fremmede mødes, udveksle telefonnumre og have en hyggelig aften omkring mit middagsbord. Gennem årene er der også mange af gæsterne, der er blevet mine nære venner. Da jeg holdt nytår her forrige år, så jeg mig pludselig omkring og indså, at der er rigtig mange af mine bedste venner, jeg oprindeligt kender fra madklubber.
ROM, ITALIEN
Her bor: Journalisten og kokken Cecilia Scaldaferri, som driver bloggen Cecilia the Kitchen Witch.
Her byder hun på middag: I en lille lejlighed i Ostiense, sydlige Rom, Italien.
Pris for en middag: 35-40 euro (cirka 275 kr) forret, hovedret, dessert og vin.
Hvordan er det at invitere fremmede på middag?
– Altså jeg bliver lidt nervøs, før gæsterne ankommer! Første gang jeg inviterede til middag, var sidste sommer i forbindelse med, at jeg begyndte at skrive min blog. Det er altså heller ikke helt nemt at åbne sit hjem for fremmede… Jeg ved jo ingenting om dem; hvem de er, hvad de laver, hvad de forventer af mig.
– Mon de kan lide min mad? Hvad mon de tænker om mit hjem, som faktisk er meget personligt indrettet og på mange måder afspejler mig som person? Man må jo bare prøve sig frem. Men heldigvis forsvinder nervøsiteten som dug for solen efter et par minutter. Så snart isen er brudt, plejer det at blive rigtig hyggeligt. Vi snakker, spiser, drikker og har det sjovt.
Hvad plejer du at servere?
– Jeg har som regel et par italienske specialiteter på menuen, men jeg elsker at give de traditionelle retter mit eget twist. Eksempelvis kan jeg finde på at servere lasagne, men bare med asparges, pinjekerner og citron – den smager sindssygt godt! Jeg tager også altid udgangspunkt i de råvarer, der er i sæson, for jeg bor kun et stenkast fra et af Roms mest vidunderlige markeder, Testaccio. En tur på markedet er en fast del af min morgenrutine, når jeg skal have middag om aftenen.
Har gæsterne lov til at gå frit rundt hjemme hos dig?
– Nu hvor lejligheden er så lille, 45 kvadratmeter, er det svært at skjule noget. Der står kun en bogreol mellem min stue og mit køkken, så jeg kan stadig snakke med gæsterne, mens jeg laver mad, uden de overhovedet behøver rejse sig. Og så er der ellers bare mit soveværelse, badeværelse og garderobeskab. Så ja, gæsterne må være, hvor de vil.
Var du nødt til at købe nyt ting, da du startede med at være vært?
– Da jeg startede, havde jeg ikke nok glas og bestik, så det måtte jeg købe. Men det var jo også bare en god undskyldning for at købe et par nye tallerkner, gryder og redskaber.
LÆS OGSÅ: SNUP 16 IDEER FRA DE PROFESSIONELLE KOKKE
Hvad kan du bedst lide ved madklubber?
– Jeg elsker at have gæster omkring middagsbordet og se, hvordan folk deler ud af passioner, rejsetips, yndlingsfilm og favoritbøger. De første par gange havde jeg hovedsageligt udenlandske turister til middag. Det var et bevidst valg, for jeg er journalist med fokus på udenlandspolitik, så jeg elsker at lære mennesker fra andre lande at kende. Det er den bedste følelse at mærke sine øjne åbnes for andre kulturer, når folk fortæller om, hvordan deres dagligdag ser ud, og hvordan de lever.
– Samtidig begynder jeg også at få en masse italienske gæster, da rygtet åbenbart spreder sig. Hvis de ikke selv er fra Rom, beder de mig altid om lokale tips af den slags, der ikke står i guidebøgerne. Jeg deler skam gerne ud af min viden til alle, der vil opleve ‘mit Rom’, afslutter Cecilia.
Læs også:
Sådan bliver du vinekspert på 5 minutter
