
Disneys Juleshow: Historien bag den traditionsrige julesucces
Det populære Disneys Juleshow er en fast del af manges juletraditioner. Vi giver dig her historien om, hvordan det startede og har ændret sig igennem årene
Mange af os er vokset op med Disneys juleshow, der samler familier hver juleaften klokken 16, når det vises år efter år på DR 1 og lokker tæt på en million danskere til skærmen.
Mange små justeringer
Disneys juleshow, eller “From all of us to all of you”, som originaltitlen er, var Walt Disneys egen kreation og blev sendt for første gang den 19. december 1958 på den amerikanske kanal ABC. Disneykavalkaden rullede dog først over skærmen herhjemme lillejuleaften i 1967.
I starten var det Walt Disney selv, der præsenterede showet, som blev sendt på engelsk med danske undertekster, indtil det i 1979 blev oversat til dansk.

Det var heller ikke før 1991, at Disneys Juleshow fik fast sendetid juleaftensdag, som vi kender det i dag. Før blev den blandt andet sendt første eller anden juledag.
Overraskelsen har heller ikke været med fra start. Den opstod i 1967 i forbindelse med, at Sværdet i Stenen udkom. Den er endda blevet udvidet endnu engang, for de senere år er Disney begyndt at lægge to animationsoverraskelser ind: En aktuel film og en, der vil få premiere i løbet af det kommende år.
Old but gold
I sluthalvfemserne kom Disney med en ny og opdateret version, men den blev pænt afvist af Danmarks Radio.
– Det er jo et dyrt program, så det var en fin service og meget logisk med lidt variation. Men vi måtte forklare dem, at det var så meget en juletradition, at det ikke kunne laves om. Det samme oplevede Disney i Norge og særligt i Sverige, fortæller Jakob Stegelmann, der er ansvarlig for alt Disney på DR.
Showet er dog, som sagt, blevet justeret henover årene. Blandt andet blev klippet Toy Tinkers taget ud i midtfirserne, da Disney mente, at det var for voldeligt. Tegnefilmen blev erstattet med Plutos juletræ og Anders And og nevøerne i snekamp.
https://www.youtube.com/watch?v=zTbymsD-TP4
Disneys juleshow, som vi kender det i dag
Plutos juletræ, 1952
Anders And og nevøerne i snekamp, 1942
Julekort fra:
Peter Pan, 1953
Bambi, 1942
Pinocchio, 1940
AristoCats, 1970
Askepot, 1950
Snehvide og de syv dværge, 1937
Lady og Vagabonden, 1955
Overraskelsen
”Når du ser et stjerneskud” fra Pinocchio, 1940

Kilder: Disney Online, DR & Juleweb