
Alternative grødretter, du skal prøve denne vinter
“Comfort food” skal være en god og behagelig smagsoplevelse. Men den behøver ikke nødvendigvis være usund af de grunde. Derfor giver vi dig inspiration til fem nemme, lækre og også sunde grødretter
Vinteren er lig med at spise varm mad, og derfor skal der spises masser af grød de næste måneder. Der er endda dage, hvor jeg spiser grød til morgen, middag og også aften. Men bare rolig, det er ikke kun havregrød eller risengrød, jeg spiser.
Nej tak til kedelig grød
Grød, som er “udover det sædvanlige”, er blevet en stigende populær spise. Dels i Danmark, hvor vi egentligt altid har haft en form for “grødkultur”, som dog har været hengemt i mange år, men også internationalt er grødretter i forskellige variationer skudt frem i løbet af de sidste par år.
Det skyldes både, at folk er blevet meget mere sundhedsbevidste, men også at det er vildt let at lave. Så derfor er grød-trenden atter blevet et hit. Faktisk er flere restauranter begyndt at servere grød, men oftest med et lille twist til den klassiske havregrød med bær – som man har fået så ofte.
Et internationalt hit
I Danmark har restauranten Grød, som blandt andet findes i Torvehallerne, klaret det fremragende. Både danskere og turister strømmer til Grøds boder og restauranter for at smage de kreative sammenblandinger, de bikser sammen. Grød er nemlig kendt for at servere alt fra den almindelige havregrød til indisk inspireret “daal” lavet på linser og bønner.
Læs mere om restaurant Grød her.
I New York er Oatmeals, som ligger i det eksklusive Greenwich Village, også blevet et hit blandt newyorkere, som ønsker variation til deres bagel med cream cheese. Hos Oatmeals serveres alt fra den klassiske havregrød med frisk frugt til de mere “savory” grøde, som altså kan indeholde alt fra ost til skinke eller æg med spinat.
Læse mere om OatMeals NYC her.

Grød til aftensmad
Men det at spise grød til frokost eller aftensmad er ikke noget, du nødvendigvis tænker på at gøre, da man ofte forbinder grød med noget ret sødt, der har en blød substans. Havregrød og risengrød bliver eksempelvis betragtet som værende mere dessert-agtige, da de ofte er drysset med sukker og kanel.
Jeg er selv blevet rigtig glad for grød lavet med boghvede og quinoa, og jeg har eksperimenteret med at erstatte disse korn i både de morgen-, frokost- og aftengrøde, jeg har lavet.
Her er fem grødretter, som efter min mening er perfekt egnede til både frokost og aftensmad. Disse retter kan også nemt tages med til frokost på jobbet eller i skolemadpakken.
Den veganske grød:
Hvis du også prøver at holde kødfri mandag, er denne veganske aftengrød helt perfekt til dig. Den er fyldt med lækre svampe, trøffel og kikærter og er desuden lavet på luftig quinoa.
Opskriften lyder således:
- Quinoabase (se, hvordan du gør nederst på siden)
- 2 portobellosvampe, snittes
- 1/4 løg, snittes fint
- Purløg, snittes fint
- 1 håndful spinat
- 1-2 dråber trøffelolie
- 1 dl kikærter
- 1 knivspids paprika, timian, salt og peber
- *Hvis du ønsker at tilføje en “ostesmag”, kan du blot drysse med gærflager (også kaldet nutritional yeast)
Anbring de forskellige ingredienser oven på grøden, og rør sammen, hvis du ønsker det.
Boghvede-brunchgrød:
Boghvedegrød er supernemt at lave og kan bruges i søde retter, men de komplimenterer også de mere saltede ingredienser, da boghvede har en meget neutral og nøddet smag. Konsistensen er dog lidt mere klistret end havregrød.
Opskriften lyder således:
- Boghvedeflager/korn (se, hvordan du gør nederst på siden)
- 1 æg (enten hårdkogt, blødkogt eller røræg)
- 1 Tomat, skåret i små terninger
- 1 spiseske pesto
- 1/2 avocado skåret i skiver
- 1 skive røget laks
Anbring de forskellige ingredienser oven på grøden, og rør sammen, hvis du ønsker det.

Indisk fest:
Indisk mad er indbegrebet af “comfort food” i mine øjne. Og denne supernemme og lækre quinoagrød opfylder alle de kriterier, jeg har til en varm, smagfuld ret.
Opskriften lyder således:
- Quinoabase (se, hvordan du gør nederst på siden)
- 1/2 dåse kokosmælk (husk at ryste den, inden du åbner)
- Koriander, efter smag – gerne frisk
- 75 gram kyllingebryst
- chili, efter smag
- 1 spiseske karrypulver
- 5 soltørrede tomater, skåret
- Mandler, efter smag
Anbring de forskellige ingredienser oven på grøden, og rør sammen, hvis du ønsker det.
Figengrød:
Denne grød er inspireret af den klassiske grønne salat med figner, rødbeder og gedeost. Men denne gang er salaten anbragt oven på en grød.
Opskriften lyder således:
- Havrebase (se, hvordan du gør nederst på siden)
- 2 figner, skåret
- 2 spiseskeer gedeost, smulret
- 1 håndful ruccula
- 1/2 rødbede
- Honning, efter smag
Anbring de forskellige ingredienser oven på grøden, og rør sammen, hvis du ønsker det.
Avocado lover:
Hvem elsker ikke avocado? Denne grød indeholder både sød kartoffel og avocado, og så er den også smækfyldt med knasende, proteinrige kikærter, som giver grøden det helt rigtige bid til de ellers bløde medspillere.
Opskriften lyder således:
- Havrebase (se, hvordan du gør nederst på siden)
- 1/2 sød kartoffel, skåret i tern
- 1/2 avocado, skåret i tern eller skiver
- 1/2 dl. kikærter
- Græskarkerner, efter smag
- 1 teske mandelsmør
Anbring de forskellige ingredienser oven på grøden, og rør sammen, hvis du ønsker det.
Sådan laver du det forskellige grødbaser:
Quinoa- og chiabase:
Det skal du bruge:
1 1/4 deciliter quinoa
1 1/4 deciliter vand
1 1/2 deciliter soyamælk eller mandelmælk
1 spiseske chiafrø
1 knivspids salt
Sådan gør du:
Anbring quinoa i en grød over medium varme. Tilføj derefter vand, soyamælk og salt i en gryde, og bring det i kog. Skru derefter ned for varmen, og lad grøden simre over lav varme i cirka 25 minutter. Rør jævnligt i grøden.
Hvis grøden er for tør, kan du tilføje mere væde. Lad grøden hvile, og hæld derefter i en skål.
Boghvedebase:
Det skal du bruge:
1 1/4 deciliter boghvede (hel)
1 1/2 deciliter vand
1 1/2 deciliter soyamælk eller mandelmælk
1 spiseske chiafrø
1 spiseske hørfrø
1 knivspids salt
Anbring boghvede i en gryde over medium varme, indtil det brunes. Tilføj derefter vand, soyamælk/mandelmælk og salt i en gryde, og bring det i kog. Skru derefter ned for varmen, og lad grøden simre over lav varme i cirka 25 minutter. Rør jævnligt i grøden.
Base til havregrød:
Det skal du bruge:
1,5 deciliter havregryn
2 deciliter vand
1 dl soyamælk
1 spiseske hørfrø
1 knivspids salt
Varm vand og mandelmælk i en gryde over medium varme, tilføj derefter havregryn, og rør jævnligt i grøden, indtil den tykner. Lad grøden hvile, og hæld derefter i en skål. Rør jævnligt, og tilføj ekstra væde hvis nødvendigt.
Læs også:
Læs også:
De ting vil din krop elske dig for at spise




