
Unge i USA: Det her præsidentvalg er åndssvagt
Valget mellem Clinton og Trump beskrives som det værste nogensinde. Vi har spurgt en række amerikanere og danskere, der bor i USA, hvordan de opfatter valget og mediedækningen, og om de frygter kaos på valgaftenen
Valget mellem Donald Trump og Hillary Clinton som USA’s næste præsident er beskrevet som det værste i historien. Historisk politikerlede, dyb uenighed om værdier og troværdighed ved kandidater er nogle af de ting, der rapporteres om fra landet mod vest.
Men er situationen omkring valget virkelig så grel?
Vi har spurgt syv amerikanere og to danskere, der bor i USA, hvad de mener om valgkampen, mediedækningen og truslen om kaos på valgdagen.
Læs også: Forstå det amerikanske valgsystem

Melissa, amerikaner, har stemt før
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Jeg mener, at kampagnerne og stemningen omkring valget er skræmmende i år. Folk er desperate for at få ændringer, men de ved ikke, hvordan de skal få dem, så de lytter til de forkerte mennesker, fordi de forkerte mennesker siger det, vælgerne vil høre.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Mediedækningen er åndssvag ved dette valg. Det er et Trump-cirkus. Alle har tabt fokus på, hvad der er vigtigt og giver alt for meget opmærksomhed til emnerne, der ikke er vigtige.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Jeg ved ikke, hvad det betyder, at Trump ikke vil acceptere resultaterne fra dette års valg – og for at være helt ærlig er jeg ligeglad med, om han accepterer dem eller ej. Resultaterne kommer den 8. november, uanset om han vil det eller ej.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Jeg frygter det lidt, men ikke for alvor. Der vil være kaos dette år uanset hvad, fordi folk er bange og vil have ændringer nu. Jeg tror, at der er nogen af os, der ikke er klar over, at ændringer tager tid i Det Hvide Hus, og at det ikke altid går så hurtigt, som vi kunne tænke os.

Cody, amerikaner, førstegangsvælger ved præsidentvalg
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Ingen af kandidaterne er særlig attraktive. Offentligheden er ved at opdage, hvor forkælede de var, da de havde en outsider som Obama i embedet. Den negative stemning har ironisk nok kun ført til få angreb på hver side. Hvad der er endnu mere ironisk er, at de mest voldelige tilhængere har været Hillarys, hvor de blandt andet har fjernet Trump-skilte og har begået hærværk mod Trumps stjerne på Walk of Fame.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– De har ladet Trump vinde den republikanske nominering ved at give ham al den opmærksomhed, han bad om. Forretningsdelen bag mainstreammedierne er blevet afsløret og gjort til skamme i den her valgperiode.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Det er bare Trump, der opfører sig som Trump. Skaber mere drama, fordi han kan. Det er tilladt for ham.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Frygten er overdrevet. Der var en også en del af landet, der frygtede at Barack Obama (vores første sorte præsident), ville blive myrdet. Stemmeoptællingen vil være korrekt, og hvis Trump taber, vil han få en ekstra uge i spotlyset, imens resultatet verificeres. Vi er en nation bygget på regler. Den moderne internet-æras vredesudbrud forhindrer de regler i at blive bøjet for meget.

Læs også: Obama siger farvel: Otte år med Barack ved roret
Line, dansker i USA, førstegangsoplever af et amerikansk præsidentvalg
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Det er anderledes end i Danmark. Mere personfokuseret og flere “skandaler”. Stemningen herovre er, at amerikanerne er godt og grundigt trætte af kandidaterne – og har været det længe. Langt de fleste, jeg har talt med, er ikke tilhængere af hverken Trump eller Clinton, og der er en stor skepsis og mistillid mod begge kandidater. Der er en udbredt politikerlede, hvilket flere eksperter mener er noget af det, der har givet Trump vind i sejlene til at starte med, fordi han er atypisk.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Jeg har mest fulgt valget gennem de tre tv-debatter. Her har begge fået taletid, forskellige politiske emner har været debatteret, og de to kandidater har fået sendt stikpiller af sted mod hinanden. Generelt fylder valget en del i medierne herovre, og det er især kontroversielle udtalelser, skandaler eller faktacheck, der fylder. Flere amerikanere føler, at reel politik og konkrete, politiske planer har fyldt alt for lidt i en mere skandale- og personfokuseret valgkamp. Det giver jeg dem ret i.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Det er meget kontroversielt og ualmindeligt. Der er tradition for, at begge kandidater melder ud, at de accepterer valgresultatet – uanset udfaldet – for at skabe ro i landet ovenpå en lang og ofte hård valgkamp. Folk er forberedt på, at han vil hentyde til valgfusk, hvis han ikke vinder. Det lader dog ikke til at komme bag på mange amerikanere, at en sådan udmelding kommer fra netop Donald Trump, som har været uforudsigelig hele vejen igennem valgkampen.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Nej, det har jeg ikke mærket noget til.

Shannon, amerikaner, andengangsvælger og alternativ delegeret republikaner ved Texas State Convention i 2012 som repræsentant for Ron Paul
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Jeg mener, at de store partiers kandidater baserer deres kampagner på, hvor forfærdelig den anden er og får valget til at ligne skænderier mellem to små børn. Du kan se beviset i alle deres valgdebatter. De afbryder hele tiden hinanden og kalder hinanden øgenavne. Jeg mener ikke, at det er acceptabel opførsel for mennesker i deres alder, og slet ikke for præsidentkandidater.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Alle amerikanske medier foretrækker én af de store kandidater frem for en anden. Det er sådan, det altid har været. De fleste alternative kandidater, mindre partier eller uafhængige kandidater får aldrig mediedækning på grund af regeringens indflydelse eller ejerne af de store tv-stationer, der prøver at holde fast i seere og investorer.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Det betyder, at han får et raserianfald, fordi hans målinger er på vej ned. Han vil forsøge at starte en undersøgelse for at se, om der var fusk med valget eller vælgerne. Hvis der er nok beviser, kan han måske få genoptalt stemmerne i valgområder, hvor der kan være tegn på fusk. Men jeg tror ikke, at det kommer til at hjælpe ham, for en undersøgelse ser på beviser fra alle stemmesedler, ikke kun fra én kandidat eller parti, så han vil nok ikke gennemføre det for at undgå et endnu mere uønsket resultat: officielle beviser på, at hans vælgere også har snydt.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Alle radikale tilhængere af politiske partier skaber problemer ved hvert valg, men mange radikale Trump-tilhængere har vist sig at være meget uvenlige for at sige det pænt. De mere radikale tilhængere er blevet mere racistiske, sexistiske og intolerante. Jeg er en lille smule bekymret for, at der vil være nogle kontroverser ved afstemningerne, men jeg håber ikke, at der sker noget farligt.

Læs også: Donald Trump: Den evige entreprenør
Kurt, amerikaner, førstegangsvælger
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Jeg var meget engageret, og forsøgte at involvere mig i valgkampen op til primærvalgene. Jeg var en stærk støtte af Bernie Sanders og mener, at han gjorde det virkelig godt og hele tiden forsøgte at dreje fokus tilbage på de vigtige emner. Det er på grund af Bernie, at jeg har fulgt valget så meget, som jeg har, og efter han var væk, har en stor del af debatten skiftet overraskende meget til sladder.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Helt kort: Fuck mediedækningen. Stort set alle Bernie-tilhængere er skuffet over måden, medierne har dække valget på. Problemet er, at omstridte anklager mod en kendt kandidat, især den berygtede Donald Trump, plejer at få en hel del mere opmærksomhed end noget som helst andet.
– Nogle af Bernies valgmøder ville fylde stadions til bristepunktet med mennesker, men gik relativt ubemærket hen i medierne. Igen virker det meget anderledes fra dengang, Bernie var med i valgkampen, fordi 1) der var ikke så mange omstridte ting at sige om ham, og 2) han var en stærk fortaler for at dreje opmærksomheden væk fra sladder og hen til emner, der betød noget.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Hvis Trump ikke vil acceptere resultaterne, betyder det, at han vil blive ved med at være i medierne i nogle uger eller måneder efter valget. Det er nogenlunde det. Jeg mener ikke nødvendigvis, at dette er et dumt træk fra ham. De siger, at “al presse er god presse”. Trumps tøven med at acceptere valgresultatet virker som et godt strategisk træk, om det så var med vilje eller ej.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Jeg tvivler på, at Trump-vælgere vil gøre noget. For at være fair, så har jeg ikke talt med nogen, som har sagt, at de støttede Trump, men jeg mener stadig ikke, at de vil skabe problemer. Ironisk nok kræver selv kaos en form for lederskab og organisering. Jeg tror simpelthen ikke, at folk vil gøre det arbejde, det kræver at skabe problemer, for noget så småligt som at Trump ikke vil acceptere valgresultatet.

Julie, dansker i USA, førstegangsoplever af et amerikansk præsidentvalg
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Det er klart min fornemmelse, at stemningen omkring den her valgkamp er historisk dårlig og fjendtlig. Kandidaterne har virkelig polariseret befolkningen, og folk er chokerede over, at der ved Trumps valgmøder eksempelvis bliver råbt antisemitiske slagord og flaget med sydstatsflag. Men endnu mere er der faktisk en modløshed, der hviler over landet. Folk har virkelig svært ved at forstå, at de skal vælge mellem, hvad mange ser som to onder, men endnu mere, at så meget had, så mange aggressioner og så meget racisme bobler frem.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Mediedækningen er en farce. Jeg tror ikke, nogen tager de store nyhedsmedier seriøst længere, fordi de er så farvede. Jeg ser meget CNN, men det er vel vidende, at de hader Trump og gerne vil have ham til at fremstå så latterlig og farlig som muligt. På den anden side har man for eksempel Fox News, som er ekstremt højre-venlige, så deres dækning er selvfølgelig præget af dét. Jeg ser aldrig Fox News, fordi de simpelthen er store fornægtere af fakta, og det kan jeg ikke holde ud. Mit blodtryk kan ikke holde til det! Men ja, man skal næsten være en garvet journalist for at få gravet sig frem til en nogenlunde objektiv dækning.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Af alle de rystende ting, Trump har sagt , er dét, at han muligvis ikke vil acceptere resultatet, hvis han taber, næsten det, der har rystet folk mest. Fordi det simpelthen er noget, der piller ved hele det demokrati, som landet er bygget på, og som amerikanerne er så stolte af. Det er fuldstændig uhørt – og samtidig udtryk for et ekstremt storhedsvanvid. Han tror ikke, han KAN tabe (til en kvinde), medmindre der er svindel indblandet.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Jeg mærker det ikke personligt, men jeg har hørt om bekymringerne. Der er folk, der er bange for, at Trump-tilhængere sågar vil møde op med våben ved valgstederne for at skræmme folk. Jeg håber ikke, at det er en frygt, der har noget på sig, men det er desværre et sørgeligt tydeligt eksempel på, hvordan denne valgkampagne har spredt frygt og mistro hos befolkningen.

Corina, amerikaner, stemmer til præsidentvalg for tredje gang
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Jeg mener, at amerikanske valg skal være kortere. Det er åndssvagt, at vi annoncerer, hvem der stiller op som præsidentkandidat to år før den nuværende præsident er færdig. Det koster også mange flere penge.
– Jeg mener også, at der skal være en grænse for, hvor mange penge, du må indsamle til din kampagne. Tit er det ikke den med den bedste politik, men den med flest penge, der bliver nomineret. Det skulle aldrig være tilladt for virksomheder at donere til kampagner eller politik. Jeg ville gerne have Bernie Sanders som demokraternes kandidat, blandt andet fordi han ikke blev betalt af firmaer, så jeg vidste, at han virkelig ville have været folkets præsident. Nogle kandidater siger en ting og gør derefter noget helt andet, når de er i Det Hvide Hus, fordi firmaerne betaler dem. Hvordan kan det være noget, der sker i USA, når det skal forestille at være en land af folket, for folket?
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Alle medier er forudindtagede, selv de “liberale” medier, og det er, fordi store firmaer ejer alle store nyhedsstationer og betaler for valgkampagnerne i USA. Jeg tror, at Bernie Sanders havde vundet den demokratiske nominering, hvis ikke det havde været for mainstream medier.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Ingenting. Han vil tude og pive som et lille barn, men der vil ikke ske noget ved det. Eller jeg håber i det mindste, at intet vil ske. Det eneste, jeg tror, kunne ske, er, at hans tilhængere vil gøre oprør, men det er stort set de samme mennesker, der også truede præsident Obama, hvis han vandt valget i 2008, og han er her indtil videre stadig.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Personligt tror jeg ikke, at de vil gøre noget, men det er da en mulighed. Men jeg er også ret sikker på, at det er ulovligt, så hvis de prøver på noget, vil de nok ryge i fængsel. Det håber jeg da i hvert fald.

Adam, amerikaner, tredjegangsvælger ved præsidentvalg
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
– Hele denne kampagne har været bizar. Da kandidaterne annoncerede deres valgkamp, tænkte jeg, at Trump simpelthen var så skør, at ingen ville tage ham seriøst. Siden Trump og Clinton blev nomineret, er tingene bare blevet mere skøre med de to kandidater, der smider beskyldninger mod hinanden.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Helt generelt kan du som regel regne med et par forudindtagede medier i Amerika – især den konservative mastodont Fox News. Siden Obama blev præsident, har de været oprørte og beskyldt ham for selv trivielle ting. Selv om de ikke er vildt søde ved Hillary, er det mærkeligt at se, at de heller ikke rigtig støtter Trump. Det er, som om Fox News ikke ved, hvem de skal hade længere.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Donald Trump har overbevist amerikanere så meget om, at han vinder, at hvis han ikke vinder, kan det kun være, fordi der er fusket med systemet. Hvad han faktisk gør, hvis han taber, aner jeg ikke. For nylig sagde Trumps vicepræsidentkandidat, Mike Pence, at partiet ville acceptere hvilket som helst resultat, så måske vil klogere hoveder sejre.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Jeg har to måneders bryllupsdag på valgdagen. Jeg vil hade at se det vigtigste år i mit liv slutte med et oprør. Jeg frygter dog virkelig, at Trump vil opfordre sine vælgere til voldelige handlinger, som jeg har set optagelser med, at han har gjort ved sine egne valgmøder.

Læs også: Donald Trump: Den evige entreprenør
Anne, amerikaner, tredjegangsvælger ved præsidentvalget
1: Hvad mener du om valgkampagnerne og stemningen omkring valget?
Dette valg har været mere ondskabsfuldt og desperat end i de forrige år. Trumps kampagne er vederstyggelighed, som er foreviget gennem frygt og støtten fra uuddannede og svagsindede mennesker. Trump og hans støtter kan ikke se ud over deres egne snævre verden og er ligeglad med de liv, behandlinger og behov, mennesker, der er anderledes, har.
2: Hvad mener du om mediernes dækning af valget?
– Jeg er rystet over, hvor umiddelbart medierne har hægtet sig på Trump og har nægtet at give slip til trods for den stigende trussel ved den slags dækning. Samtidig er jeg slet ikke overrasket over mediernes opførsel, og at se sådan en valgkamp udfolde sig gør mig ked af det og flov over at være amerikaner.
3: Hvad betyder det, at Trump ikke vil acceptere valgresultatet?
– Det betyder, at han er et bondsk, imbicilt individ, der ikke er egnet til at lede et land. Det betyder, at han mener, at han er undtaget fra politik, reguleringer eller beslutninger, der ikke ender, som han vil, og at han forventer at kunne tvinge ting til at passe med sin dagsorden. Det betyder, at han ikke accepterer eller forstår et af de mest basale principper i et demokrati, hvilket er frygtindgydende og tegner rigtig dårligt for de næste fire (måske otte) år i dette land.
4: Frygter du, at Trump-tilhængere vil skabe kaos på valgdagen?
– Det er helt klart en frygt, jeg har. Jeg ville aldrig have troet, at Trump kunne komme så langt i valget, og jeg er stadig ret forundret over, at han er. Det er svært for mig at tro på, at der faktisk findes folk, der støtter Trump. Jeg har set optagelser med Trump-støtter, der taler om deres holdninger, og kombinationen af ignorance, blindt had og kult-agtig feber er intet mindre end gruopvækkende.
– På dette tidspunkt er jeg begyndt at overveje, at alt kan ske i det her land, inklusiv kollapset af det civiliserede samfund, vi kender. Det begynder med at tillade Trump-støtter i at skabe kaos, og valget af en modbydelig, selvretfærdig man, som ikke kan se ud over sine egne selviske ønsker.
Læs også: USA: Derfor er Bernie Sanders ved at indhente Hillary Clinton