
MY EVENING NEWS: Ejer af ransaget hus i Emilie Meng-sagen søger erstatning og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste aftennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ejer af ransaget hus i Emilie Meng-sagen søger erstatning
En 67-årig mand har fået ransaget sit hjem fem gange under eftersøgningen på Emilie Meng. Nu kræver han erstatning. Det skriver Ritzau.
Manden, der er pensionist, søger erstatning for den belastning, det har været at være mistænkt i sagen.
– Fordi der har været en ekstra psykisk belastning i denne her sag på grund af den massive pressedækning, så vil erstatningskravet være højere end de normale takster, som er på et par tusinde kroner, siger mandens forsvarer, Steen Djurtoft.

Læs også: Bircher-mysli – den trendy morgengrød, du skal kende
Dansk forsker mistænkt for sexovergreb på barn
I dag er en internationalt anerkendt dansk forsker blevet varetægtsfængslet i fire uger. Der er blevet nedlagt navneforbud, og Retten i Århus vil heller ikke afsløre noget omkring sigtelsen, men ifølge TV 2 er det en sag om sexkrænkelse af et barn.
– Jeg kan oplyse, at der er sket fængsling i fire uger, og at den sigtede nægter sig skyldig, fortæller anklager Lisbeth Weiss Petersen.
Mandens forsvarer, Anders Skovholm, har ingen kommentarer.

Sjælden hval strander på Vestkysten
En næbhval skyllede tidligere i dag op ved Ferring syd for Limfjorden. Det skriver Ritzau.
Hvalen er 2,7 meter lang, vejer 240 kilo og er fra en gruppe af hvalerne, som forskerne ikke har meget viden om.
Næbhvalen sendes til Zoologisk Museum i København og bliver obduceret lørdag, hvor alle kan komme og se med.
– Det er altid meget interessant, når et sjældent dyr skyller i land. Denne gang er det ekstra interessant, fordi det stadig er helt frisk, siger adjunkt og kurator Morten Tange Olsen fra Naturhistorisk Museum.

Læs også: Klunker er okay, brystvorter er ikke – ifølge Facebook
Flere hundrede kvinder med svære celleforandringer står uden svar
En ny rapport viser, at 340 kvinder med svære celleforandringer, hvilket kan føre til kræft, ikke bliver fulgt op på inden for tidsrammen. Det skriver Metroxpress.
– Det er alvorligt utilfredsstillende, at så mange kvinder ikke får besked, så der kan følges op på testens resultater, uanset hvad uregelmæssighederne skyldes, for kvinder skal kunne have tillid til, at de får svar Og jeg er især optaget af den manglende opfølgning for kvinder med svære celleforandringer, for de er jo i særlig grad i risiko for at udvikle livmoderhalskræft, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Ulla Axelsen.
