
MY MORNING NEWS: Danmarks nye trekløverregering præsenteres og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danmarks nye trekløverregering præsenteres
Lars Løkke Rasmussen er gået sammen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om at skabe en ny trekløverregeringen. Blandt andet lyder det nye regeringsgrundlag:
- I 2018 vil der komme flere forslag til udflytning af statslige arbejdspladser.
- Topskatten skal spille mindre rolle, og skatten skal sænkes for lavtlønnede.
- Regeringen ønsker et nyt asylsystem. Samtidig vil den opretholde den nuværende midlertidige grænsekontrol, familiesammenføringsreglerne strammes, optjeningsprincippet for velfærdsydelser skærpes, og det skal sværere at få dansk statsborgerskab.
- Udviklingsbistanden fastholdes og udgør 0,7 procent af bruttonationalindkomsten.
- Mindst 25 procent af de unge i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen, og andelen skal op på 30 procent i 2025. Mindst 60 procent af de beskæftigede nyuddannede skal finde job i den private sektor, når de er færdige med videregående uddannelser. Regeringen ser gerne, at mindst 50 procent af de 30-årige har afsluttet en videregående uddannelse, og at flest muligt færdiggør deres uddannelse på normeret tid.
- Regeringen vil arbejde imod protektionisme og arbejde for, at EU ikke lukker sig om sig selv.
- I foråret vil regeringen fremlægge en ny 2025-plan, der skal øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer.
- Regeringen vil give Forsvaret flere penge.
- I 2030 skal Danmark have dækket mindst 50 procent af sit energibehov af vedvarende energi.
Du kan læse hele trekløverregeringens regeringsgrundlag her.
Antallet af ministre stiger fra 17 til 22. Venstre får 13 ministre, Liberal Alliance får seks, og Det Konservative Folkeparti får tre ministre.

Fillon skal op mod den yderste højrefløj i fransk præsidentvalg
François Fillon bliver Republikanernes præsidentkandidat. Det skriver nyhedsbureauet AFP og Ritzau.
Med stemmer talt op fra 9.915 valgsteder ud af i alt 10.229 står den tidligere premierminister François Fillon til at få 66,5 procent af stemmerne fra søndagens primærvalg i Frankrig. Dermed fik han en klar sejr over sin modstander, Alain Juppé.
Fillons største modstand forventes at komme fra den yderste højrefløj i form af Marine Le Pen og partiet Front National.
Præsidentvalget i Frankrig foregår den 23. april 2017. Hvis ingen kandidat sikrer sig et flertal her, er der en anden valgrunde 7. maj, hvor det afgøres, hvem der skal være Frankrigs leder de næste fem år.

Trump: Ulovlige stemmer har kostet mig den totale valgsejr
Donald Trump har igen været ved tasterne på Twitter og har skrevet i weekenden, at var det ikke, fordi to millioner ulovlige stemmer var blevet talt med, havde han vundet den totale valgsejr. Det skriver Ritzau.
Ved valget vandt Trump de 270 valgmænd, der skal til for at vinde valget, men efterhånden som fintællingerne tikker ind, viser det sig, at Hillary Clinton havde fået mere end omkring to millioner flere stemmer end Trump. Det faktum skyldes, ifølge Trump, at Clinton har modtaget ulovlige stemmer.
– Udover at vinde en jordskredssejr fordelt på antallet af valgmænd så vandt jeg også selve afstemningen, hvis du fratrækker alle de millioner af mennesker, der har stemt ulovligt, skriver han.
Hvad Trump præcist mener med “ulovligt” fremgår ikke af tweetet.
Flere medier, blandt andre The New York Times, The Washington Post og The Huffington Post, kritiserer Trump for det, de kalder en af hans største løgne nogensinde.
