
MY MORNING NEWS: Antallet af jomfruer stiger blandt danske unge og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Antallet af jomfruer stiger blandt danske unge
Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SFI) viser, at antallet af unge danskere, der ikke har haft sex, stiger. Det skriver Metroxpress.
Antallet af 15-årige, der har haft sex, er faldet fra 34 procent i 2009 til 20 procent i 2013. 26 procent af unge på 18 og 19 år er jomfruer, viser undersøgelsen, der er foretaget blandt 6294 unge, der er født i 1995.
88 procent af jomfruerne forventer at tilbringe voksenlivet med kun én partner i et ægteskab – altså den eneste ene.
– Der er ganske mange unge, der slet ikke har haft sex – og som drømmer om en fast partner hele voksenlivet. I den gruppe er der en overvægt af indvandrere, men der er også en del danske drenge og piger, siger sociolog Karen Margrethe Dahl fra SFI.
– Jeg vil tro, at drømmen om en kernefamilie og livslang kærlighed er en universel drøm, der ikke er så påvirket af den forholdsvis høje skilsmisseprocent. Vi taler om de unge som generation ‘fornuftig’, der spiser sundere, drikker og ryger mindre og venter med sex, siger Karen Margrethe Dahl.
Hos Foreningen Sex og Samfund, glæder man sig over udviklingen.
– Det vigtigste er, at unge har tilstrækkeligt med viden om sex, og venter til de er klar. Vi har lagt mærke til, at unge har en senere debut i dag. De skal følge deres drømme, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen.

Marilyn Monroe kjole solgt for flere millioner
En af Marilyn Monroes kjoler er blevet solgt for 33 millioner. Det skriver nyhedsbureauet DPA.
Det drejer sig om den perlebesatte og kropsnære kjole, som skuespillerinden bar, da hun i 1962 sang den legendariske “Happy Birthday, Mr. President” til John F. Kennedy.
Marilyn optrådte for John F. Kennedy i Madison Square Garden i New York City foran 15.000 gæster, og den perlebesatte og nude kjole fra designeren Jean Louis sad så tæt på Monroes krop, at hun måtte syes ind i den.

Marilyn Monroes fødselsdagssang for præsidenten blev en af de sidste gange, hun optrådte med publikum på. Cirka tre måneder senere, 5. august 1962, blev hun fundet død i en alder af 36 år.
Kjolen er en af de mest ikoniske genstande fra Monroes garderobe, og blev altså solgt for 4,8 millioner dollar eller 33 millioner kroner i Los Angeles.
Den afslørende sag indbragte næste dobbelt så meget som, som auktionshuset Julien’s Auctions havde vurderet det til.
Køberen er det amerikanske museum “Ripley’s Believe It or Not!”
Se Marilyn i kjolen her:
PSO-afgiften afskaffes
PSO-afgiften (Public Service Obligation) er blevet afskaffet. Afgiften er virksomheder og private elforbrugeres bidrag til den grønne omstilling, og til virksomheder indenfor grøn energi, der endnu ikke var markedsparate. Nu skal de fremadrettet finansieres gennem finansloven. Det skriver DR.
Det er de blå partier samt S,R og SF, der er blevet enige om at afskaffe PSO-afgiften, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.
For at finansiere afgiften, hæver man i stedet bundskatten med 0,09 procentpoint frem mod 2022. Samtidig vil man beskære i den grønne check, lige som erhvervslivet også må til lommerne.
– Det er en afbalanceret løsning på afskaffelsen af PSO’en og ikke mindst finansieringen. Den indebærer en mosaik af finansieringselementer, siger finansministeren.

Statsansatte i oprør: Arbejdsgivere hugger vores fridage
Juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag inddraget hos de statsansatte uden lønkompensation. Og de er rasende. Det skriver Politiken.
En lang række fagforbund og hovedorganisationer, der repræsenterer op mod 200.000 ansatte på statens arbejdspladser har indkaldt finansministeren til krisemøde.
Det har de, fordi et stigende antal arbejdsgivere, ifølge forbundene, inddrager medarbejdernes traditionelle fridage i julen og nytåret, modarbejder tillidsfolk og tilbageholder informationer, der er afgørende for det daglige samarbejde på de statslige arbejdspladser.
– Lige nu er arbejdsgiverne flere steder i staten, i fuld gang med at inddrage en række af de fridage, medarbejderne har haft i årtier; det gælder juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, og det sker uden nogen form for lønkompensation, siger formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard.
Blandt andre på Social- og Indenrigsministeriet og Skatteministeriet har inddraget medarbejdernes fridage eller er i fuld gang med det.
– Vi har aldrig før haft så dårligt et samarbejde med de statslige arbejdsgivere. Og det er meldingen fra medarbejdere i alle hjørner af statsapparatet, nu går den bare ikke længere, Lars Qvistgaart, formand for Akademikerne.
Med i protesten er blandt andre Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Ingeniørforeningen, Magisterforeningen, Overlægerne, Yngre Læger og Gymnasieskolernes Lærerforening.