
MY MORNING NEWS: Aalborgs heavy metal-festival indfører porre-politik og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Aalborgs heavy metal-festival indfører porre-politik
Aalborg Metal Festival – et musikalsk hårdtslående arrangement for dem, der elsker musikken rå og heavy, var ved årets festival nødt til at indføre en såkaldt porre-politik.
Ja du læste rigtigt – en politik om grøntsager til en heavy metal-festival. Det har Aalborg Metal Festival været nødt til, fordi der ved flere koncerter blev kastet med den grønne stang, der ud over at være populær i supper, åbenbart også er populær at smide om sig til rockkoncerter.
Festivalen skrev således på deres Facebook:
– Kære publikum. Så er vi helt klar til AMF dag 3. De sidste par dage har vi bemærket, at der bliver medbragt porrer til koncerterne! Vi er gamle og forstår det simpelthen ikke, men da der er blevet kastet porrer på vores artister, ser vi os nødsaget til at offentliggøre en porre-politik! DER MÅ IKKE MEDBRINGES PORRER I SALEN!
Festivalen beklager samtidig forbuddet over for de gæster, der godt kan finde ud af at medbringe porrer uden at kaste med dem til koncerter:
– Vi beklager overfor dem, der godt kan administrere deres porrer, men af hensyn til vores artister, er vi nødt til at stoppe porre-legen, mens den stadig er god! Medbragte porrer vil derfor blive konfiskeret uden yderligere varsel! VI SES!

Clinton i tale: Jeg havde ikke lyst til at forlade huset
Hillary Clinton holdt sin første tale, siden nederlagstalen efter valget, i går. Her fortalte den tidligere præsidentkandidat, at det ikke var nemt at forlade huset efter sit nederlag til Donald Trump. Det skriver The Washington Post.
– Jeg vil indrømme, at det ikke var nemt at komme her til aften. Jeg har haft lyst til at krølle mig sammen og ligge med en god bog eller vores hunde og ikke forlade huset, sagde Clinton.
Den kvindelige politiker, der har skrevet historie med sit kandidatur, fortsatte:
– Jeg ved, at mange af jer er dybt skuffede over valgresultatet. Det er jeg også – mere end jeg nogensinde kan udtrykke, sagde Clinton.
Amerikanerne har et sindrigt valgsystem, og Donald Trump vandt valget med de såkaldte valgmænd. Dem kan du læse mere om her:
Finoptællingerne har siden vist, at Clinton fik flest stemmer og ville have vundet ved et valg, som vi kender det her i Danmark. Den 20. januar bliver Donald Trump indsat som USA’s 45. præsident.

Adidas laver sko af plastik fundet i havet
Sportsmærket Adidas har skabt en ny løbesko, der ser blød og komfortabel ud, og samtidig er æstetisk behagelig for øjet. Og så er den næsten udelukkende lavet af plastik fundet i havet.
Sammen med firmaet Parley for the Oceans, en non-profit organisation, der arbejder for at reducere plastik i havet, har Adidas udviklet flere produkter, blandt andet sko og fodboldtrøjer, som vi vil se mere til i løbet af 2017.
Firmaet bruger cirka 11 millioner plastikflasker til at lave en million par sko. Du får noget flot og godt at træne i, og naturen renses for de mere end syv milliarder tons plastik, der flyder rundt i vores verdenshave til skade for dyr, natur og mennesker.
Adidas siger selv, at deres nye tiltag; “is spinning the problem into a solution. The threat into a thread.”
– Gør problemet til en løsning. Truslen til en tråd.