
MY EVENING NEWS: Pigen med de grønne øjne anholdt i Pakistan og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste aftennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Pigen med de grønne øjne anholdt i Pakistan
Den afghanske kvinde, der blev kendt verden over, efter hun som 12-årig blev fotograferet til National Geographic, er nu blevet anholdt i Pakistan. Det skriver DR.
Kvindens navn er Sharbat Gula, og hun er i dag i 40’erne. Hun er sigtet for dokumentforfalskning og for at opholde sig ulovligt i landet, hvilket ikke er første gang. Falder der dom denne gang, kan hun få op til 14 års fængsel eller blive udvist af landet.
Det verdenskendte billede blev taget i 1984 i en flygtningelejr under den sovjetiske invasion af Afghanistan.

Læs også: Kender du historien om det lysende græskar, Jack-O-Lantern?
EU afviser officielt penge fra Dansk Folkeparti
Der har tidligere været rygter om, at Europa-Parlamentet ikke ville modtage tilbagebetalingen af de misbrugte penge. Det skriver DR.
DF og Morten Messerschmidt har været i mediernes søgelys den seneste tid på grund af en sag om muligt misbrug af EU-midler. Dansk Folkeparti har efterfølgende været villig til at betale lige knap en million kroner, men det får de ikke lov til.
Dette skyldes, at de ikke kan få årsregnskabsoplysninger fra MELD og fonden FELD til at stemme over ens med Dansk Folkepartis.
– Parlamentet kan ikke åbne en spærret konto. De kan og vil kun inddrive penge, som er blevet korrekt identificeret som misbrugt, siger Europa-Parlamentets pressechef, Marjory Van Den Broeke, til DR Nyheder.
Så EU har nægtet at modtage penge, indtil OLAF-undersøgelsen er slut, og de kender det konkrete beløb, der er blevet brugt forkert.
Læs også: Overblik: Forstå sagen om Messerschmidt, DF, EU, MELD, FELD og mulig svindel

Hillarys glansbillede krakelerer
Donald Trump er ikke den eneste, der har skeletter i skabene. WikiLeaks afslører grumme hemmeligheder om Hillary Clinton i lækkede mailkorrespondancer mellem Clinton og hendes nærmeste medarbejdere. Det skriver Politiken.
De lækkede mails giver blandt andet indblik i interne stridigheder, deres krisehåndtering og madlavning, men værst af alt er afsløringen af, at hun har modtaget 80 millioner kroner fra Marokkos konge for at deltage i en konference på vegne af Clinton-fonden.
– Det her er korrupt. Det er en skandale … Tale-honorarer, Clinton-fonden og Udenrigsministeriets handlinger er filtret helt sammen. Man kan ikke bare sige, at det er uheldigt eller uklogt, kommenterer Bob Woodward, der er kendt for afsløringerne i Watergateskandalen.
Clinton kom dog aldrig af sted, og hendes mand og datter blev sendt af sted i stedet for, da hun ifølge mails var blevet anbefalet at lade være og selv vidste, at det var forkert.
