
MY DAILY NEWS: Orkan koster mindst syv livet og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores praktikant heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Caribien: Orkan koster mindst syv livet
Tirsdag ramte orkanen Matthew det sydlige Haiti og øen Hispaniola, der deles af Haiti og Den Dominikanske Republik. Myndighederne melder om mindst tre dræbte i Haiti og fire i Den Dominikanske Republik. Det skriver Ritzau.
En bro i det sydlige Haiti er kollapset, hvilket betyder at regionen er afskåret fra resten af landet.
– Mange broer er ødelagt. Den mest komplicerede opgave bliver at reagere på behovet for hjælp til den sydlige del af landet, siger Younes Karroum, der er programchef for Oxfam i Haiti og Den Dominikanske Republik.
Der er endnu ikke et klart overblik over ødelæggelserne, men vidneudsagn tyder på massive ødelæggelser.
– Hele huse. Alt er væk … Det er som om, vi er blevet ramt af en bulldozer. Det er en kæmpe katastrofe, siger George Elie fra Les Cayes til CBS News.
Matthew bevægede sig senere mod vestkysten med kurs mod Cuba og Bahamas.

Yahoo skanner dine mails for den amerikanske efterretningstjeneste
Ifølge tidligere medarbejdere lavede Yahoo Inc sidste år et skanningssystem for den amerikanske regering. Det skriver Reuters.
Der bliver skannet efter specifik information, der bliver videregivet til den nationale sikkerhedstjeneste og FBI.
Det er ikke engang en måned siden, at Yahoo sidst var i mediernes søgelys. I september kom det nemlig frem, at Yahoo-brugernes oplysninger var blevet lækket.
Læs mere her: Data fra 500 millioner Yahoo-brugere er stjålet

Dansk skuespillerinde fortsætter sin udenlandske succes
Sidse Babett Knudsen er med i den nye HBO-serie Westoworld, der blev set af tre millioner på premieredagen. Det skriver DR.
Serien er et remake af filmen fra 1973 af samme navn. Omdrejningspunktet er en forlystelsespark, hvor man kan udleve sine fantasier.
Selv om Sidste Babett er en erfaren skuespiller, er forholdene på et amerikansk filmset helt nye for hende.
– Det er en kæmpe oplevelse for mig. Forskellen fra en dansk produktion til en amerikansk er meget stor. Der var for eksempel ikke noget presse med på optagelserne, der var ingen åbne telefoner, og man gemmer ligesom det hele til premieren, fortæller den 47-årige skuespillerinde.
Sidse Babett vandt tidligere i år den prestigefyldte César-pris for sin rolle i den franske film Hermelinen og er snart aktuel i filmen Inferno, hvor hun spiller over for Tom Hanks.
Se traileren til Westworld her:
Læs også:
Efterårshygge: Disse serier kan du streame i september og oktober