
Opgrader dit hjem til et luksushotel
Er du vild med italiensk landstemning eller eksotisk spa-atmosfære? Med disse enkle indretningstricks kan du løfte dit hjem til et 5-stjernet luksushotel
Helen Winter, Houzz.dk
Elegante detaljer drysset med rund hånd kan få selv det mest leverpostejsfarvede hjem til at ose lidt af luksushotel.
Læs med, og få ideer til, hvordan du ved hjælp af blandt andet symmetri og dramatisk lyssætning kan få hotelstemning i dit eget hjem – måske får du ligefrem lyst til at droppe troperne og holde ferie derhjemme.
Belysning med blikfang
Genskab den dramatiske effekt og overflod, der kendetegner en hotellobby, med belysning til den helt store guldmedalje. Hvis dit loft er tilpas højt, kan det nemt gøres med en hængende lysekrone. Til de lidt lavere lofter findes der masser af smukke, mindre voluminøse løsninger, der sagtens kan give rummet wow-faktor uden at kompromittere hovedhøjden.
Skab ro med symmetri
Nogle af de allerbedste hoteller tyr til perfekt symmetri for en rolig og afslappet atmosfære. Gentagelse og balance bibringer nemlig et elegant og raffineret udtryk. Vælg noget neutralt som rummets midtpunkt – eksempelvis et stort vindue, en terrassedør eller en pejs – og gør hver side til spejlbilleder af hinanden.
Pimp din bogreol op
Prop ikke bare bøgerne tilfældigt i bogreolen. Tænk over, hvordan du placerer dem, og husk vigtigheden af tomme, hvide områder. Med lidt kreativitet kan du sagtens få din stue til at ligne et luksuriøst bibliotek. Pynt med vaser og dekorative kasser og top med bøger, der er stablet vertikalt.
Du kan desuden placere en LED-streng eller et par spots og lidt ekstra belysning for at understrege biblioteksstemningen.
Vælg fleksible møbler
Gå efter alsidige møbler som kaffeborde og puffer, som kan flyttes rundt og tjene mange forskellige formål. Står du for eksempel og mangler et nyt siddearrangement til gæster, er en kombination af lette stole og små borde en genial løsning, fordi du kan placere – og omplacere – dem, som det passer dig.
Sørg for, at der ikke er plads til rod
Ved at style en reol eller et stuebord med dekorative detaljer gør du det svært at “komme til” at lade papirarbejdet eller ungernes legetøj ligge fremme. Du nænner ganske enkelt ikke at ødelægge et nydeligt arrangement med bunker af rod.
Læg lyset i lag
Et tip, der høres igen og igen fra både designere og elektrikere, er at tilføje mindst tre lag belysning i hvert rum. En hængelampe i loftet kan eksempelvis tilføre en dramatisk dimension eller bidrage med et gyldent skær som her.
Dekorative væglamper og et par bordlamper kan derefter bringe en smule stemning til rummet, afhængigt af tidspunktet og vejret selvfølgelig. Resultatet er et rummeligt og indbydende hjem, der giver associationer til chikke boutiquehoteller.
Hold dig til en simpel palet
Klassiske farveskalaer er elegante og tidløse. Gør derfor blege beige nuancer eller cremefarvede toner til dit stilrene bagtæppe, og sæt prikken over i’et med udskifteligt, sæsonbetonet tilbehør i forskellige farver.
Understreg hjemmets styrker
Denne højloftede entré har noget pompøst over sig. Hvis du ikke allerede er den heldige ejer af gipsdetaljer som stuk, rosetter og paneler, kan de sagtens monteres på moderne materialer.
Mere storslåethed og historie finder vej ind i den viktorianskinspirerede indretning her gennem klassisk udformede, bløde møbler. Værelset byder i sin helhed på masser af viktoriansk atmosfære – helt uden de mørke toner og overproppede overflader, vi normalt forbinder med stilperioden.
Giv møblerne personlighed
Der er bare noget sindssygt luksuriøst ved en stor, behagelig sofa overdynget med flotte puder. Så er det lige meget, om din sofa ellers er kedelig og simpel – puder og tæpper skal nok forvandle den til et mekka af ro og generelt gøre rummet dekorativt og flot at se på.
Når du er på jagt efter den perfekte sofa, er det vigtigt, at du tager højde for sædedybden og bredden – og så skal du vælge noget lidt større end din første indskydelse. Det bringer bare en ekstra dosis luksus til indretningen og giver samtidig masser af plads til dejlige, bløde puder.
Spar ikke på puderne
Soveværelset er nu engang det bedste sted at slappe af. Du kan nemt fremelske en underspillet, glamourøs stemning med skinnende pudebetræk eller diskrete mønstre inden for en afgrænset farvepalet. I dette rum er puderne placeret på klassisk vis – med de største bagerst og de mindste forrest. Hvis din seng er en sovesofa, så sørg for at have en tom skuffe klar til at opbevare puderne om natten.
Brug sprøde, hvide lagener med en tæt satinvævning, og vælg matchende dyne- og pudebetræk for at slå ring om hele værelsets indretning.
Få mere inspiration til din stue.
Læs også:
Chefredaktøren for ELLE’s lejlighed