Mette fik kræft som 30-årig: Mit lange hår og mit ene bryst var det mindste tab

Ungdommens sorgløse skær blev sløret, og selvbedrag om udødelighed ophørte brat, da Mette i september 2015 i en alder af blot 30 år fik konstateret kræft i sit ene bryst. Fra den dag blev verden iklædt hidtil ukendte mørke farver

Det var min mand, Josef, som opdagede knuden helt tilfældigt en lørdag aften. Vi var nyforelskede og befandt os i hans lille kollegieværelse, da hans ansigt pludselig ændrede karakter. Han havde mærket en lille hård knude. Tanken om at det kunne være kræft var naturligvis fjern for os begge, men alligevel nagede tvivlen, og jeg tog kontakt til lægen.

To læger forsikrede mig uafhængigt af hinanden om, at det bare var en forstørret mælkekirtel. Den ene sendte mig dog for en sikkerheds skyld til en yderlige undersøgelse.

Jeg fik en tid to måneder senere i Aarhus, da jeg ikke blev betragtet som en hastesag. Tanken om flere måneders usikkerhed gjorde, at jeg ændrede tiden til en uge efter på Vejle Sygehus.

Jeg var egentlig ikke synderligt nervøs, da jeg steg på toget mod Vejle. Min afslappede sindsstemning ændrede sig dog hurtigt, i takt med at stemningen i det lille lokale hvor undersøgelsen fandt sted blev mere alvorlig.

Ingen tvivl

Allerede inden svaret på biopsien var kommet, var jeg derfor ikke i tvivl om, at det var kræft, som voksede i mit bryst. Brystkræft lød diagnosen, og den har yderligere spredt sig til lymfekirtlerne.

– Dit bryst skal fjernes om fire dage, og derefter skal du i kemoterapi, strålebehandling og antihormonbehandling i 10 år. For at bevare din fertilitet skal du også have fjernet din ene æggestok, da behandlingen potentielt kan gøre dig steril.

Bryst og hår var det mindste tab

Min forestillede fremtid blev på et splitsekund slået totalt ud af kurs. Brutalt og uden varsel dissekeret fra den ene dag til den anden.

Det fjernede bryst, som for mange omkring mig forekommer at være det værste tab, føles næsten som det mindste offer. Mit lange dejlige hår, kan jeg også være foruden.

Naturligvis ville jeg helst have beholdt både bryst og hår, men for mig overskygger tabet af ungdommens ukuelige optimisme alt. Det bortamputerede bryst symboliserer for mig således mere radikalt forandrede livsomstændigheder end fysisk asymmetri.

Mest af alt føles livet nu så forbandet uvist. Jeg tør ikke længere forvente mig noget af fremtiden, for hvad nu, hvis kræften viser sit grimme ansigt igen? Hvad hvis den denne gang er uhelbredelig? Hvad hvis tæppet endnu engang bliver revet væk under mig?

Vågen af uvisheden

Det er denne afskyelige og ubarmhjertige uvished, som jeg indtil mit 30. år havde levet så lykkeligt uden. Den vækker mig tidligt om morgenen og holder mig vågen om natten. Jeg har altid vidst, at intet i livet er sikkert, men når man får sat en procentsats på sine overlevelseschancer, ændrer denne eksistentielle usikkerhed markant karakter: fra at have være noget abstrakt og distanceret er døden blevet alt for nærværende.

Trods, at jeg af lægerne bliver anset som rask, følger døden mig fortsat omkring som en mørk insisterende skygge. Selv i de lykkeligste stunder, når jeg er omgivet af familie, venner eller ligger tæt omslynget med min elskede, sidder den fast forankret på min skulder og hvisker i mit øre, at alt dette kan være ovre om lidt.

Jeg har overstået de værste behandlinger i form af kemoterapi og stråler, men ungdommens naive tro på fremtiden er ændret for bestandigt. Hvor livet før var en selvfølge, vil hver rynke være en sejr nu.

Livet er forandret

Jeg tror altid, at en kræftsygdom vil være et meget hårdt slag uanset alder, men når man blot er 30 år, står en livstruende sygdom i skærende kontrast til almene forestillinger om, hvordan livet normalt arter sig.

Det er nu, at man for alvor skal skabe sig en karriere. Det er nu, man skal have børn, hvis man da ikke allerede har fået dem. Mit liv står derfor også i kontrast til størstedelen af min omgangskreds, hvilket også har skabt en distance til nogle.

Mange haft svært ved helt at forstå kompleksiteten af mit sygdomsforløb – altså hvor livsomvæltende og opslidende et kræftforløb faktisk er, og at man ikke vender tilbage til sit vante jeg, blot fordi man har fået den sidste strålebehandling.

Sorgen følger os

For mig har det i særlig grad været en sorg at have bragt sygdom ind i Josefs liv. At mit syge bryst har udfordret hans fremtidsdrømme gør så enormt ondt.

Det er i høj grad hans skyld, at jeg midt i dette eksistentielle kaos alligevel insisterer på at være glad. At jeg fortsat insisterer på livet, og at vi skal have det godt sammen. At jeg aldrig mere vil tage mit helbred for givet og derfor motionerer på livet løs.

At vi for nyligt valgte at gifte os i håbet om at kærligheden vil sejre, trods alt.

Læs også: Flere kvinder overlever brystkræft

Tjek dig selv: Videoguide: Sådan passer du bedst på dine bryster