
Kvinde sprunget i døden fra Rundetårn
En kvinde er død efter at kravle over hegnet på toppen af Rundetårn og springe ud
En tragisk begivenhed har fundet sted onsdag eftermiddag ved Rundetårn i København. En kvinde er kravlet over sikkerhedshegnet på attraktionen Rundetårn og er sprunget i døden.
Ingen andre er kommet til skade. Købmagergade er delvist afspærret, men det er muligt at passere stedet.
– En kvinde er kravlet over hegnet og sprunget ud fra Rundetårn. Kvinden er afgået ved døden, men ingen andre er kommet til skade, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet

Tilbyder krisehjælp
Rundetårn ligger i den tæt befærdede gågade Købmagergade i det centrale København. Ingen blev ramt, men flere har set kvinden springe ud.
– Omkring 10 personer var forholdsvis tæt på. Dem har vi været ved at prøve at hjælpe med noget krisehjælp, siger Henrik Brix til Dagens.dk.
Vagtchefen opfordrer vidner til episoden at kontakte egen læge, hvis de føler, at de har behov for hjælp til at bearbejde episoden.
Er identificeret
Omkring klokken 13 fik politiet et opkald fra et vidne, der så kvinden kravle over hegnet.
Kvinden døde med det samme, og blev kørt bort i ambulance. Hun er identificeret og de pårørte er ved at blive underrettet.
Politiet kender endnu ikke årsagen, forløbet eller andre detaljer omkring episoden, men de oplyser, at der formentlig er tale om et selvmord.
Ikke sket siden 2008
Der har ikke været en lignende episode siden 2008, hvor en 38-årig kvinde sprang i døden fra tårnet og landede foran en skoleklasse.
Også dengang kravlede kvinden over det to meter høje hegn på toppen af Rundetårn, der skal forhindre selvmordsforsøg.
Politiet mener dog ikke, at der er grund til at diskutere sikkerheden på det historiske tårn endnu.
– Det er for tidligt at sige, om vi skal drøfte sikkerheden omkring Rundetårn, da det netop ser ud til, at det var overlagt, siger Henrik Brix fra Københavns Politi.
Har du tanker om selvmord? Du er ikke alene. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, anonymt, på telefon 70 201 201 alle dage fra klokken 11 til 04.