
Kropsidealer – hvad pokker er det lige, vi stræber efter?
Hvorfor er det nu lige, vi stræber efter at se ens ud? Hvad er det, der sker, når der er ét fælles ideal? Er det måske ikke snart på tide, at vi bygger os selv og hinanden (uanset størrelse, hudfarve, køn, seksualitet og alt andet) op?
Hvis du spørger mig, så kommer der ikke særlig mange gode ting ud af, at vi alle stræber efter det samme. Det er noget, jeg ofte tænker over og møder. Mange kvinder, der kommer til mig i forbindelse med mit arbejde som behandler og personlig træner, vil for eksempel gerne:
- Være tilfreds i deres krop (aka. helst også tyndere, strammere og mere tonet!)
- Få større booty
- Have mere overskud
- Være en bedre kæreste/få en kæreste
- Være en bedre mor/datter/søster
- Stråle/ose af ro og harmoni hele tiden (hvad betyder det egentlig?)
- Bedre på jobbet
- Spise mere grønt
- Være mere tilgivende, forstående, you name it
- Have mere strålende hud (lidt ligesom forsidemodeller på sundhedsblade, som jo slet ikke har været igennem Photoshop), ingen appelsinhud, strækmærker eller synlige tegn på, at de er i live i virkeligheden og ikke lever gennem et sundheds-/magasin-/Instagram-filter
- Helst være en anden og rimelig urealistisk person
- Faktisk er det som regel alting, de fleste kvinder gerne vil lave om.
Det er rigtig mange ting, og nogle af dem er meget svære at opnå. Med ovenstående sætter man godt nok også overlæggeren højt.
Læs også: Er slanketeen på Instagram scam?
Det, de fleste har prøvet i forvejen, er diæter, kure, tab-fem-kilo-på-fem-minutter og tanken om, at lykken er at være en anden. Helst tyndere, flottere og lækrere. At stræbe efter en mere ideel udgave af sig selv – tror man.

Er sundhed et mål i sig selv?
Det er, som om sundhed for mange er et mål i sig selv. Altså den forestillede sundhed. Sådan, som man har læst i dameblade, at sundhed er. Så er man rigtig. Sådan rigtig god. Sådan rigtig overskudskvinde. Men hvorfor? Hvad med de ting, der gør DIG glad? Sådan i virkeligheden. Hvad med at have bare lidt mindre fokus på det ydre og fokusere på, hvad der egentlig gør dig glad?
Læs også: Sådan skaber du sunde rutiner efter ferien
Tænk nu, hvis du gik rundt og var glad, netop der hvor du er nu, men slet ikke havde opdaget det, fordi du troede, du skulle være en anden.
Shit, hva’?!
Drop forventningerne
Hvis du dropper sundhedsforventninger, andres forventninger, dine forventninger om omverdenens forventninger … Hvad gør dig så glad? Hvilken motionsform synes du er skide sjov og bygger dig op fremfor at føles som et nederlag?
Uanset størrelse, motionsform, carbs eller ingen carbs … Lad os bygge os selv og hinanden op med plads til forskellighed. Lad os hylde muligheder for, at vi hver især finder vores version af at være sund! Ingen er jo ens. Og det er så smukt. Så fint. Og faktisk også ret befriende. Så husk nu, at det er dig selv, der sætter forventningerne.
Du er dig, og jeg er mig. Helt perfekt, synes du ikke?
Læs også: Det’ bare bryster! 29 sæt vidt forskellige og helt normale af slagsen