Læs også:

Close
æblekage

Æblekage – så skal vi weekendhygge

Mad  | 

Æblekage med knas og kamillecreme – så bliver det ikke bedre. Her er en moderne udgave af gammeldaws æblekage smagt til med kamille

Æblekage kan laves i mange afskygninger, men her er den lavet med kamilleblomsten, der har været brugt som lægeplante og siges at være gavnlig i forbindelse med en lang række sygdomme. Jeg bruger den i madlavning, fordi den giver en mild, men stadig aromatisk smag og passer rigtigt fint sammen med æble.

Af: Ditte Ingemann

æblekage

Opskriften er til fire personer og vegansk.

Mos:

4 tsk tørrede kamilleblomster

1 dl kogende vand

4 æbler

1 tsk vaniljepulver

Kom kamilleblomsterne i en kop, og hæld kogende vand over – lad det trække i cirka 10 minutter. Hæld vandet gennem en si over i en gryde, og kassér kamilleblomsterne. Befri æblerne for kernehuset, og skær dem ud i grove tern. Kom æbletern og vanilje i en gryde, og lad det simre sammen med kamillevandet ved middel varme under låg i cirka 25-30 minutter, eller til æblerne er kogt ud og blevet til en grov mos. Lad mosen køle helt af.

Creme

150 g usaltede cashewnødder (lagt i blød i vand i ca. 12 timer)

2 spsk smeltet kokosolie

1 tsk vaniljepulver

4 spsk ahornsirup

½ dl vand

saft og fintrevet skal af ½ økologisk citron

 

Hæld vandet fra de udblødte cashewnødder, og skyl dem i rent vand. Kom dem i en foodprocessor eller kraftig blender sammen med kokosolie, vaniljekorn, sirup, vand og citronsaft og -skal. Kør det hele godt sammen i cirka tre-fire minutter, til det bliver til en glat og ensartet creme. Hvis cremen virker for tyk og tør, så tilsæt lidt vand. Smag cremen til med sirup og citronsaft.

Anret desserten i små glas. Fordel æblemos, granola og creme i lag. Servér med det samme, så granolaen forbliver sprød.

 

Granola med kokos og boghvede

2½ dl kokosflager

1½ dl hel boghvede

1½ dl solsikkekerner

1½ dl hørfrø

2 dl hakkede mandler eller cashewnødder

2 tsk kanel

3 spsk kokosolie

3 spsk ahornsirup

Bland alle ingredienserne godt sammen og fordel det hele på en varm pande. Rist det i cirka fem-seks minutter under omrøring, til det er gyldent og sprødt.

Fordel granolaen på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af, inden den kommes i et rent glas. Granolaen holder sig sprød og god i cirka 1 måned.

Til kagen bruges:

8 spsk granola, så der er rigeligt til morgenmaden dagene efter.

 

vegetar-cover

Læs også:

Chiagrød

chiagrød

· Mere fra samme kategori ·