
MY DAILY NEWS: Unge er vilde med ulovligt snus og andre nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Unge er vilde med ulovligt snus
Flere unge i København og omegn bruger snustobak fra Sverige og Norge, som er ulovligt i Danmark. Sundhedstyrelsen har ikke nogen konkrete tal på fænomenet, men har en klar opfattelse af, at det er en stigende tendens. Det skriver DR.
– Vi hører, at det er i stigning blandt unge, især på ungdomsuddannelser og i nattelivet, siger Nina Krogh Larsen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen.
Snusen er også ganske nem at bruge, for de unge smutter bare en lille pose med fugtigt tobak op under læben. Og så lugter man ikke af røg.
– For mig er det et nikotin-fix og et alternativ til cigaretter. Så når man er lidt presset i tysktimen, så tager jeg en snus, siger Magnus Sejer, der er elev på Himmelev Gymnasium i Roskilde.

Nu leder de efter Emilie Meng i vandet
Omkring 60 frivillige dykkere og ryttere har meldt sig til at gennemsøge Korsør Nor (et mindre vandområde, der er forbundet med havet), i håb om at finde Emilie Meng. Det skriver Sjællandske Medier.
Den 18-årige Korsør-pige har været forsvundet siden den 10. juli, da hun ikke kom hjem efter en bytur.
De 60 dykkere vil i en kæde gennemtrawle hvert hjørne af den 10 kvadratkilometer store Korsør Nor, og marinehjemmeværnet stiller også op med 10 både og sonarudstyr. Også Københavns Brandvæsen stiller op med droner, og ryttere til hest bliver også en del af eftersøgningen.
– Dertil kommer der så fodfolk, så vi bliver rigtig mange mennesker i Korsør på søndag. Det er hr. og fru Danmark, der kommer ud, siger Sofie Sønderup fra Facebookgruppen Forsvundne Personer til P4 Sjælland.
De frivillige mødes klokken 10 søndag morgen i Korsør Havn.

Pernille Blumes oplysninger lækket
Svømmeren Pernille Blume har fået lækket personlige oplysninger om sin brug af astmamedicin. Det skriver DR.
Brugen af medicinen er helt ok, og det er selve hackingen af Pernille Blumes personlige oplysninger, der bekymrer Dansk Svømmeunion. Det er hackergruppen Fancy Bears, der har offentliggjort 25 atleters tilladelser til brug af forskellige præparater.
I Pernille Blumes tilfælde er hun testet positiv for stoffet terbutalin, som findes i svømmerens astmamedicin. Godkendelsen er i orden. Pernille Blume har været meget åben om brugen af astmamedicin mod hendes sygdom, som hun fik konstateret i 2010. Men der er altså stadig tale om meget private oplysninger.
– Når atleterne giver de oplysninger, har man ikke en forventning om, at andre kommer til at se det. Det er krænkende, og jeg synes, det er rystende, siger kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion, Nora Thomsen.
