Ting, der sker, når man nærmer sig 30

Jeg nærmer mig de 30 år med hastige skridt. De sidste par år er der sket ting, både biologisk og mentalt, som ingen har forberedt mig på. Ting, jeg gerne vil oplyse jer andre om, så I ikke bliver ligeså overraskede, som jeg er blevet!

Egentlig har jeg intet imod at nærme mig 30. Jeg har læst mange gange, at man bliver mere tilfreds med sig selv og livet, når man bliver ældre. Nej, mit problem består i, at jeg ikke så godt kan lide overraskelser. Og dem kommer der altså nogle stykker af, mens man nærmer sig The Big 3 0.

Tømmermænd er en nærdødsoplevelse

Dengang jeg var ung og sprød, var tømmermænd ikke noget, jeg tog højde for – måske var de der slet ikke. En festlig aften resulterede i lidt træthed næste dag, men jeg overholdt uden problemer alle aftaler. Jeg læste på universitetet og havde en uge, hvor jeg var i byen tirsdag, torsdag og lørdag. Det påvirkede overhovedet ikke min skolegang.

Læs også: Sådan afhjælper du tømmermænd

Med tiden vendte tømmermændene sig 180 grader. Først var de lidt sløvhed og hovedpine, i midt-tyverne blev det til en hel dags uduelighed, og nu hvor dirty thirty nærmer sig, føles tømmermænd mest af alt som en dødelig sygdom. Jeg har haft episoder, hvor jeg har været så dårlig, at jeg har overvejet, om jeg kunne dø af tømmermænd. Når man ligger nøgen på sit trægulv med en grovbolle i hånden og både sveder og fryser, så er det, man overvejer, om man overhovedet gider at drikke mere.

Jeg hører P4

Når jeg nu vågner uden morderiske tømmermænd, er der masser af weekend at tage af. Den begynder jeg så med at høre P4! Åh ja, det er slut med at kunne overskue de selvfede, speedede hipstertyper på P3 – giv mig taleradio, firserhits og trafikupdates, så er denne gamle kone glad.

Jeg er overdrevet skruk

Kan du huske dengang, man så en baby og tænkte “den er sød” – og så var det ligesom det? Nu kan jeg nærmest mærke mine æggestokke hoppe og danse, når jeg ser et spædbarn. Jeg er ikke i nærheden af at skulle formere mig, men det har absolut ikke lagt en dæmper på min trang til at gøre netop det. Jeg smiler til alle børn under to år, og jeg er totalt ligeglad med om andre ser, at jeg dikke-dikker og laver fjolle-grimasser – noget, der absolut ikke var en del af min offentlige opførsel for få år siden!

Læs også: Sådan får du klogere børn

Hvis en baby er særligt nuttet, kan jeg næsten få lyst til at kidnappe ungen, så jeg i timevis kan nyde Michelin-tykke arme, tandløse grin og flyvsk babyhår. Min skrukhed har resulteret i, at jeg har undersøgt priserne for insemination, så jeg er på forkant, hvis manden udebliver, og min skrukhed stiger i styrke i trediverne.

Tårekanalerne vågner op til dåd

Engang havde jeg en veninde, hvis mor vi gjorde kærligt grin med, fordi tv-programmet Hokus Krokus fik hende til at stortude. Nu er jeg selv blevet typen, der græder foran tv’et i tide og utide. Titanic for 40. gang, E.T. eller dokumentarer om syge børn. Det hele kan få tårerne til at strømme ned ad mine kinder.

Det behøver ikke engang være stor filmkunst eller real life, der trykker på mine overfølsomme knapper. Det kan også være et afsnit af “Greys Hvide Verden” eller andre serier; alle opbygget efter samme Hollywoodformular. Mine tårekanaler har fået deres eget liv, og jeg vil ikke stoppe dem!

Jeg ved, at der er ting, jeg ikke ved

Har du mødt en 19-årig, der lige er flyttet ud? Der har lavet to middagsretter og tror, vedkommende er mesterkok? Har du undret dig over selvtilliden? Der er en årsag til denne charmerende form for selvbedrag: ens hjerne er først færdigudviklet, når man er midt i tyverne. Indtil da er man i en læringstilstand, hvor man ser på sig selv og andre på en anden måde, end man gør fra midtyverne og frem.

På en måde er det sødt, at man som helt ung tror, at man er så fucking awesome, men nu er det altså storslemt at høre på teenagere, der gammelklogt forsøger at brillere med dyyyb indsigt og nægter at tage imod råd, for der er “i hvert fald ingen, der kan lære dem noget”. Øhh, JO! De fleste kan lære dig noget. Det ved man, når man nærmer sig 30.

Knibeøvelser bliver pludselig relevante

Nu bliver det lidt personligt, men pyt. Da jeg var 28 år, skete der en hel ny ting i mit liv: Når jeg havde tisset, kunne jeg gå ind i stuen og på sekundet føle, at nej, der var absolut mere tis. Tilbage på potten. På en dårlig dag kunne dette gentage sig syv-otte gange, før jeg virkelig følte, at blæren var tom. Jeg konsulterede min læge og et par ældre veninder, og veninderne sagde, at sådan var det bare at blive ældre. Min læge var heller ikke synderlig overrasket og sagde, at det er derfor, knibeøvelser eksisterer.

Jeg frygter nu, at Tena-indlæg er lige rundt om hjørnet, og det er ikke en særlig fed tanke. Nu forsøger jeg derfor at knibe lidt, mens jeg alligevel sidder og tuder til “Greys” …