
Opskrift: Boller i karry på den sunde måde (it’s a thing)
Boller i karry er en klassisk ret, der altid kan findes plads i maven til. Forfatterne bag Tarme i Topform har nu skabt en sund version, der er god for dig og din mave
Tarme i Topform indeholder 60 opskrifter, der er gode for dig og dine tarme.Majbritt Engell, bachelor i ernæring og sundhed og en master i træning og fitness, klinisk diætist Irene Brøndum og professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen.
En klassiker, der altid finder vejen tilbage til den selv den mest helsebevidste kvindes køkken, er boller i karry. Retten er blevet fortolket og genopfundet et utal af gange og kan næsten ikke gå galt.
Tarme i Topform har nu skabt en version af den populære spise, der ikke alene er sund, den er også god for din mave.
Det er den, fordi opskriften er fyldt med løg og hvidløg, som er rige på præbiotiske fibre, der er guf for de gode tarmbakterier.
Bakterierne udnytter fibrene til at danne kortkædede fedtsyrer, der modvirker inflammation i din krop og dine hjerneceller.

Tilbehør
Brune eller parboiled ris eller quinoaTopping
1 gulerod
En håndfuld bredbladet persille eller
kørvel til pynt
Ingredienser til to portioner
- ½ fed hvidløg, 1 løg
- 225 g hakket kyllingekød
- 1 æg
- 2 spsk FiberHUSK eller loppefrøskaller
- ½ tsk karry
- ½ tsk stødt muskatnød
- Lidt salt og peber
Sauce
- ½ løg eller 2 forårsløg
- ½ rød peberfrugt
- 1 tomat
- 1 æble
- 1 stor gulerod
- 2 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 1 tsk smør
- ½ tsk karry
- Lidt tørret estragon
- Lidt maizena til at jævne med
Tip
Du kan med fordel tilsætte lidt chili, hvis du godt kan lidt det lidt stærkt.
Fremgangsmåde:
1: Riv hvidløget på den fine side af et rivejern, eller pres det i en hvidløgspresser.
2: Riv løget på den grove side af rivejernet.
3: Rør hvidløg og løg sammen med hakket kyllingekød, æg, FiberHUSK, karry, stødt muskatnød, salt og peber.
4: Kog 5 dl vand op i en gryde. Form seks kødboller. Kog dem i vandet ca. 3-5 minutter. De er færdige, når de kommer op til overfladen af vandet. Gem 3 dl af kogevandet til saucen.
5: Hak løg, peberfrugt, tomat, æble og skrællet gulerod. Svits det i olie og smør med karry og estragon.
6: Tilsæt de 3 dl kogevand fra bollerne. Lad det småkoge med grøntsagerne i 15-20 minutter.
7: Blend det hele til en sauce. Hvis saucen er for tyk, tilsættes lidt ekstra vand. Jævn saucen med lidt maizena. Kom bollerne i karrysaucen. Læg låg på.
8: Skær guleroden i tern, og hak persillen groft.
9: Kog risene efter anvisning på pakken. Anret ris med gulerodsstykker og frisk persille på en tallerken, tilsæt tre boller med karrysauce.
10: Velbekomme!
Fra samme forfatter: