Læs også:

Close

Jeg har valgt min mor fra

Mit liv  | 

Jeg har i over 15 år haft et betændt forhold til min mor. Efter utallige kampe, gråd og diskussioner har jeg indset, at jeg er nødt til at vælge mellem min mor og min egen mentale ro. Jeg har valgt det sidste

Hvis der er ét af mine valg, som jeg altid har skullet forsvare for omverdenen, så er det mit fravalg af min mor. Selv venner, jeg har haft i over et årti, kan finde på at betvivle mit valg. Det undrer mig, for det er jo ikke ligefrem et let valg. Det er ikke noget, jeg har gjort for sjov. Det har gjort ondt på mig. Så når jeg har truffet valget alligevel, skyldes det, at kontakt med min mor resulterer i endnu mere smerte. Men at vælge mor fra er åbenbart så tabubelagt, at mange føler sig berettiget til at guilt-trippe mig lidt.

Som barn havde min mor og jeg et ok forhold, men da jeg blev teenager, begyndte skænderierne. Min mor bifaldt ikke min livsstil som festglad og social gymnasieelev, og ville ikke slække barndommens kontrol over mig. Da hun syntes, jeg sov for meget ude hos venner, smed hun mig for eksempel ud.

Benægtede, at jeg savnede en mor

Som teenager nægtede jeg at indse, hvor unormalt og skidt vores forhold var. Jeg underspillede værdien af familie generelt. Jeg elskede at besøge venner med tætknyttede familier, men jeg benægtede samtidig, at jeg manglede noget.

Læs også: Freja vælger ensomheden til

Da mit første forhold forliste, ringede hun – ikke for at trøste mig, men for at jeg skulle undskylde for, at jeg havde mistet min mødom til min nu ekskæreste. Der har været et hav af episoder, som jeg engang troede var “normal opførsel”, og som jeg først som voksen har fået korrigeret og indset var grænseoverskridende.

I min familie snakkede vi ikke om at have sex på en sikker måde. Vi snakkede om SLET ikke at have sex før ægteskabet.
Min mor fortalte mig intet om sex. “The talk” bestod af, at min mor prædikede afholdenhed før ægteskabet og løbende spurgte, om jeg var jomfru, indtil jeg som 20-årig sagde, at  jeg ikke mere gad besvare det spørgsmål. (Foto: All Over)

Som 21-årig indså jeg, at min mors fravær rent faktisk var en kæmpe sorg. Jeg savnede en mor, som var en “rigtig” mor. Jeg blev derfor ved med at kæmpe i årevis for at bevare en relation. Selv om den gjorde mig vred, skamfuld, skyldtynget og trist. Jeg fik sjældent trøst og glæde ud af at åbne mig for min mor, og oftest blev jeg endnu mere fortvivlet end før.

Hun opslugte mig

Hun var så følelsesmæssig dominerende og sikker i sine holdninger (som hun tit og ofte delte med mig), at jeg til sidst ikke kunne mærke mig selv. Jeg vidste godt, hvad min holdning var til sex, religion, uddannelse og lyst, men jeg ville typisk reagere ud fra, hvad min mor syntes og ikke ud fra mit eget værdisæt. Jeg kunne nærmest altid høre hendes stemme i baghovedet, og derfor blev det sværere og sværere for mig at opføre mig, som jeg ville. Jeg var konstant fanget mellem Den Ægte Katrine og Den Katrine, Mor Ønsker Sig.

Læs også: Hvorfor slutshamer kvinder hinanden?

Især mit forhold til mænd blev forstyrret af min mors mange taler om afholdenhed, syndighed og sex. Jeg var totalt uenig med hende i alt på det område, men handlede jeg “imod” hende, kunne jeg være sikker på skyldfølelse af episke proportioner. Jeg var som en konstant skuffelse for en person, som jeg rationelt ikke ville please, men alligevel gerne ville accepteres og elskes af.

Først i sluttyverne indså jeg, at jeg kunne vælge mellem to scenarier. På den ene side kunne jeg opfylde min mors ønske: kontakt på hendes præmisser. Udfaldet kan jeg kun gætte på, men baseret på mange års erfaring, føler jeg mig sikker på, at jeg ville blive (mere) ulykkelig. Det andet scenarie: at lukke af for min mor for at bevare noget mental stabilitet og for at kunne mærke mig selv.

Jeg valgte det sidste, selv om jeg naturligvis ikke synes, det er fedt, at min mor ikke får den kontakt, hun ønsker sig. Men jeg kan bare ikke se, at det er rimeligt, at jeg skal lide, for at den drøm kan gå i opfyldelse for hende.

Heart Shaped Candy with Text
Selv flere af Katrines venner betvivler hendes beslutning om at skære sin mor ud af sit liv. (Foto: All Over)

Drømmen er død

Det har taget mig langt over 10 år at indse, at min mor og jeg ikke kan sammen. At den drøm, jeg har haft om at have et “normalt” forhold til min mor, ikke kommer til at gå i opfyldelse. Dertil er vi for forskellige. Vi er lodret uenige om mange væsentlige ting. Det i sig selv ville ikke være et problem, hvis vi havde respekt for hinandens meninger. Men det har vi ikke. Jeg føler, at det er min mor, der ikke respekterer mig, men hun har mange gange sagt, at jeg ikke respekterer hende heller. Hvis det virkelig er hendes oplevelse, må jeg jo konkludere, at ingen af os respekterer hinanden.

Det har absolut ikke været nemt at stoppe kontakten. Jeg er for inkonsekvent. Jeg får dårlig samvittighed til for eksempel hendes fødselsdag, og så sender jeg en mail. Den ene mail bliver en kile i døren, der så sparkes op, hvorefter jeg bliver bombarderet med spørgsmål og hengivenhed. Fordi jeg stadig inderst inde savner en mor, kommer jeg tit til at svare – og så er sluserne åbne, og min mor og jeg begiver os på vej mod nye (gamle) konflikter.

Da jeg var lille, var alt normalt og jeg voksede op i en kernefamilie. Her sover jeg i mine forældres seng.
Min familie var en kernefamilie i starten. Her er jeg som spæd i mine forældres seng. (Foto: Privat)

Du må gerne synes, jeg er ond

Jeg ved ikke, om kontakten en dag bliver genoptaget mellem os. Jeg håber det, men det kræver, at mindst en af os ændrer os. Lige nu har jeg ikke behov for min mor. Det minimerer unødigt drama at holde distancen, og når jeg snakker med hende, er det 99 procent, fordi jeg har ondt af hende. Jeg vil gerne vente med at genoptage kontakten til den dag, hvor det ikke er drevet af skyldfølelse, men af åbenhed og glæde. At jeg ringer til hende, fordi jeg selv gerne vil og ikke, fordi jeg føler mig forpligtet til det.

Læs også: Når man flyver langt fra reden

Vores relation har altid handlet så meget om skyld, at jeg ikke føler det er gavnligt for hverken mig eller relationen, hvis skyld fortsætter med at styre mig, når det kommer til min mor.

Måske synes du, jeg er ond og utålmodig. Det er okay. Jeg ved, at jeg har prøvet, til jeg var fuldstændig tyndslidt, og jeg kæmper stadig med de psykiske ar, min mor har påført mig. Det kan godt være, du ikke kan forstå mit valg, men lad være med at betvivle det. Det er muligvis den sværeste beslutning, jeg har taget i mit liv – så ja, den er faktisk velovervejet! Glæd dig over, at du er så tæt med din mor, at du slet ikke kan fatte, at andre ikke er det med deres. Jeg ville virkelig gerne have været i dine sko.

Læs også: Jeg håber ikke, min far kommer, når jeg skal have hue på

Læs også: Jeg – et grådigt svin

· Mere fra samme kategori ·