
Louise har fuldtidsjob og eget firma – sådan følger du DIN iværksætterdrøm
Drømmer du om at skabe din egen virksomhed? Vi har talt med Louise, der tog springet og nu har egen virksomhed som en sidegeschæft
Det kan være risikofyldt at sige sit job op for at starte sin egen virksomhed, men det behøver du ikke nødvendigvis at gøre. Vi har snakket med Louise Neel Høyer, der efter knap 20 år i kommunikationbranchen valgte at skabe sin egen virksomhed for at udleve sine drømme – ved siden af sit faste job.
Louise skabte virksomheden Louise Høyer – Din genvej til indsigt, som hun driver, når hun har fri fra sin stilling som Lead Communication Partner hos KMD. I Louises egen virksomhed arbejder hun blandt andet som rådgiver, mentor og håndanalytiker, hvor hun hjælper kunder til at blive klogere på sig selv – både personligt og professionelt.
Læs også: Leder: Derfor dedikerer vi september til job og arbejdsmarked

Det nye liv
Det var ikke selve livet som selvstændig, der var en drøm for Louise, men det at gøre en forskel og hjælpe folk med det, hun kan, blev en trang. Derudover giver det hende en masse, hun ikke har mulighed for at få i sit kommunikationsjob.
– Dels har jeg meget fokus på at udvikle mig selv og andre, og det synes jeg er helt fantastisk. Dels har jeg fået et felt, som er helt mit eget, hvor jeg bestemmer det hele. Jeg kan godt lide den bredde, der er i at være selvstændig.
Det handler om prioritering
Job og egen virksomhed kombineret med familieliv kan lyde som en uoverskuelig mundfuld, men Louise har formået at knække koden. Hun er nemlig begyndt at stille spørgsmål til sig selv og prøver at se, hvordan ting passer ind i hendes liv og i forhold til det, hun godt kan lide.
– Jeg har ikke rigtig gjort nogle ofre, for jeg har fundet ud af at skrue for op det i mit liv, som jeg synes er fedt og skruet ned for det, der ikke gør mig glad.
Hvor andre måske vil bruge deres fritid på motion, cykler Louise på arbejde og bruger tiden bagefter på at dyrke sin egen virksomhed som en hobby.

Læs også: Jobkrise? Sådan kommer du videre
Tro på din ide!
Da Louise skulle fortælle sit netværk om virksomheden, var det mest hende, der var bange for at fortælle om det, da det ikke er så “businessagtigt”. Der var der dog ingen grund til bekymring, for folk var rigtig nysgerrige og spurgte meget til det.
– Min oplevelse er, at jeg inspirerer folk. Især fordi jeg stadig har et job og gør det her ved siden af og prioriterer min tid omkring det. Det synes de er vildt fedt.
Sådan tager du springet
–Det kan være svært at sige sit job op og gå fra alt det, man kender, til noget nyt og ukendt. Det første skridt er derfor at anerkende sig selv for at have fået lysten og begynde at undersøge det felt, du gerne vil arbejde med, og hvordan du kan gribe det an.
Hendes vigtigste råd i forhold til at starte egen virksomhed er, at du aldrig skal gøre det alene. Tag fat i nogen, der har prøvet det. Louise har selv gjort meget brug af mentorer.
– Læg en plan for din drøm. Lær af nogen, som har gjort det samme. Man skal have hjælp til at tage de små skridt hen ad vejen.
Læs også:
Jobsamtale: Fire chefers råd til den gode jobsamtale
Klumme: Sådan brugte jeg sociale medier til at få job som nyuddannet