
Aldrig mere tøjkrise! Indret det perfekte klædeskab
Drømmer du om en overskuelig og lækker garderobe, hvor der er god plads til både sko, tøj og tasker? Fortvivl ikke, vi hjælper dig på vej. Fra top til tå: Sådan indretter du bedst din garderobe
Har du ofte tøjkrise, når du kigger ind i garderobeskabet? En garderobe med overblik virker eksklusiv. Hvem sukker ikke over et stort walk in-closet, hvor kjolerne stråler og skjorterne knitrer nystrøgne og strømlinede?
Ofte ender garderoben imidlertid med at stå sidst i køen, når hjemmet skal indrettes, og tøjet ligger i en stor rodebunke. Men det behøver ikke være et uoverskueligt og besværligt projekt at indrette et godt hjem til dit tøj. Vi har fundet en stribe af løsninger, der smertefrit guider dig ud af tøjkrisen uden at flænse din konto.
Få overblik over dit klædeskab
Dan dig først og fremmest et overblik over din garderobe, hvor du noterer dig, hvad tøjskabet egentlig indeholder. Har du flere bluser end bukser? Hvor meget skal foldes, og hvor meget skal hænge på bøjle? Skriv også ned, hvor mange sko du har, og om der skal være plads til tasker, bælter og tørklæder.
HUSK: Det er nu, du kan få lavet en grovsortering. Er der flere dele, som du sjældent eller aldrig tager på? Og har du de store vinterfrakker hængende i skabet om sommeren? Ryd ud, og gem væk. Der skal ikke hænge mere i skabet, end du skal bruge!
Udnyt skabet fra top til tå
Med listen i hånden kan du nu gå i gang med at få det optimale ud af din garderobe. Få fat i flere grundlæggende elementer, der både tæller hylder, skuffer og bøjlestænger. Men hvorfor hænge både skjorter og de lange kjoler på samme bøjlestang? Vurder, hvor mange kjoler du har i samlingen, hæng dem for sig, og lad bluser, T-shirts og skjorter få deres egen dobbeltsektion. På den måde udnytter du skabet bedst muligt fra top til tå.
TIP: Uanset om du har en åben eller lukket garderobe, vil du altid skulle bruge bøjler i massevis. Lad vær med at samle flere forskellige, store og små. Du kan som det første få et roligt og stringent look i tøjskabet, hvis dine bøjler matcher. Sørg også for, at du ikke køber dem for billigt, så de ødelægger den dyre strik eller din lækre silkekjole.
Med eller uden låger
Vælger du en garderobe uden låger, kræver det en del af dig i hverdagen. Selv om løsningen minder mest om et walk in-closet, og det kan være et fristende valg, kan din garderobe hurtig komme til at se rodet og sjusket ud. Sørg for at holde orden hver evig eneste dag, støv af for ikke at ødelægge tøjet, brug kasser til de små ting, og inddel i farver. Det vil alt sammen gøre det åbne tøjskab til en succes.
En garderobe med låger kan virke mere harmonisk i soveværelset. Vælg skydelåger, der sparer plads i rummet, ligesom du med fordel kan vælge en låge med spejl for at udnytte den store og dominerende flade.
Læs også: Fine og enkle opbevaringsløsninger
Vær kreativ
Med en smule snilde kan du bygge din egen, kreative garderobe. De seneste år har vi set utallige måder at præsentere tøjet på ved hjælp af en bøjlestang – og tendensen fortsætter. Selv om det kan virke uoverskueligt, kan du til gengæld også sætte dit eget præg på din garderobes udseende og størrelse.
TIP: En svævende bøjlestang, som du ser her på billedet, er perfekt til et lille værelse, hvor gulvpladsen er knap.
Find enten en større gren på den næste skovtur, eller køb et rustikt rør hos dit nærmeste byggemarked. Det er kun fantasien, der sætter grænser – også i forhold til selve ophænget. Her kan du både bruge reb, læderremme, tynde eller tykke kæder eller wirer.
TIP: Køb en hylde til at hænge under din bøjlestang, hvor du kan stille dine sko og tasker.
Udnyt de små indhak
Selv om du ikke føler, at der er plads til et walk in-closet hjemme hos dig, bør du se dig omkring. Har du et lille indhak, en mindre krog, en smal gang eller et skævt hjørne, hvor kvadratmeterne ikke bliver udnyttet til fulde? Brug eventuelt en rumdeler, en tynd gibsvæg eller et glasparti som afskærmning.
Læs også: Kom indenfor i superbloggerens stilede storbyhjem
Ingen tøjkrise – læg tøjet i orden
Udover at farvekoordinere tøjet for at skabe et bedre overblik på hylderne, kan det også være en fordel at inddele i bukser, bluser, strik, T-shirts og så videre. Lav en bunke til hver, og du vil nemmere kunne finde det helt rigtige outfit, når en ny dag begynder.
Sko i lange baner
Hvis du har mange sko, så sørg for at passe godt på dem. Undgå at de bliver grimme og fyldt med støv, hvis de bare står frit fremme i soveværelset eller ligger gemt under sengen. Brug her transparente skokasser, der gør det nemt at finde de sko, du skal bruge. Stil dem ovenpå skabet for at spare plads indeni.
TIP: Gør det også let at finde frem til dine sko ved at genbruge skotøjsæsken, når du har været på indkøb. Tag et billede af skoene, print det ud, og sæt det fast på kassen.
Af Lisa Adams, LA Closet Design – Flere ideer til moderne opbevaring og garderobe