
Sådan rydder du ud i garderoben
Ny sæson, ny garderobe? Lyder det lige lækkert eller hvad? I hvert fald behøver du ikke investere i en helt ny garderobe, men blot rydde godt og grundigt ud i din nuværende. Vi guider dig til en garderobe-makeover
Det er ikke bare en god måde at få et nyt syn på garderoben på, det mindsker det også tøjkriser. Desuden er det også sundt for miljøet at genanvende dit tøj, give det nyt liv eller sende det af sted til forskellige former for indsamlingssteder. Derfor rydder vi her på MY DAILY SPACE ud i vores garderober, inden en ny sæson starter.
Kender du frøken tøjkrise?
Du skulle have været ude af døren for fem minutter siden, men er stadig ikke kommet af sted, fordi du ikke ved, hvad du skal have på. Igen. Vi kender det alle sammen. Tøjkrisen. Desværre sker det ofte for os alle, og det er altid lettest at skyde skylden på garderoben og dens størrelse. “JEG HAR INTET AT TAGE PÅ” er nok den mest råbte kommentar ind i et skab. Men du har noget at tage på, faktisk mere end du tror. Dit skab er måske bare for fyldt og uoverskueligt.
Lige netop derfor er det en god ide at rydde ud i garderoben cirka hvert halve år. Det giver et bedre overblik. Jeg plejer selv at gennemgå garderoben løbende, men et godt tip er at gøre det, før foråret går i gang og så igen, inden efteråret slipper sig selv løs. Dermed er din garderobe tip top til en ny sæson!

Sådan kommer du i gang med at rydde op i garderoben
Sæt et mål
Frem med de lyserøde post-its, der skal sættes nogle mål. Definér gerne din stil med tre til fem ord. Af de ord skal dit tøj passe ind i de kategorier. Så hvis du har defineret dig som feminin og sukkersød, så er det måske ikke 40 par jeans og slidte T-shirts, du skal have liggende.
Skru bissen på …
Eller inviter nogle veninder over til at hjælpe dig. Det nytter nemlig desværre ikke noget at være blød som cashmere, når der skal kasseres tøj. Jeg kommer for eksempel altid til at tænke på scenen i Sex and the City, hvor Carrie får hjælp af pigerne og Lilly til at lave “Toss” or “Take”. Perfekt kombination, hvis du spørger mig. Veninder og tøj! Måske lidt forfriskende at drikke også. Ja-tak-til-et glas-rosé-samtidig.
Læs også: Aperol Spritz: Fra mormordrink til den mest instagrammede cocktail
Det er okay at tænke ud af boksen
Hvis, og kun hvis, du kan forestille dig, at du en skønne dag skal bruge den lårkorte pailletkjole til en temafest, er det okay at gemme den i stedet for at smide den ud. Men du må rigtig gerne være kreativ og realistisk på samme tid. Altså: kommer den temafest overhovedet til at ske inden for den nærmeste fremtid? Ellers så skal kjolen altså videre.
Af personlig værdi
Selvfølgelig skal der være plads til arvestykker, mindefyldte kjoler eller drømmeskoene (selv om de ikke bliver brugt så tit). Men prøv at holde dig til et bestemt antal af ting, som egentlig alligevel bare samler støv. Post-its er også her vigtige at bruge, da du på den måde beholder det, som virkelig har værdi for dig i din garderobe.

Inden du går i gang, så husk gerne en god playliste. Det er make it or break it, hvis du skal nå til vejs ende med samme indstilling, som du startede med! Vi anbefaler 80’er, 90’er og 00’ernes gode rytmer – eller vores ultimative sommerplayliste.
Step by step til oprydning i dit tøjskab
- Ryd dit værelse, så der er klar til at blive sprunget en tøj-bombe.
- Tag ALT ud fra dit skab. Alt. Også de tykke skisokker i nederste skuffe. Du vil takke dig selv, når du skal reorganisere i sidste ende.
- Sortér dit tøj i bunker:
- Behold
- Sælg
- Donér
- Gem væk
- Stil dig selv disse spørgsmål undervejs:
- Elsker jeg det virkelig?
- Passer det mig? Og er det flatterende på mig?
- Er tøjet skadet eller mangler der noget?
- Har du haft det på inden for det sidste års tid?
- Og i så fald, hvornår brugte du det sidst?
- Passer det til din stil? Eller har du det, fordi det er en nuværende trend?
- Lav sæt med de ting, du er i tvivl om. Kan du det? For hvis ikke, så er det måske, fordi det skal af sted.
Tip! Prøv gerne så meget tøj på, som overhovedet muligt. På den måde kan du få en bedre fornemmelse. Samtidig giver det dig også en anledning til at prøve at sammensætte nye outfits.
Prikken over i’et
End gerne hele denne skabelse af en fornyet garderobe med at få organiseret dit tøj ordentligt. Opdel gerne i kasser og koordiner også gerne dit hængende tøj i farver og typer. Så skjorter er for sig, blazere, kjoler og så videre. Hvis dit skab ikke er verdens største, kan du med fordel gemme vintertøjet væk om sommeren og vice versa. Derved får du en organiseret, struktureret og inspireret garderobe.
Tip! Brug ens kasser og bøjler. Derved opretholder du et pænt og ensartet udseende i garderoben.