
MY MORNING NEWS: Donald Trump i heftig modvind og andre morgennyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste morgennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Politikere vil stramme udgangsregler på asylcentre efter sag om voldtægt
Asylcentrene skal have flere muligheder for sanktioner, så beboere på asylcentre ikke overtræder danske love, regler og normer. For eksempel udgangsforbud.
Det siger socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen til DR Fyn.
– De unge bliver nødt til at lære de danske spilleregler – også overfor det modsatte køn. Der er sanktioner for unge danskere, og det skal der selvfølgelig også være på asylcentrene, siger hun.
Debatten kommer efter, at fem drenge i alderen 14-17 år fra Børnecenter Tullebølle på Langeland er blevet forflyttet til et andet asylcenter. Drengene er blevet flyttet, fordi tre af dem er sigtet for blufærdighedskrænkelse på Langelandsfestival. De to andre for en voldtægt af en 16-årig pige.

Donald Trump i modvind efter kommentarer om muslimsk veterans familie
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har fået begivet sig ud i lidt af et stormvejr, efter han har kritiseret det amerikanske ægtepar Khizr og Ghazala Khan. Det skriver The Huffington Post.
Veteraner og partifæller kritiserer nu Donald Trump for sagen. Dette sker, fordi militæret og veteraner er en af republikanernes helt store mærkesager.
Sagen handler om Khan-parret, der er muslimske med pakistansk afstamning. Deres søn blev dræbt i 2004 som soldat for amerikanerne i Irak. Det fortalte parret om på Demokraternes partikonvent i sidste uge i en tale, der har fået stor ros af flere og har fået salget af den amerikanske forfatning til at stige.
Talen kom som et modsvar til Trumps forslag om at forbyde muslimer indrejse til USA, for at vise at amerikanere kommer i mange afskygninger og ikke mindst har mange forskellige religioner.
Trump reagerede blandt andet ved at hentyde, at Ghazala Khan ikke sagde noget under talen, fordi hun var undertrykket af sin muslimske mand.
Det har fået politikere som John McCain og Jeb Bush til at kritisere præsidentkandidaten. Trump selv har bedt om hjælp af sine partifæller for at få sagen lagt ned. Indtil videre uden meget held.
The Huffington Post

Tre anholdt efter ung mand blev fundet med knivsår
Københavns Politi har anholdt to 21-årige og en 19-årig ung mand, som mistænkes for at være involveret i en sag på Amager, hvor en ung mand blev fundet med knivstik i ryggen. Det skriver Ekstra Bladet.
Mandag aften rykkede politiet ud til en ung mand ved metrostationen Lergravsparken i forbindelse med et knivstikkeri.
– En 20-årig mand er blevet stukket med en kniv ved Lergravsparken station. Jeg kan ikke sige noget præcist om hans tilstand, men han er udenfor livsfare, siger vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Stormer, til Ekstra Bladet.
Den 20-årige kommer fra lokalområdet. Han blev kørt til Rigshospitalet for behandling.
Tre personer er blevet anholdt i løbet af aftenen, efter politiet havde afhørt vidner og efterforskede stedet. Offeret selv har ikke udpeget nogen gerningsmænd og har heller ikke ville fortælle politiet præcis, hvad der skete.
Det er det andet voldsomme angreb på Amager inden for to dage. Søndag aften blev der affyret skud mod en kaffebar i Holmbladsgade tæt på metrostationen.
Om de to overfald kan knyttes sammen er endnu uklart.
Ekstra Bladet og MY DAILY SPACE
