Læs også:

Close

MY EVENING NEWS: Lov giver studerende tilladelse til at bære våben og andre aftennyheder

Nyheder  | 

Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis

Vi har samlet dagens væsentligste aftennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

 

Ny lov giver studerende tilladelse til at tage våben med i klasseværelset

Det skal være slut med masseskyderier på skoler i Texas. Derfor har staten nu indført en lov, der gør det muligt for studerende at tage våben med i klasseværelserne, så de kan forhindre eventuelle masseskyderier. Det skriver Reuters.

Loven gælder alle studerende fra 21 år og opefter, der har en våbentilladelse. Den trådte i kraft på 50-årsdagen for et af USA’s dødeligste skoleskyderier, nemlig da Charles Whitman skød og dræbte 15 personer fra et klokketårn på University of Texas 1. august 1966.

Flere undervisere på universitetet har forsøgt at blokere for loven, da de ikke mener, at våben, universitetsliv og unge er den bedste cocktail.

Reuters

Texas har vedtaget en lov, der gør det muligt for universitetsstuderende at have våben med til undervisning. (Foto: Polfoto)
Texas har vedtaget en lov, der gør det muligt for universitetsstuderende at have våben med til undervisning. (Foto: Polfoto)

20 års fængsel og 33 1/3 kameler for drabet på Jonas Thomsen Sekyeres

Den 17. november 2012 blev 21-årige Jonas Sekyeres stukket ihjel på natklub Bakken i Kødbyen i København. Kort efter stak Jonas Sekyeres’ morder, 31-årige Omar Muse, af til Somalia.

Her har han været anholdt siden 2014, og nu er han blevet idømt 20 års fængsel og skal betale 33 1/3 kameler til Jonas Sekyeres’ familie. Det skriver Ekstra Bladet.

Dommen falder, selv om Danmark i flere år har bedt Somalia om at udlevere Omar Muse, uden held.

– Jeg stiller mig noget tvivlende overfor hele processen og savner en masse information omkring, hvad der er foregået. Det krænker simpelthen min retsfølelse, at Somaliland i den grad hele tiden har nægtet at udlevere manden til retsforfølgelse i Danmark på grund af manglende beviser. Nu har de så, lige pludselig ud af det blå, selv idømt manden 20 års fængsel i en retssag uden skyggen af bevisførelse. For noget, der er begået i Danmark vel at mærke. Hvorfor? Hvad er det, der er foregået? Hvad er grundlaget for dommen? Det giver jo ingen mening, lyder det fra familiens bistandsadvokat, Helle Hald, til Ekstra Bladet.

Hun fortsætter:

– At det så er en del af dommen, at de efterladte er blevet tildelt 33 og 1/3 kameler i erstatning. Det er jo direkte grinagtigt. Hvad skal det til for?, spørger hun, men tilføjer, at hun er klar til at tage til Somalia og hente kamelerne.

Ekstra Bladet

21-årige Jonas Sekyere blev dræbt under en bytur i 2012. Nu er hans morder blevet idømt 20 år i somalisk fængsel skal betale 33 1/3 kameler til Jonas Sekyeres familie. (Foto: Polfoto)
21-årige Jonas Sekyere blev dræbt under en bytur i 2012. Nu er hans morder blevet idømt 20 år i somalisk fængsel og skal betale 33 1/3 kameler til Jonas Sekyeres’ familie. (Foto: Polfoto)

 

Frankrig lukker 20 moskéer

Siden terrorangrebene i Paris har Frankrig lukket 20 moskéer og bedehaller, som man mener prædiker radikal Islam. Det skriver France 24.

– I Frankrig er der ikke plads til dem, som opfordrer til og opildner had i bedehaller og moskéer, og som ikke respekterer visse republikanske principper, især lighed mellem mænd og kvinder, siger Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

Tilbage i november indførte Frankrig undtagelsestilstand, efter personer med tilknytning til IS dræbte 130 mennesker under et koordineret angreb i Paris.

Undtagelsestilstanden gør det muligt at tilsidesætte normale love og rettigheder, grundet omstændigheder, der truer samfundet. Undtagelsestilstanden er blandt andet blevet brugt til at lukke de 20 moskeer og flere følger ifølge indenrigsministeren efter.

Der findes cirka 2.500 moskéer og bederum i Frankrig, hvoraf 120 menes at prædike salafisme, som er en meget konservativ fortolkning af islam.

France 24

Frankrig har lukket 20 moskéer siden terrorangreb i Paris i november. Her ses en mand med det franske flag foran Paris' moskée efter angrebet i november. (Foto: Polfoto)
Frankrig har lukket 20 moskéer siden terrorangreb i Paris i november. Her ses en mand med det franske flag foran Paris’ moské efter angrebet. (Foto: Polfoto)

Danmark giver Lego-model af OL-by til Rio

Knap en million legoklodser er blevet brugt til at bygge OL-byen Rio i miniatureform. Det har taget 50 mand 2.500 timer og 12 måneder at samle modellen. Det skriver Reuters.

Modellen er en gave fra den danske regering til Rio, der er værtsby for dette års Olympiske Lege.

Lego er den største legetøjsproducent i verden, og byggeriet er det største, der nogensinde er lavet af legetøjsgiganten i Latinamerika.

Storbyen er gengivet med hoteller, strande, havn, olympiske ringe, tilskuere, sportsfolk og ikoniske monumenter.

– Tre forskellige lande har været involveret i at skabe alle de vartegn, der kan ses her. Vi har bygget 25 forskellige Rio-vartegn, og de er alle synlige, siger Paul Chrzan, der har ledet de 50 Lego-byggere.

Omkring 953.000 Legoklodser er brugt til det spektakulære byggeri.

Reuters

Lego og den danske regering har givet Rio en kopi af byen i Legoklodser i forbindelse med OL. (Foto: Polfoto)
Lego og den danske regering har givet Rio en kopi af byen i Legoklodser i forbindelse med OL. (Foto: Polfoto)

snapchat.com/add/mydailyspace

· Mere fra samme kategori ·