Læs også:

Close

Malebøger til voksne er kommet for at blive

Nyheder  | 

Verden løber snart tør for farveblyanter, de sociale medier flyder over med kreative kreationer, og voksne bliver ved og ved med at købe malebøger. De udfylder nogle nødvendige behov for os som mennesker, siger forsker

Vi skal ikke mange år tilbage, før det at farve i malebøger kun var noget, man gjorde som voksen, hvis der sad et barn ved siden af og malede med. Men sådan er det ikke længere. Siden 2013 er salget af voksenmalebøger steget. I 2015 tog trenden for alvor fat, og i 2016 er bøgerne lige så populære, som da de først kom frem.

– Der er rigtig mange tegne- og malebøger på markedet, og mange flere er på vej, fortæller forlagsredaktør på Politikens Forlag, Charlotte Breum.

Politikens Forlag er blandt andet den danske distributør af voksenmalebøgerne.

– Vi kunne jo godt fornemme, at det var noget, der blev stort, og vi har nøje udvalgt illustratorerne. Nemlig de største og stærkeste: Johanna Basford og Millie Marotta.

Læs mere: Ida: Malebøgerne giver mig ro, fordybelse og gør mig kreativ

Malebogsdronning

Navnligt Johanna Basford betragtes som malebøgernes ukronede dronning. Da Basfords første bog Den Hemmelige Have udkom, endte den på førstepladsen på Amazons bestsellerliste med 1,4 millioner solgte eksemplarer. Malebogen var mere populær end Game Of Thrones.

Siden har hun udgivet bøgerne Den Fortryllede Skov, Det Forsvunde Ocean, den nyeste Den Magiske Jungle, og til jul kommer Johannas Jul.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Malebøger til voksne er stadig hamrende populære. (Foto: Camilla Falkenberg)
Malebøger til voksne er stadig hamrende populære. (Foto: Camilla Falkenberg)

I april meldte verdens farveblyantproducenter, at de næsten ikke kunne følge med udviklingen, og at verden var ved at løbe tør for farveblyanter. Spørger man Charlotte Breum er trenden kommet for at blive.

– Johanna Basford var den første. Hun er trendsætteren på kommende titler, hun har en meget fin streg, hun laver superfine mønstre, og hun er god til at kommunikere med tegnere over hele verden, forklarer forlagsredaktøren.

Et barnligt univers

Vigtigst af alt ved voksenmalebøgerne er netop det; at de er for voksne. De er dragende, fortryllende og indbyder til at blive farvelagt.

– Man får bare lyst til at bladre i bøgerne. Der er lækre former, og det er tiltalende. Bøgerne vækker en barnlig nysgerrighed, men det er barnligt på en god måde. Det er det, fordi en af de ting, voksne ofte fjerner fra deres liv, er den eksplorative tilgang, den legende tilgang, der gør, at vi kan udvikle vores kreativitet, få ideer og tænke skøre tanker, fortæller Tatiana Chemi, lektor på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet.

Tatiana Chemi vurderer, at det er malebøgernes tilgængelighed, der gør dem populære. For de udfylder nemt et behov for kreativitet.

– Malebogen breder kunsten ud til dem, der ikke har lært at male eller tegne. Det er en fysisk og emotionel nydelse vi får, når vi beskæftiger os med det kunstneriske, og vi gennemgår også en kæmpe udvikling, fortæller lektoren.

Kreativitet er et menneskeligt instinkt

Tatiana Chemi fortæller, at det er et basalt menneskeligt instinkt, at for at kunne overleve skal vi udvikle os. Derfor finder mennesket på strategier, der fastholder overlevelsesevnen, og i de strategier er det naturligt at gå efter det, man godt kan lide.

– Biologien og kulturen har skruet os sammen, så vi har lært, at vi finder nydelse i de ting, vi udvikler os i. Vi har det sjovt, fordi det er godt for os emotionelt og psykisk. Når vi maler, udvikler vi en kropslig intelligens, der gør, at vi bliver dygtige til andre udfordringer i vores liv. Så malebøger er ikke gode for os, fordi vi skal øve os i at være kunstnere, men fordi de udfylder nogle nødvendige behov for os som mennesker, siger Tatiana Chemi.

Det er især muligheden for at fordybe sig på en let tilgængelig måde, der gør malebøgerne så populære for voksne.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Malebøger til voksne er stadig hamrende populære. (Foto: Camilla Falkenberg)
Malebøger til voksne er stadig hamrende populære. (Foto: Camilla Falkenberg)

– Vores verden går virkelig stærkt, og det kunstneriske er lidt nedprioriteret. Vi har ikke tid til nydelse, som kan tage lang tid og være en lang proces. Malebogen optimerer processen, giver hurtig nydelse og en kunstnerisk oplevelse, som er ægte. Der er så meget andet i vores liv, der er resultatorienteret. Det er det at male i en malebog også, men det er et resultat man skaber for sig selv, forklarer Tatiana Chemi.

Back to basics

Lektoren mener også, at det er den analoge natur i malebøgerne, der er med til at gøre dem populære.

– Jeg tror faktisk, at det er en trend, der bliver ved med at vokse, for vores liv er hurtige, komplekse og digitale, men det her er back to basics. Malebøger er noget, der involverer sanser, materialer og kropslighed, som vi ofte har for lidt af i vores hverdag. Det er, som om mennesker stadigvæk kræver den slags aktivteter, og en malebog er en fantastisk mulighed for det, siger hun.

Tatiana Chemi forklarer også, at der kan være en spill over-effekt til andre dele af livet. For eksempel kan det træne dig til at fordybe dig bedre, tænke anderledes og mere kreativt og åbent. Det bliver dog stadig debatteret, om det er kreative mennesker, der vælger malebogen, eller om malebogen gør mennesker kreative.

– Vi ved fra forskning, at der er en masse læring i det at beskæftige sig med det kunstneriske. Om man går til musik eller dans i sin fritid eller farvelægger malebøger, er det noget, der gør, at vi udvikler os i vores helhed som mennesker. Det er det, jeg mener, malebøger gør. Det er hurtigt, tilgængeligt og kan skabe stor fordybelse med meget lidt. Det er fuldstændig afslappende i en hverdag, det kan være hektisk, hvor hjernen bliver brugt meget på flade arbejdspladser og foran skærme. Malebøgerne er en måde at bryde rutinen på og gå tilbage til noget sanseligt, hvor vi kan engagere os i materialitet.

snapchat.com/add/mydailyspace

· Mere fra samme kategori ·