
Kvinder bliver oftere nedtrykte efter ferien
Når hver tredje dansker vender hjem fra ferie, bliver de ofte triste og nedtrykte. Kvinder har især svært ved at omstille sig fra sol og sommer til lange dage på kontoret, viser undersøgelse
Hvis du føler dig en anelse træt, ugidelig og nede, når du vender tilbage på job efter ferie, så er du langt fra den eneste. Faktisk føler hver tredje dansker sig nedtrykt, når de vender tilbage til arbejdet efter ferien.
Særlig slemt er det for kvinder, men især unge kvinder, hvor knap halvdelen slås med sindsstemningen efter nogle ugers fri. Det viser en befolkningsundersøgelse, som rejsesøgemaskinen Momondo står bag, der tager pulsen på danskernes humør efter sommerferien.
– På mange måder kan ferie og hverdag føles som dag og nat. Det kan være hårdt at vende hjem til en skemalagt tilværelse med daglige madpakker og vækkeure, når man har været vant til sand mellem tæerne og kølig hvidvin på terrassen, siger Lasse Skole Hansen, der er presseansvarlig for Momondo.
Læs mere: Sådan skaber du sunde rutiner efter ferien
Artiklen fortsætter under billedet

Skiftet er for brat
En af årsagerne til, at danskerne bliver triste, når de vender tilbage til arbejdet, er, at de fleste er gode til at slappe af og stresse ned. Solen oplader batterierne, og motivationen og energien får et spark bagi.
Desværre kan skiftet til almindelig hverdag være for brat, og så bliver feriebatterierne hurtigt brugt op.
– Samtidig kan følelsen af stor omvæltning også forstærkes af, at flere danskere simpelthen afkobler sig selv fra omverdenen, mens de er på ferie. Ifølge vores undersøgelse undgår hver tredje de sociale medier på ferien, mens hver fjerde afstår fra at følge med i nyhederne og tjekke e-mails, siger Lasse Skole Hansen.
Læs også: Globetrotteren Guldlok: Jeg får aldrig rigtig hjemve
Om undersøgelsenMomondos internationale undersøgelse om rejsevaner og tendenser er foretaget blandt 29.000 respondenter i alderen 18-65 år på tværs af 20 lande.
Respondenterne er repræsentativt fordelt i forhold til køn, alder og region.
Kvinder hårdest ramt
Især kvinder bliver påvirkede af at vende tilbage til hverdagens trummerum. Hvor 29 procent af mændene føler sig triste efter en ferie, gælder det samme for 41 procent af kvinderne.
Kigger man på de yngre generationer, bliver tallene endnu højere. Hele 47 procent af de 18-22 årige føler sig nedtrykte efter ferien. Samtidig føler kun 28 procent af de 56-65 årige den samme nedtrykthed.
De unge bruger især søvn og motion som midler til at komme oven på igen. Men der er også andre midler, der kan tages i brug, for at gøre overgangen bedre.
– Hvis det kan virke uoverskueligt at vende tilbage til hverdagens trommerum, kan det være en ide at booke sin ferie, så man har et par dage derhjemme til akklimatisering. Så har både kroppen og sindet tid til at affinde sig med, at hverdagen begynder igen, forklarer Lasse Skole Hansen.
Læs mere: Interrailguide: Tag toget til Europas fedeste oplevelser