Læs også:

Close

Kom du ikke ind på drømmestudiet? 309 studier optager stadig

Nyheder  | 

Kom du ikke ind på drømmestudiet? Fortvivl ikke, der er masser af steder, der stadig optager studerende – og mange ting, du kan gøre

Selv om de videregående uddannelser kunne melde om rekordhøjt ansøgelsestal og ditto optagelsestal, måtte hver fjerde stadig afvises. Kom du ikke ind på drømmeuddannelsen, er der ingen grund til at give op eller blive ked over tanken om at vente et år med at kunne søge ind igen.

Der er nemlig stadig 309 studier, hvor man kan søge om optagelse med start i 2016.

Tal på ansøgerne
Det samlede tal var 93.924 ansøgere.

66.439 unge er i år blevet optaget på de videregående uddannelser.

Dermed slår optaget igen rekord med 1.138 flere personer, der er kommet ind på uddannelserne.

27.485 har fået afslag på deres ansøgning. Det svarer til cirka hver fjerde.

Læs også: Fra sabbatår til SU: Syv gode råd til studieøkonomien

Træk vejret

Husk lige at stoppe op og trække vejret. Selv om det er rigtig træls ikke at komme ind på den uddannelse, du havde tænkt dig, så er der stadig god mulighed for, at du kan finde et andet studie, som du bliver glad for.

Derudover skal de studerende, der er blevet optaget svare på, om de vil have deres plads senest den 4. august, og det kan også rykke ved pladsantallet, hvis nogen siger nej til en uddannelse.

Der er flere ting, du kan gøre:

  • Du kan søge ind på de 309 studier, der stadig har ledige pladser med studiestart i år.
  • Du kan forberede dig på at søge på kvote 2
  • Du kan tage et sabbatår og forberede dig på at søge igen til næste år og måske rette din søgning til.

Læs også: Boligsøgning: Dine rettigheder som lejer

Søg ind på en ny uddannelse i år

Vil du gerne begynde dit studieliv i år, så kan du undersøge mulighederne for at læse på et andet studie. Der er masser af studiebyer i Danmark, hvor der er pladser, så det kan være, at du skal flytte til en anden del af landet for at læse.

Uddannelsesministeriet har lavet en liste over de studier, der stadig optager studerende, og der er alt fra fødevarer og ernæring til sprog, kemi, musikvidenskab, virksomhedskommunikation, økonomi, it, byggeri, ingeniør og meget meget mere.

Du finder listen over ledige studiepladser her.

Søg på kvote 2

Ved du bare, at det studie, du søgte, men ikke blev optaget på, er det helt rigtige for dig? Så kan du overveje at søge næste år gennem kvote 2.

Studiepladserne i kvote 2 bliver tildelt efter en konkret vurdering af ansøgerne på de uddannelser, hvor der har været adgangsbegrænsning, og du kan supplere med andre talenter end bare dine karakterer for at komme ind.

Du kan se, hvilke kriterier uddannelsesstederne har på deres hjemmesider.

Det er vigtigt, at du gør et godt benarbejde med at researche optagelseskriterierne på kvote 2 og forbereder dig. For kravene kan være forskellige fra sted til sted. Også selv om det er samme uddannelse.

Læs også: Psykolog: Vi trænger til et godt gammeldags ungdomsoprør

Populære studier
Ansøgerne har i år været pragmatiske og søgt de uddannelser, der giver størst sandsynlighed for job.

Derfor er optaget steget markant på folkeskolelæreruddannelsen, diplomingeniøruddannelsen og civilingeniøruddannelsen

De studerende søger også bredere, og alle landets regioner har oplevet en vækst i optaget på de videregående uddannelser.

Overvej dit valg, og søg bredere

Et afslag er ikke nødvendigvis kun en dårlig ting. Du kan bruge det som et afsæt til at få tænkt over, om den uddannelse, du søgte ind på, virkelig var den uddannelse, du ville have.

Hvem ved, det kan være, at en hel anden drømmeuddannelse ligger og venter på dig, når du lige får luft til at tænke dine valg og muligheder igennem.

Du kan også bruge afslaget som en anledning til at søge bredere og måske få øjnene op for andre studiebyer og -steder, hvor du kan læse din uddannelse.

Uddannelsesstederne kan ikke se, om du søger flere steder. De tager kun udgangspunkt i, om du lever op til deres krav. Derfor er det spild af dine chancer, hvis du går all-in og kun søger Københavns Universitet for at vise dem, hvor meget du vil dem. Søg derfor alle de steder, du mener kunne være interessante.

Læs også: Derfor valgte Amela, Ditte og Anne Sofie deres uddannelse

Uddannelsesministeriet vejleder gennem chat fra klokken 9-21 frem til den 2. august. Du finder chatten her.

snapchat.com/add/mydailyspace

 

· Mere fra samme kategori ·