Læs også:

Close
Flere kvinder end mænd diagnosticeres med klamydia

Flere kvinder end mænd diagnosticeres med klamydia

Nyheder  | 

En ny undersøgelse fra Sundhedstyrelsen viser, at antallet af diagnosticerede klamydiatilfælde er i konstant stigning – og der er et overtal af kvinder, der får konstateret kønssygdommen

Gonorré, herpes, kønsvorter, HIV, syfilis. Kønssygdomme kommer i mange varianter. Men ingen af dem er lige så vedholdende som klamydia. Især når det kommer til unge danskere.  

– Vi ligger på et meget højt niveau med klamydia, og det ser ikke ud til at være nedadgående, siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Han står en ny undersøgelse, der viser, at der i 2015 blev fundet 31.692 tilfælde af klamydia blandt danskerne. Det er det højeste antal, der nogensinde er blevet registreret.

Og kønnet, der topper antallet af registreringerne? Kvinder. Det er der en god forklaring på, fortæller Niels Sandø:

– Det, man kan sige om undersøgelsen, er, at der er flere diagnosticerede kvinder en mænd. Men hvor mange, der reelt er smittet, ved vi ikke, for der er mange, der aldrig går til lægen, forklarer han.

At der er flest kvinder, der er diagnosticerede med klamydia er derfor ikke et udtryk for, at der er flest kvinder, der går med sygdommen. Om noget viser det, at kvinder er bedre til at gå til lægen og få den diagnosticeret og behandlet.

– Færre kvinder er asymptomatiske (når man har sygdommen, uden at have symptomer på den red.), og så er kvinder bedre til at gå til lægen og blive undersøgt. Halvdelen af alle smittede mænd oplever ikke symptomerne og går ikke til lægen, forklarer Niels Sandø.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er alt sammen fryd og gammen, indtil han smitter dig med klamydia. (Foto: Polfoto)
Det er alt sammen fryd og gammen, indtil han smitter dig med klamydia. (Foto: Polfoto)

Flest unge får klamydia

Det er især de unge i alderen 15-29 år, der står for den største samlede andel af klamydiasmittede. Hele 85 procent af alle registreringer af sygdommen er foretaget blandt den aldersgruppe.

Dermed ikke sagt, at klamydiaen forsvinder, når man kigger på de lidt ældre danskere, for stigningen i de registrerede tilfælde ses stort set i alle aldergrupper og blandt begge køn.

– Oversigten viser tydeligt, at klamydia stadig er en meget udbredt sygdom, og at der fortsat er behov for en forebyggende indsats, som har fokus på kondombrug, test og behandling for klamydia samt opsporing af eventuelle smittede partnere. Da de fleste tilfælde af klamydia optræder uden symptomer, er det vigtigt, at man bliver testet, hvis man har udsat sig selv for smitterisiko ved at have ubeskyttet sex med en ny partner, siger Niels Sandø.

Flere kvinder end mænd diagnosticeres med klamydia. Det viser tallene fra Sundhedsstyrelsen. (Foto: Polfoto)
Flere kvinder end mænd diagnosticeres med klamydia. Det viser tallene fra Sundhedsstyrelsen. (Foto: Polfoto)

Derfor skal du blive testet

Klamydia er en sygdom, der er meget nem at behandle, men kan have store følger, hvis ikke man gør noget ved sagen.

Smitte med klamydia, der ikke bliver behandlet, kan for kvinder betyde underlivsbetændelse, ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen og kroniske underlivssmerter. Hos mænd kan det udmunde i ufrivillig barnløshed og betændelse i bitestiklerne.

En klamydiainfektion, der behandles i tide, har derimod ingen følgevirkninger.

Hvad er klamydia?

Klamydia er en bakterie, der primært smitter gennem ubeskyttet sex, eller ved at kønsorganerne kommer i tæt kontakt, uden der er brug af kondom. Kønssygdommen smitter meget let og er en af de mest udbredte kønssygdomme i Danmark.

Ved kvinder sætter klamydiabakterien sig i livmoderhalsen i toppen af skeden, men kan også findes i urinrøret. Ved mænd sætter bakterien sig i urinrøret.

Begge køn kan risikere, at bakterien spreder sig, og den kan skabe betændelse i æggelederen hos kvinder og i bitestiklerne hos mænd.

Derudover kan du blive smittet med klamydia i endetarmen ved analsex eller i halsen ved oralsex. Du kan også blive smittet med bakterien, hvis du for eksempel får sæd i øjet, eller kommer i kontakt med præsperm, skedesekret eller en smittet slimhinde.

Artiklen fortsætter under billedet

Det gode gamle råd om sikker sex holder stadig. (Foto: Polfoto)
Det gode gamle råd om sikker sex holder stadig. (Foto: Polfoto)

Hvad er symptomerne?

Kun hver anden kvinde har tegn på smitte, og du kan derfor sagtens være smittet med klamydia uden at vide det. Får du alligevel symptomer, viser de sig oftest først en til tre uger efter sex. Men symptomerne kan også komme meget senere, efter lang tids smitte.

Symptomerne:

  • Udflåd fra urinrøret eller øget udflåd fra skeden.
  • Sviende smerter, når du tisser.
  • I nogle tilfælde kan der også være småblødninger ved samleje.
  • Ved analsex kan symptomerne vise sig ved infektion i endetarmen med smerter, udflåd og muligvis diarre.
  • Der kan opstå øjenbetændelse, pus og lysskyhed i øjnene, hvis du er smittet der.
  • Symptomer i svælget vil føles som en halsbetændelse.

Hvordan får man det testet og behandlet?

Har du mistanke om, at du har en kønssygdom, eller vil du bare gerne være sikker, skal du gå til din læge eller en sexsygdomsklinik og blive testet. Diagnosen kan først blive stillet en til to uger efter smittetidspunktet, så beskyt dig ordentligt med kondomer, hvis du har planer om at have sex i mellemtiden.

Ved klamydiatest bliver kvinder podet, eller bliver bedt om at tage en urintest.

Tidligere har man testet mænd med vatpinde, men i langt de fleste tilfælde er man gået over til urintests. Derudover bør mænd, der har sex med andre mænd, også blive testet i svælg og endetarm.

Klamydia er meget nemt at behandle med tabletter. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke har sex før en uge efter, behandlingen er afsluttet.

Kilde: Sexsygdomme.dk

https://www.facebook.com/mydailyspace

· Mere fra samme kategori ·